KRISTOFFER BLOGGER FOR ÉN DAG: OM SNART AT BLIVE FAR

IMG_0084IMG_0084

Føler du, at du var med i beslutningen om at I skulle have et barn?

Ja, bestemt. Det var dog Lærke, som fik mig hen ad den retning. Det var hende, der fik mig til at indse, at det nok faktisk var noget, jeg længe havde tænkt på og haft lyst til.

Føler du dig klar til at blive far?
Selvfølgelig gør jeg det.

Føler du, at du har været en del af graviditeten?

Jeg føler, jeg har været en mand under graviditeten. Ikke nemt, men stadig spændende at følge med i. Det er faktisk ret svært at være faderen under graviditeten. For jeg oplever jo ikke de ting, Lærke oplever – som når hun for eksempel bliver sparket hvert 5. minut – det kan jeg jo ikke mærke.

Hvad bliver din rolle, når Lilli først er født?

Først og fremmest skal jeg være far med alt der tilhører. Den mere praktiske, den der laver sjov og ballade, og en hjælpende hånd til min kæreste, som helt sikkert har haft 9 hårde måneder som gravid.

Vil du deltage i fødslen?

Ja!

Hvis ja, vil du så tage imod Lilli og klippe navlesnoren over?

Ja. Lærke har jo planer om at føde i vand, og på den måde kan jeg være en større del af fødsel – blandt andet tage imod Lilli, hvis jeg ønsker det. Så er det bare på med dykkerbrillerne! (LOL)

Hvordan synes du, Lærke har klaret sig igennem graviditeten?

Helt exceptionelt – jeg er så stolt af hende. Jeg havde nok regnet med, at Lærke ville have lidt mere ondt af sig selv og klynke en del mere – men hun har virkelig vist sig som en rigtig stærk kvinde.

Har du deltaget i scanninger, fødselsforberedelse mm.?

Jeg missede desværre den første scanning, men under de andre scanninger har jeg været til stede. Jeg var faktisk meget imod kønsscanningen, men da jeg først havde sagt ja, og var med, var jeg rigtig glad for vi havde gjort det. Og helt vildt stolt og spændt!

Tror du at Lilli bliver en fars pige, eller en mors pige?

Helt klart fars pige.

Håber du, Lilli ligner dig eller Lærke?

Jeg håber hun ligner Lærke mest – lige så smuk. Men selvfølgelig også mig. Jeg håber, hun bliver en lige så god blanding, som Gin&Tonic.

JEG REJSER I DAG!

IMG_5601
Billede taget i Sverige sidste år, da jeg var afsted med Kristoffer

I dag rejser jeg til Sverige med min familie. Min mor og far har nemlig inviteret Kristoffer, Marie, Philip, og jeg til vores fine, røde sommerhus in the middle of nowhere i Sverige. En køretur på cirka 4 timer. Jeg bliver hentet af min mor og far lige om lidt, og Kristoffer er på arbejde i København, og tager derfor bare Marie og Philip med derinde fra!

Det er forventet, at Kristoffer og jeg er hjemme allerede på søndag – for jeg tør sgu ikke tage chancen og blive alt for længe, SÅ tæt på termin. Jeg frygter lidt, at jeg får veer i sommerhuset, for så er der alligevel 4 timer hjem til Næstved, hvor jeg allerhelst vil føde, da jeg er med i en kendt jordemoderordning, og derfor er sikker på at føde med én af de tre jordemødre, der har fulgt mig gennem forløbet.

Men fortvivl ej – jeg har planlagt indlæg til jer, (blandt andet et indlæg, som Kristoffer har lavet), så I kan stadig kigge herinde, hvis I keder jer i weekenden! Hav det bra!

VENNER ER DEN FAMILIE, DU SELV VÆLGER

IMG_4743IMG_4744

Det her er min egen, lille familie.
Hvis der skulle være plads til hele min familie på billederne, skullevi virkelig stå tæt samlet, for min familie er enorm. Jeg har en mor, far og en storesøster. Jeg har bedsteforældre, tanter, farbrødre, morbror, kusiner og fætre i massevis. Og så har jeg min svigerfamilie. De er også min familie nu, og jeg elsker dem meget højt. Vi er netværksfamilie for en dame og to søde piger fra Eritrea, som jeg også anser for at være min familie. Mine forældres mange gode venner er også min familie, og dem har jeg altid kendt, og elsket, som var det mit eget kød og blod.

Jeg tror at det er vigtigt, at vi husker på, at ens familie ikke nødvendigvis er ens biologiske familie. “Venner er den familie, vi selv vælger”, som min mors veninde engang sagde. Og det er jo så rigtigt. Er en familie ikke de, der støtter én, græder med én, giver et klap på skulderen – og er stolte af én? Det synes jeg. Og det er ikke en selvfølge, at man har sådan et forhold til sin mor og far. Måske er de gået bort, måske har de aldrig rigtig været der, måske er de syge, eller andet. Og så er det jo godt, vi kan finde støtten andre steder. Jeg har den mange steder fra – og jeg ønsker at give den til mange!

At hjælpe, hvor man kan, er for mig, noget af det vigtigste, man kan gøre hér i livet. Nogle mennesker har meget lidt overskud. Socialt, økonomisk og så videre og så videre, og så er det jo godt, at dem, der har overskud, kan hjælpe. Det er derfor, min familie har taget 3 skønne piger til os fra Afrika. En flygtningefamilie, som er fuld af kærlighed, tiltro og glæde. Dét, der gør mig mest glad, er særligt at se børn være glade. Og jeg er sikker på, vi har gjort en kæmpe forskel i disse pigers liv.

Kærlighed defineres ikke i hudfarve, religion eller penge. Kærlighed er lige det, DU synes, det er. Og du er helt og aldeles i stand til at vælge din egen familie.

DE FØRSTE TO STREGER OG NU

IMG_23271 år og 8 måneder. Det er så længe, Kristoffer og jeg har kendt hinanden i dag. Det er ikke lang tid, når man tager i betragtning, at jeg har været gravid 8 af de måneder. Men nogle gange betyder tid bare så lidt. I dag er det 9 måneder siden, jeg stoppede med p-piller. To måneder efter, stop jeg med en positiv test i hånden, og var allerede en måned henne.

Dengang anede jeg ikke, hvad det ville betyde for mig. Dengang var Lilli bare en lille klump, og jeg vidste ikke, at det var Lilli. Jeg vidste bare, at jeg var gravid, og at det ville blive en baby. Jeg elskede den baby fra det sekund, jeg stod med den positive test. Men jeg var aldrig klar over, hvor meget, det var muligt at elske noget, man ikke har mødt.

Jeg havde mange tanker. Vil jeg egentlig helst have en dreng eller en pige? Selvfølgelig ville jeg blive glad, uanset hvad, men hvad fortrak jeg egentlig selv? Og da jeg fandt ud af, at det var en pige, vidste jeg det. Det var nok en pige, jeg helst ville have, inderst inde. Jeg vil gerne have drenge i fremtiden, men jeg tror, jeg er glad for, at det er en pige, jeg får først. Jeg ved, hvordan det er at være pige – og jeg har kendt mange pigebørn. Så jeg var lykkelig.

Jeg kan huske, at jeg var rædselsslagen for at fortælle folk, at jeg var gravid. Min storesøster ringede jeg til den 23. november, samme dag som min test viste positiv. Hun vidste allerede, hvad jeg ville sige, da jeg ringede til hende. Og vi snakker sammen hver dag, så hvordan hun vidste det, aner jeg ikke! Hele min familie anede intet. For jeg ville gerne holde det hemmeligt, for at undgå dømmende kommentarer eller lignene. Jeg tænkte, at jeg godt kunne vente med at fortælle den store nyhed til juleaften. En måned senere. Men det blev hurtigt tydeligt, at det kunne jeg ikke. Så jeg fortalte min mor og far, at de skulle være bedsteforældre den 28. november – på min søsters fødselsdag. Og de var så glade. I løbet af December fortalte jeg nyheden til resten af mine tætteste – familie og venner. Alle var glade på mine vegne. Det betød så meget for mig.

Juleaften fortalte jeg den glædelige nyhed på facebook, instagram og bloggen. I tog alle så pænt imod nyheden, og selvom jeg kun var 9 uger henne på daværende tidspunkt, var jeg slet ikke bange for om noget skulle gå galt.

Min farfar fik konstateret uhelbredelig kræft, omkring julen. Inden da havde jeg dog fortalt ham, at han skulle være oldefar, og jeg tror, det betød meget for ham, at familien fortsætter. Jeg er nemlig den første til at få barn i familien. Selvom vi faktisk er 8 børnebørn på den side af familien, og over halvdelen er ældre end jeg. Han døde en måned senere, desværre 4 dage før jeg skulle til kønsscanning, så han nåede aldrig at høre, at vi ventede os en pige. Han nåede dog at se scanningsbilleder, og han blev så glad og lidt rørt, da han så dem.
Det betyder meget for mig, at han nåede at høre, at jeg var gravid. Selvom han aldrig får lov til at holde hende, så tror jeg alligevel at han – og min farmor, kigger ned på deres oldebarn om en måneds tid – og smiler og er stolte.

Månederne er faktisk bare fløjet afsted lige siden. Tænk engang, at der er gået 8 måneder??? Så hurtigt er tiden aldrig gået før – og det var mig som troede, at tiden ville gå helt i stå. Vi er helt klar til dig nu, Lilli My!