ALT ÆNDREDE SIG, DA JEG BLEV MOR

img_5397img_5398

Nu har jeg gennem en lang periode haft en del tid til at tænke. Tænke på, hvad der egentlig ændrede sig i mit liv. Hvorfor blev jeg pludselig denne selskabshungrende Lærke, når jeg i mange, mange år har haft det aller bedst ved bare at være mig. Inde bag 4 vægge. Og helst alene.

Jeg kan kun komme med ét svar på det spørgsmål. Det eneste, der virkelig har ændret sig i mit liv, er jo, at jeg er blevet mor.

Jeg har snakket meget med mange af mine veninder om dette. Jeg er nemlig gladere end nogensinde før. Jeg finder overskud, selv de mørkeste dage, og jeg er faktisk aldrig rigtig ked af det mere. Ikke fordi det ikke er okay at være ked af det. For det er det! Jeg har bare været rigtig, rigtig ked af det før i tiden. Og det tror jeg ikke er sundt. Jeg vil faktisk mene, at jeg, fra jeg var 15 til jeg var 18 græd mindst én gang om dagen. Nogle dage stoppede jeg slet ikke. Nogle dage var så mørke og så svære, at jeg aldrig troede, jeg skulle få det godt. Og jeg kunne ikke sætte en finger på, hvad der egentlig var galt. Men det ved jeg nu.

Jeg var nemlig ikke mor endnu. Og det er som om at det jeg er sat på jorden til at være. Mor. Nogle mennesker sættes på jorden til at være store videnskabsmænd og opfindere, sangstjerner, skuespillere – og mit kald er simpelthen at være mor. Ikke fordi, jeg ikke har noget andet, jeg skal med mit liv. For jeg drømmer jo om at være 0.klasses lærer, og går stadig på pædagogseminariet, hvor jeg starter på 2. semester til sommer. Men det er ikke mit vigtigste kald. For det er nemlig at være mor til Lilli (og de børn, fremtiden nu bringer).

Jeg ved godt, I nok tænker, at jeg er den type mor, som vil have at det hele skal se så fint ud på ydersiden, men hvor det hele i virkeligheden er noget lort. Men det er jeg ikke. Jeg finder ikke på, og jeg er ikke bange for at vise jer, når det er hårdt – for det er det skam også nogle gange. Men det er bare intet i forhold til, hvor meget godt der er. Jeg elskede at være mor fra det sekund, jeg fandt ud af, jeg var gravid, og jeg har ikke hadet det på noget som helst tidspunkt. Lilli er det gladeste, nemmeste og skønneste barn (som godt nok ikke er så god til at spise andet end mors mælk, men det er så ligegyldigt, når hun bare er Lilli).

Det lyder nok bare som om jeg flyver på en lyserød sky og lever et liv, som jeg bilder mig selv ind, men sådan er det virkelig ikke. Jeg FLYVER virkelig på en lyserød sky, og livet er virkelig fantastisk og vidunderligt, nu, da jeg er blevet mor. Jeg er ikke kun en (synes jeg selv) god mor – jeg er også blevet et meget bedre menneske, som roser, anerkender og spreder kærlighed til alle mennesker på min vej. Alt det, der før var så svært, er bare ikke svært mere, for jeg hviler i mig selv på en helt ny måde, og jeg er glad for bare at være mig. Lærke. Lige nu og lige her. (også selvom vi har virkelig fedtede spejle med små babyhænder på <3)

HVAD SKER DER?!

img_5182

(billedet har intet med indlægget at gøre)

Okay, de af jer, som følger med på instagram, ved at Lilli er ret langt fremme motorisk. Hun har kravlet i næsten to måneder, og hun holdt selv hovedet efter 1 måned, rejser sig HELE tiden op ad ting og så videre… Derfor undrer det mig lidt, dét, der er sket den sidste uges tid… Lilli gør noget virkelig mærkeligt, hvor hun “kaster” hovedet bagover, og får overbalance i nakken. Giver det mening? Altså, hun kan ikke holde hovedet selv nogle gange. Så sidder hun sådan og “nikker” med hovedet (altså fra nakken). Det er ligesom da hun var helt lille og ikke kunne holde hovedet selv. Så mega underligt. For det har hun jo kunnet længe. Og det kan hun også stadig, for hun kravler jo rundt konstant og rejser sig op ad ting. Så mit spørgsmål til jer er: Hvad sker der? Hun er snart 7 måneder, og har læst noget om, at det godt kan ske, at de somme tider “glemmer”, hvordan man holder hovedet, i ét af tigerspringene? Har jeres børn gjort det samme?

UFRIVILLIG OFF-PHONE DAY

img_5287
I dag har jeg været helt uden min mobil! Men altså (desværre) ikke helt frivilligt. Det er nemlig fordi den er gået ud, og jeg ingen oplader har. Jeg har forsøgt mig med alle de 9 opladerstik til Iphone, vi har herhjemme, men de er alle i stykker. Min veninde, som jeg sås med i sidste uge, kom til at tage min helt nye oplader med til København, og jeg får den først i løbet af den nye uge, øv! Jeg kunne jo tage hjem til min mor og låne hendes oplader, men jeg har besluttet, at jeg skal kunne klare én dag uden mobilen. Selvom det er lidt hårdt. For Lilli har det med ALTID at sove hos mig, og det betyder, at når hun først sover, så kan jeg ikke lave andet end at scrolle instagram, 9gag og facebook tynd på mobilen… Så nu mangler jeg altså en god film eller serie, jeg kan se i aften, når Lilli er faldet i søvn. så må computeren i brug. Har I nogle ideer? Jeg har lige pt. Viaplay, så hvis I har nogle bud, så smid en kommentar!

SKAL VI FINDE OS I ALT? BLOGGING OG HATE

img_5149
De sidste par uger har jeg overvejet, om jeg skulle lave det her indlæg. Flere gange har jeg skrevet det, men slettet igen. Men nu gør jeg det. First: Let me make it clear: en (PERSONLIG) blog er et sted til personlig udfoldelse og holdninger. Det er ligesom det, jeg altid har gjort. Det har aldrig været meningen, at det skulle være et sted, hvor alle skulle føle sig enige, eller jeg har skulle være bange for at træde nogen over tæerne. Det er min blog. Mine holdninger. Så hvorfor overhovedet bruge tid på at være uenig – altså, med at fortælle mig, at du er uenig?

Det er en grim tendens, at vi har brug for at alle skal være enige i, hvad vi tænker. For det skal alle ikke. Og det er alle ikke. Jeg er generelt et ganske rart menneske, som aldrig har ønsket nogen noget ondt. Er det ikke nok for dig? Har du brug for at føle dig bedre end mig? Fint. Det er du måske også. Og måske ikke. Men jeg har virkelig brug for, at du holder dig væk, hvis Du har sådan nogle tanker om mig. Altså, de tanker, der helt seriøst tror, at jeg prøver at ramme nogen i mine indlæg. At jeg er så dårligt et menneske, at jeg ønsker andre det ondt.

Hvorfor har vi brug for at rette på hinanden og komme med grimme anklager, hele fucking tiden?

Jeg har altid forsøgt at holde en god tone herinde. En god tone, med et strejf af ironi. Det er tydeligvis ikke alle, der altid forstår ironien, men lad nu det ligge. Men nu er jeg faktisk træt af at være sød og holde en rolig tone. Jeg er så pisse træt af jer, der sidder derude, og brokker jer. Hele tiden. I, der har brug for at hakke på mig, skrive onde kommentar, og hate på mig. For hold kæft, hvor har jeg fået meget hate igennem min tid på bloggen. Det startede da jeg var 14, og jeg kan ikke huske, hvor mange gange, det har fået mig helt ned i kulkælderen. Hvor mange gange, jeg har grædt over, at I har kaldt mig ting, truet mig, fortalt mig, hvilket menneske, jeg er. For jeg var bare en usikker teenager. Og jeg kunne ikke holde til det. Når man vælger at lukke så mange mennesker ind i sit liv, som jeg gjorde, så kan man selvfølgelig ikke regne med, at alle er enige i, hvad man tænker.

Men til dig, der skrev til mig, da jeg var 14, at du ville ønske, jeg var død. At jeg var et forfærdeligt menneske, og at det var utroligt, at jeg kunne leve med mig selv, efter at have gjort min familie ondt ved at have min spiseforstyrrelse.

Til dig, der truede mig på mit liv, og desuden skrev, at du ville slå min familie ihjel om natten, imens jeg sov.

Til dig, der skrev, at jeg var blevet tyk, og man ikke skulle tro, jeg havde haft anoreksi nogensinde.

Til dig, der skrev, at jeg ville blive en dårlig mor.

Til dig, der kaldte mig en egoistisk, selviscenesættende bitch

Hvad ved du egentlig? Og hvad giver dig ret til at kommentere på mit liv?

For du har ikke ret. Du har ikke ret i dine antagelser, men mest af alt, så har du ikke ret til at udtale dig om de her ting. Hvad fanden bilder du dig ind?

Hvis du virkelig har brug for at brokke dig, så kig dig selv i spejlet og brok dig lidt over dig selv. Eller fortæl dig selv, hvor smuk og dejlig du er. Eller børst dine tænder. Gør, hvad du har lyst til, og ikke hvad alle andre vil have, du har lyst til. For det er sgu kun dig selv, der bestemmer og vurderer det.

Jeg vil gerne lige slutte af med at sige, at indlægget her ikke er myntet på alle jer, der læser min blog, men på de, der føler trang til at finde noget at brokke sig over.

Jeg er træt af det. Jeg bliver ikke længere ked af det, som jeg gjorde før. Nu bliver jeg bare sur. Irriteret. Mopset. TRÆT. Jeg har valgt at dele rigtig meget af mit liv. Rigtig, rigtig meget. Og så står man lidt i skudzonen. Men husk nu, at jeg ikke er en maskine. Det er altså et menneske, der sidder på den anden side af skærmen. Et menneske med hjerne og hjerte som dig, og som ønsker alle det bedste.O g desuden også et menneske, som du slet ikke kender i virkeligheden. Selvom jeg deler meget herinde på bloggen, betyder det altså slet ikke, at I kender alt til mig. Et menneske, som endelig er voksen nok til ikke at lade jeres kommentarer såre mig. Men sådan har det ikke altid været. Min mor og far har trøstet mig så mange gange efter jeres lede kommentarer. Og nu ved jeg jo godt, at det ikke er mig, der er noget galt med. Men tænk på alle de år, jeg har ladet mig påvirke af nogle af de mennesker, der læser med, bare for at disse/hate. Hvor er det vildt, altså.

Det var bare det. Virkelig rart at komme ud med. Jeg føler ikke, jeg skal forsvare mig selv, og det er bestemt ikke derfor, jeg laver indlægget. Det er fordi jeg ikke orker det mere. Og fordi, jeg synes, at I skal vide, at jeg også er et menneske, som bliver ked af det. Og fordi det har været pisse hårdt at være blogger, da jeg var yngre. Hold nu op, hvor fik jeg meget hate. Og jeg holdt fast i det. For jeg elskede det. Og jeg har hjulpet virkelig mange piger igennem spiseforstyrrelser via bloggen. Besvaret mails, sms’er, kommentarer og facebook-beskeder, både om spiseforstyrrelser, depressioner, at være særligt sensitiv OG at være ung mor. Og det er i bund og grund derfor, jeg gør det. For at hjælpe. For at dele. Og fordi jeg godt kan lide det.

Hav en dejlig aften.

10 ting, du (højst sandsynligt) ikke vidste om mig

img_5202
Jeg går virkelig ikke særlig pænt. Jeg prøver seriøst at gøre mig så umage med at være feminin i min gang, men det lykkes på ingen måde. Jeg bliver faktisk lidt frastødt over mig selv, når jeg ser mig selv på videoer.

Hele min barndom og ungdom, var min største drøm faktisk at være skuespiller, og jeg har spillet musical, siden jeg var 8 år gammel. Jeg har gået på Eventyrteatret fra jeg var 13 til jeg var 15 år, og på talentskolen i én enkelt sæson, da jeg var 17.

Den eneste kage, jeg kan lide, er jordbærtærte. Så jeg køber altid sådan én, hvis jeg støder på den hér om vinteren – fordi de sjældent er til at opstøve i de kolde måneder.

Jeg ser mine forældre minimum 2 gange om ugen. Lige for tiden er det selvfølgelig kun min mor, jeg ser, da min far er udstationeret. Desuden har jeg faktisk set min mor 11 dage i træk i dag, haha.

Jeg har kun flyttet 2 gange i hele mit liv. Første gang, da jeg som 19-årig flyttede i lejlighed i Næstved sammen med Kristoffer, og anden gang, da vi flyttede i hus i December måned.

Jeg har virkelig mange funny faces, og gør meget brug af dem.

Jeg kan virkelig blive vred over, hvor meget, smukke piger redigerer deres billeder til ukendelighed. Ja, også grimme piger, for den sags skyld. Det er sådan lidt: “Sidst jeg så dig, havde du sgu da brune øjne? Hvordan er de pludselig blevet safirblå hen over natten?” eller “hvor fanden er det modermærke på din kind, du altid har haft?” Hvad fanden er ideen med det? Hvis du absolut skal SKAMredigere dine billeder, så lad dog være med at gøre det så åbentlyst.

Jeg er virkelig fjollet. Altså, nogen ville nok kalde mig underlig eller mærkelig. For det er jeg. Det er slet ikke alle, der kender den side af mig, men den fylder en hel del i min hverdag. Jeg er slet ikke så fin-pige-agtigt i virkeligheden, som jeg viser på de sociale medier.

Jeg tungelæsper, og fandt først ud af det, da jeg var 14. Min familie har aldrig lagt mærke til det, fordi jeg, da jeg var lille, havde en rimelig voldsom talefejl. Jeg kunne slet ikke sige S (og mange andre konsonanter), og de blev derfor erstattet med G. En sut blev altså til “Gug”, storesøster blev til “goergøgger” og så videre. Så da jeg endelig kunne sige S-lyden, var vi alle bare lykkelige over det, og tænkte så ikke over, at jeg læspede.