DERFOR SKAL DU AMME DIN BABY

img_5425
1: Der er mad, når baby er sulten – Ja, når man vælger at give flaske, så kan man være uheldig, at baby er MEGA sulten, og det tager jo altså lidt tid at blande en flaske + varme den – med mere. Når man ammer, er det bare 1: frem med brystet, 2: lade baby spise.

2: Baby bliver ikke nær så syg – Dette er nok mest min påstand. Men Lilli har kun været rigtig syg én gang, og stortset alle flaskebørn, jeg kender, næsten aaaaltid syge. Det er jo så vidunderligt, at kvindekroppen er skabt til at producere antistoffer i mælken til baby. Det betyder, at baby får en slags penicillin igennem mælken.

3: Nærvær – Det kan man vidst ikke diskutere. Når man ammer, er man tæt med sin baby på en helt særlig måde, og det kan en flaske altså ikke erstatte.

4: Sovemedicin – Altså, næsten. Der findes nemlig stoffer i mælken, som gør baby træt. Det er derfor babyer næsten altid falder i søvn ved mors bryst.

5: Mad på farten – Altså, baby skal ikke have alt muligt med, hvis man vælger at gå en lang tur, tage i centeret og så videre. Det klarer den madpakke, som mor altid har med sig, haha.

6: Mad om natten – Noget, jeg har været særligt glad for. Lilli vågner stadig mange gange om natten og skal have mad. Og fra dag 1 af har hun ligget i samme seng som jeg om natten. Det betyder altså, at jeg bare lige skal vende mig på siden, og så er der mad! Hverken Lilli eller jeg vågner rigtig af det, og efter jeg har givet hende brystet, falder vi begge i søvn. Det resulterer dog nogle gange i mælk over det hele i sengen, ups!

7 : Mest optimalt for baby – Det er der vidst heller ikke nogen, som kan være uenige i. Modermælk er det absolut bedste for de kære små. “det er velkendt, at børn, der ammes, vokser lidt langsommere end børn, der får modermælkserstatning, og det ser ud til, at det vækstmønster er mere optimalt, fordi det nedsætter risikoen for livsstilssygdomme senere i livet” OG læs så lige dét her:” Studiet viser nemlig, at børn der er blevet ammet, har større chance for at klare sig godt på den sociale rangstige, mindre tendens til stress og en højere IQ, end børn, der ikke er blevet ammet.”

8: Sundest for mor – Det skaber selvfølgelig et HELT særligt forhold mellem baby og mor, og på den måde hjælper det mor med at knytte sig til baby på en helt speciel måde. Men vidste du også, at man som ammende kvinde skal spise omkring 500 kalorier mere om dagen (god undskyldning for at spise mere mad), og desuden taber man sig meget hurtigere efter fødslen, hvis man ammer? Personligt tror jeg, jeg har trænet 2 gange siden fødslen, og jeg har tabt alle 16 kilo, jeg tog på, plus jeg faktisk vejer mindre nu, end jeg gjorde, før jeg blev gravid. Og jeg har INTET gjort – jeg udelukkende spist mere usundt og bevæget mig mindre. Det er vidunder-kuren.

HUSK nu at tage det hér indlæg med et gran salt. Jeg VED godt, at det ikke er alle, der har lyst/overskud/ikke kan og så videre(!!!) amme deres børn. Men det ændrer altså ikke facts. Og dem har jeg samlet ovenover. Jeg ved godt, at der kan komme alt muligt i vejen for amningen, så husk, at det ikke er et angreb mod de, som ikke ammer <3

Sidst vil jeg lige nævne, at amning ikke behøver ligne et overgreb, og at man sagtens kan gøre det fint og diskret. Jeg får for eksempel tit at vide, at jeg “ammer pænt” – hvad det nu end skal betyde, haha. Ej, men jeg ammer, uden at vise min bryst til andre end Lilli, jeg tager skam bare lige blusen lidt op over brystet, og så har jeg amme-bh på, og så er barnets ansigt jo for og skygger for brystet. Så det er faktisk ikke ret mange andre end Lilli, der har set mine bryster, når jeg ammer.

LILLI GÅR! 7 MÅNEDER

img_5604 img_5605

Lilli er begyndt at gå. Jeps. Hun startede jo allerede med at kravle, da hun næsten var 5 måneder, og siden da er det hele bare gået så stærkt! Hun sad også selv da hun var 5 måneder, og pludselig begyndte hun jo så at rejse sig op af alt! Den sidste uges tid er hun så begyndt at gå. Hun tog de første skridt i lørdags, da hun var 7 måneder og 9 dage, og nu vil hun rigtig tit gå. Hun kravler selvfølgelig stadig mest, og det er heller ikke altid, hun selv rejser sig frit, nogle gange rejser hun sig op ad noget.

Jeg bliver lidt ekstra stolt af min lille pige, når jeg tænker på alle de fordomme, jeg mødte, da jeg blev gravid. “unge mødre klarer ikke mor-rollen så godt som andre”, og så videre. At have en motorisk dygtig baby ser jeg som et klap på skulderen, da det vidner om et barn, som er blevet styrket, elsket, opmuntret, set, hørt og så videre (og det betyder IKKE, at børn, der ikke er så dygtige motorisk IKKE er blevet elsket osv, HUSK det.!!!)

Hvis I vil se videoen af Lilli, der går, så se den på min instagram “Laerkejedig”

ALT ÆNDREDE SIG, DA JEG BLEV MOR

img_5397img_5398

Nu har jeg gennem en lang periode haft en del tid til at tænke. Tænke på, hvad der egentlig ændrede sig i mit liv. Hvorfor blev jeg pludselig denne selskabshungrende Lærke, når jeg i mange, mange år har haft det aller bedst ved bare at være mig. Inde bag 4 vægge. Og helst alene.

Jeg kan kun komme med ét svar på det spørgsmål. Det eneste, der virkelig har ændret sig i mit liv, er jo, at jeg er blevet mor.

Jeg har snakket meget med mange af mine veninder om dette. Jeg er nemlig gladere end nogensinde før. Jeg finder overskud, selv de mørkeste dage, og jeg er faktisk aldrig rigtig ked af det mere. Ikke fordi det ikke er okay at være ked af det. For det er det! Jeg har bare været rigtig, rigtig ked af det før i tiden. Og det tror jeg ikke er sundt. Jeg vil faktisk mene, at jeg, fra jeg var 15 til jeg var 18 græd mindst én gang om dagen. Nogle dage stoppede jeg slet ikke. Nogle dage var så mørke og så svære, at jeg aldrig troede, jeg skulle få det godt. Og jeg kunne ikke sætte en finger på, hvad der egentlig var galt. Men det ved jeg nu.

Jeg var nemlig ikke mor endnu. Og det er som om at det jeg er sat på jorden til at være. Mor. Nogle mennesker sættes på jorden til at være store videnskabsmænd og opfindere, sangstjerner, skuespillere – og mit kald er simpelthen at være mor. Ikke fordi, jeg ikke har noget andet, jeg skal med mit liv. For jeg drømmer jo om at være 0.klasses lærer, og går stadig på pædagogseminariet, hvor jeg starter på 2. semester til sommer. Men det er ikke mit vigtigste kald. For det er nemlig at være mor til Lilli (og de børn, fremtiden nu bringer).

Jeg ved godt, I nok tænker, at jeg er den type mor, som vil have at det hele skal se så fint ud på ydersiden, men hvor det hele i virkeligheden er noget lort. Men det er jeg ikke. Jeg finder ikke på, og jeg er ikke bange for at vise jer, når det er hårdt – for det er det skam også nogle gange. Men det er bare intet i forhold til, hvor meget godt der er. Jeg elskede at være mor fra det sekund, jeg fandt ud af, jeg var gravid, og jeg har ikke hadet det på noget som helst tidspunkt. Lilli er det gladeste, nemmeste og skønneste barn (som godt nok ikke er så god til at spise andet end mors mælk, men det er så ligegyldigt, når hun bare er Lilli).

Det lyder nok bare som om jeg flyver på en lyserød sky og lever et liv, som jeg bilder mig selv ind, men sådan er det virkelig ikke. Jeg FLYVER virkelig på en lyserød sky, og livet er virkelig fantastisk og vidunderligt, nu, da jeg er blevet mor. Jeg er ikke kun en (synes jeg selv) god mor – jeg er også blevet et meget bedre menneske, som roser, anerkender og spreder kærlighed til alle mennesker på min vej. Alt det, der før var så svært, er bare ikke svært mere, for jeg hviler i mig selv på en helt ny måde, og jeg er glad for bare at være mig. Lærke. Lige nu og lige her. (også selvom vi har virkelig fedtede spejle med små babyhænder på <3)

HVAD SKER DER?!

img_5182

(billedet har intet med indlægget at gøre)

Okay, de af jer, som følger med på instagram, ved at Lilli er ret langt fremme motorisk. Hun har kravlet i næsten to måneder, og hun holdt selv hovedet efter 1 måned, rejser sig HELE tiden op ad ting og så videre… Derfor undrer det mig lidt, dét, der er sket den sidste uges tid… Lilli gør noget virkelig mærkeligt, hvor hun “kaster” hovedet bagover, og får overbalance i nakken. Giver det mening? Altså, hun kan ikke holde hovedet selv nogle gange. Så sidder hun sådan og “nikker” med hovedet (altså fra nakken). Det er ligesom da hun var helt lille og ikke kunne holde hovedet selv. Så mega underligt. For det har hun jo kunnet længe. Og det kan hun også stadig, for hun kravler jo rundt konstant og rejser sig op ad ting. Så mit spørgsmål til jer er: Hvad sker der? Hun er snart 7 måneder, og har læst noget om, at det godt kan ske, at de somme tider “glemmer”, hvordan man holder hovedet, i ét af tigerspringene? Har jeres børn gjort det samme?