ALT ÆNDREDE SIG, DA JEG BLEV MOR

img_5397img_5398

Nu har jeg gennem en lang periode haft en del tid til at tænke. Tænke på, hvad der egentlig ændrede sig i mit liv. Hvorfor blev jeg pludselig denne selskabshungrende Lærke, når jeg i mange, mange år har haft det aller bedst ved bare at være mig. Inde bag 4 vægge. Og helst alene.

Jeg kan kun komme med ét svar på det spørgsmål. Det eneste, der virkelig har ændret sig i mit liv, er jo, at jeg er blevet mor.

Jeg har snakket meget med mange af mine veninder om dette. Jeg er nemlig gladere end nogensinde før. Jeg finder overskud, selv de mørkeste dage, og jeg er faktisk aldrig rigtig ked af det mere. Ikke fordi det ikke er okay at være ked af det. For det er det! Jeg har bare været rigtig, rigtig ked af det før i tiden. Og det tror jeg ikke er sundt. Jeg vil faktisk mene, at jeg, fra jeg var 15 til jeg var 18 græd mindst én gang om dagen. Nogle dage stoppede jeg slet ikke. Nogle dage var så mørke og så svære, at jeg aldrig troede, jeg skulle få det godt. Og jeg kunne ikke sætte en finger på, hvad der egentlig var galt. Men det ved jeg nu.

Jeg var nemlig ikke mor endnu. Og det er som om at det jeg er sat på jorden til at være. Mor. Nogle mennesker sættes på jorden til at være store videnskabsmænd og opfindere, sangstjerner, skuespillere – og mit kald er simpelthen at være mor. Ikke fordi, jeg ikke har noget andet, jeg skal med mit liv. For jeg drømmer jo om at være 0.klasses lærer, og går stadig på pædagogseminariet, hvor jeg starter på 2. semester til sommer. Men det er ikke mit vigtigste kald. For det er nemlig at være mor til Lilli (og de børn, fremtiden nu bringer).

Jeg ved godt, I nok tænker, at jeg er den type mor, som vil have at det hele skal se så fint ud på ydersiden, men hvor det hele i virkeligheden er noget lort. Men det er jeg ikke. Jeg finder ikke på, og jeg er ikke bange for at vise jer, når det er hårdt – for det er det skam også nogle gange. Men det er bare intet i forhold til, hvor meget godt der er. Jeg elskede at være mor fra det sekund, jeg fandt ud af, jeg var gravid, og jeg har ikke hadet det på noget som helst tidspunkt. Lilli er det gladeste, nemmeste og skønneste barn (som godt nok ikke er så god til at spise andet end mors mælk, men det er så ligegyldigt, når hun bare er Lilli).

Det lyder nok bare som om jeg flyver på en lyserød sky og lever et liv, som jeg bilder mig selv ind, men sådan er det virkelig ikke. Jeg FLYVER virkelig på en lyserød sky, og livet er virkelig fantastisk og vidunderligt, nu, da jeg er blevet mor. Jeg er ikke kun en (synes jeg selv) god mor – jeg er også blevet et meget bedre menneske, som roser, anerkender og spreder kærlighed til alle mennesker på min vej. Alt det, der før var så svært, er bare ikke svært mere, for jeg hviler i mig selv på en helt ny måde, og jeg er glad for bare at være mig. Lærke. Lige nu og lige her. (også selvom vi har virkelig fedtede spejle med små babyhænder på <3)

AMNING, MAD-TID OG UNDERVÆGTIG BABY(?)

img_5289
Jeg får ofte spørgsmål med hensyn til Lilli og mad, og tænkte, at jeg ville lave et indlæg om dette. For jeg har jo ammet Lilli, og gør det stadig. Jeg elsker det, men det kan til tider være super hårdt, at jeg er den eneste, som kan give hende den mad, hun vil have. For selvom Lilli er 7 måneder, så er hun altså ikke særlig glad for andet mad end modermælk. Jeg har prøvet alt. Jeg har lavet grød og mos i alle afskygninger, selv ladet hende sidde med maden, givet hende grøntsagssnacks, babysmoothies, og også prøvet med helt almindelig mad, som det, jeg selv spiser (minus saltet). Men hun gider simpelthen ikke. Jeg laver cirka 4-5 måltider til hende om dagen, men det er sjældent, hun rigtig spiser noget. Det er lidt frustrerende, når man har brugt tid på at lave særlig mad til hende, men det skal nok komme en dag. Hun får en lille smule almindelig mad i maven, og ellers ammer jeg hende for resten. Jeg ammer stadig rigtig meget, men det er min plan, at begynde at nedtrappe amningen, når hun er 9 måneder, så hun kan være amme-fri når hun er mellem 10 og 11 måneder.

Og så til noget andet: Hér den anden dag fik jeg en besked på instagram. “Øhm, er din datter ikke vildt undervægtig? Hun skal vel ikke allerede være model-tynd” Simpelthen den dummeste kommentar, nogensinde. Jeg tilbyder mit bryst for Lilli så tit, hun ønsker – og mere til – og laver derudover rigtig mange måltider til hende om dagen, så hun får altså, hvad hun skal! Hun vejer cirka 7 kilo og er 7 måneder, og 7 kilo er ikke ret meget, men hun har altså, hvad hun skal have af fedt på kroppen! Hun er ikke en kæmpe-baby, men lille og fin, og sådan er det bare. Hun er perfekt, som hun er, og så længe, sundhedsplersken og lægen ikke er nervøs, er jeg heller ikke. Derudover vil jeg lige sige, at ammebørn som regel er “slankere” end flaskebørn, til de, der ikke vidste det, så der er intet at være nervøs for!

    Newer posts