LILLI MY 03/08-16

MIN FØDSELSBERETNING #1

IMG_0834
Lilli My og far 03/08-16

Som lovet, en lille fødselsberetning. Jeg har valgt at dele den op i flere dele, da det er en ret lang fortælling, og jeg hellere vil bruge tiden med min datter. Så hér får i altså del 1.

“8 dage med veer. De startede 2 dage før min termin, da jeg var 39+5. “Yes!”, tænkte jeg, så går der jo ikke længe! Var dog fast besluttet på at tage fødslen i stiv arm, og valgte derfor, at jeg først ville ringe, når jeg var stensikker på, at det var rigtige veer! Dette forløb fortsatte indtil fredag. Veerne tog til i interval og styrke, og jeg ringede og fik lov at komme ind for at få kørt en CTG og blive tjekket indevendigt. Jeg var ikke åbnet det mindste, og min livmoderhals var intakt. Lilli havde det fint, men de kunne se, jeg havde veer. De gav mig en sovedosis med hjem, og sagde, at vi nok ville ses meget snart – inden weekenden var slut.

Søndag aften var der endnu ikke sket noget. Jeg græd som aldrig før. Var så udmattet og træt af det hele. Havde sådan glædet mig til fødsels-forløbet, men var nu så træt, at jeg slet ikke kunne forestille mig at skulle føde snart. Ringede til fødegangen. Blev tjekket. Alt var stadig fint – og jeg havde stadig veer med mindre end 10 minutters mellemrum. Sendt hjem igen med sovedosis og gråd. Fik at vide, at jeg skulle kontakte dem tirsdag.

Det gjorde jeg. Tirsdag tog veerne til! Av(!) men jeg var stadig ikke åben nok. Heldigvis har jeg den sødeste jordemoder Anette, som virkelig havde ondt af mig og kunne se, at nu kunne jeg snart ikke mere. Jeg var jo helt knust! Hun ringede til en læge og pressede på, at jeg kunne få lov at blive sat igang. Og det kunne jeg! Jeg var både lykkelig og ked af det. Ked af det, fordi den fødsel, jeg havde udtænkt, jo ikke ville ske. Jeg skulle sættes igang. Min krop kunne ikke selv klare arbejdet, og det var jeg skuffet over. Men glad, fordi så vidste jeg, at der snart ville ske noget! Jeg krammede min jordemoder og begyndte at græde af lykke, spænding – og lidt fordi jeg var bange.

Min jordemoder hørte mig, hvordan jeg helst ville sættes igang – piller eller ballonkateter. Jeg valgte ballonkateter, da det virkede som det hurtigste, og samtidig mest “naturlige”. Jeg fik sat to balloner op i livmoderhalsen, som blev fyldt op med sterilt vand. De skulle sidde til onsdag morgen klokken 8 – altså 12 timer. Og det var ikke rart at få sat op – men så snart jeg stod op igen, var smerterne væk – troede jeg. Kristoffer og jeg skulle spise hos mine forældre, og køreturen derhen var forfærdelig! Av for søren. Da vi landede hos mine forældre tog smerterne til. Jeg havde så ondt, kunne ikke sidde ned, ville hverken snakkes til eller røres ved, og vi tog hurtigt hjem. Kristoffer var så sød, lavede hjemmelavede varmepuder, og roste mig, hver gang jeg fik en ve, som jeg håndterede godt. Jeg lå i sengen og Kristoffer gik ind på sofaen og sov. Han kom hver gang, jeg klagede over smerter og var bare et rigtig pragt-eksemplar på en kommende far. Langsomt aftog de konstante smerter, men de blev hurtigt erstattet af meget voldsomme veer hver 4 minut. Puha, hvor de ikke var rare. Jeg prøvede at sove imellem, og pludselig lykkedes det bare. Vågnede og skulle tisse et par gang og havde ikke flere rigtige smerter den nat. Virkelig dejligt!

Jeg vågnede klokken 4, for jeg kunne simpelthen ikke sove mere – hvordan kunne jeg dog det? Jeg skulle være mor lige om lidt!”

2. del af min fødselsberetning kommer i løbet af ugen. Nu er Lilli nemlig sulten.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

LILLI MY 03/08-16