det første tigerspring

IMG_1445
Lilli og Kristoffer 25/08-16

Så blev vi også ramt af det første tigerspring! Et par dage før tid. Til jer, der ikke ved, hvad et tigerspring er, kan jeg kort sige: Som barnet bliver ældre, skal det igennem nogle mentale “spring”, hvor det lærer og forstår nye ting. Det første tigerspring er som regel det hårdeste. Barnet kan nu se længere end de 30 centimeter, det kunne før, og derfor åbner der sig nu en helt ny verden. Det kan man godt forestille sig må være rimelig voldsomt for sådan en lille størrelse! Derudover kan barnet nu være mere opmærksom, smile, være mere vågent og græde rigtige tårer.

Alt dette betyder altså, at barnet gennemgår en masse, og derfor har ekstra meget brug for mor og far. Lilli har kun ville sove 20 minutter ad gangen disse dage, og KUN, hvis hun lå hos mor eller far. Det har været hårdt, og vi har slet ikke haft tid til at være os selv, bare i 5 minutter. Men man ved heldigvis, at det går over igen, så det er skam til at holde ud. Hun har grædt meget mere, end hun plejer, og så har hun ville ligge ved mit bryst konstant! Vi har bare sørget for at være der for hende, ikke virke frustrerede over hende, og snakket, sunget og trøstet hende, når hun har haft brug for det. Og nu er springet ovre. Og det er bare SÅ tydeligt, at hun nu er mere opmærksom på verden omkring hende. Det er så stort at se sin lille skat udvikle sig SÅ flot.

“jamen, er det da slet ikke hårdt?”

IMG_1372
Jeg har ikke meget tid til at få blogget for tiden. Lige nu bruger jeg faktisk bare tiden på at bygge en hverdag op som mor. Og jeg elsker det stadig! Lilli er bare nem, dejlig, glad og veltilpas. Jeg er sikker på, vi har fået et lille vidunderbarn! Hun er virkelig stærk – i tirsdags, da hun var 20 dage gammel, vendte hun sig hele 3(!!!) gange fra mave til ryg. Det er normalt slet ikke noget, babyer kan endnu, så jeg synes bare at hun er skide sej!
Hun kigger så fint på alle, der snakker med hende, og somme tider pludrer hun lidt med.

Hun har haft det lidt hårdt i dag, på grund af varmen, og det betyder, at hun meget gerne vil ligge ved os, uden tøj på, og så græder hun lidt mere end hun plejer (dog har vi stadig ikke oplevet, at hun har grædt mere end 2 minutter, så vi klager IKKE). Derudover vil hun have bryst lidt oftere, og er generelt lidt mere pylret i dag.

Jeg får mange kommentarer fra venner og familie, som næsten ikke kan forstå, hvor nemt, vi synes det er at være forældre. Men det er det altså. Kristoffer og jeg er rigtig gode til at supplere hinanden, hvis vi kan se at den anden er træt – det er selvfølgelig stadig mest mig, der har hende, fordi at det er mig, der har maden, men så er Kris rigtig god til at være den, der “leger” med hende, og ligger med hende, hvis jeg skal sove lidt.

Jeg tror på, at grunden til, at vi synes at det er så nemt, er fordi vi begge er rigtig gode til at læse Lillis signaler. Vi opfylder alle hendes behov, så hun når slet ikke derud, hvor hun bare græder i flere timer, og er helt utrøstelig.

status på mor-livet

IMG_1074
Det her er min lille familie. Og jeg synes ærlig talt, at vi klarer det pisse godt! Kristoffer har nu holdt al sin barsel, og er igen tilbage på arbejdet. Det har været så overdrevet rart at have ham hjemme de første 14 dages tid efter fødslen, og han har bare været så hamrende god til at hjælpe. Lilli og ham har allerede et helt særligt bånd, det kan man tydeligt se!

Kristoffer savner Lilli helt vildt, når han er på arbejde, og når han taget afsted om morgenen ved en 5-tiden, har han virkelig svært ved at forlade os, og kommer ind og kysser farvel mindst 5 gange.

Det er selvfølgelig hårdt at være alene med en baby så mange timer om dagen. Vi er alene omkring 12 timer, mens Kristoffer er på arbejde, men jeg synes nu det går udmærket. Jeg sørger bare for at slappe af og sove, når Lilli også gør, og så er der ikke så meget tid til alt det andet, men det går nok. Søvn er vigtigt for at jeg er glad, og det er meget vigtigt at mor er glad, før baby kan være det!

Jeg har ammet Lilli fuldt ud fra dag 1, og det kører stadig helt vildt godt! Jeg synes ikke længere at det gør ondt at amme, og om natten ligger jeg mig blot på siden, og så falder både Lilli og jeg i søvn under amningen, haha.

Dog fik jeg brystbetændelse i fredags, men jeg har forsøgt at malke rigtig godt ud i det bryst, der var betændelse i, og nu er det allerede meget bedre!

Lilli vejede 3240 gram efter fødslen, og var 51 centimeter lang. Sundhedsplejersken var på besøg, da hun var en uge gammel, og der taber spædbørn sig oftes, men Lilli havde taget 120 gram på! Sundhedsplejersken var på besøg igen i onsdags – da Lilli var præcis 2 uger gammel, og der havde hun sørme taget på igen! 3660 gram og 54 centimeter! Jeg er så mega stolt af både Lilli og mig selv! Amningen fungerer bare fuldstændig, og hun spiser, som hun skal!

Ellers går det strålende. Lilli er stadig ikke den store tude-prinsesse, og hun sover rigtig fint om natten, kun afbrudt af 2-4 gange, hvor hun får mad.

Jeg tror efterhånden at alle har fået set Lilli (altså, alle, der har spurgt), og det er rigtig dejligt at have ude af verdenen. Det er jo smadder hyggeligt at have barselsbesøg, men Lige pt har vi haftbesøg HVER ENESTE DAG – også af folk, som jeg knapt nok selv har set i flere år. Alle er jo meget interesserede i at møde hende, og jeg elsker besøg, men puha, hvor er det også bare stressende, når man er helt nybagt mor, smadder træt, og ikke altid lige oplagt til besøg. Men nu er alt lidt mere stille og roligt, og jeg glæder mig til et helt år med Lilli og flere besøg fra alle de mennesker, jeg holder af.

 

 

STATUS PÅ MOR-KROPPEN

IMG_049514012517_10210629958170265_928987377_o
Gravid 38+0 (cirka 20 dage før fødslen) og et billede, taget i søndags, 11 dage efter fødslen.

Okay, en lille status på mor-krops-situationen. Jeg nåede at tage 15 kilo på som gravid. En startvægt på 59 og slutvægt på 74 kilo. Det er helt perfekt. Jeg var dog en smule nervøs for, hvordan min krop ville se ud efter fødslen. Første nat så min mave stadig helt højgravid ud. Allerede to dage efter begyndte maven at falde rigtig meget, og på 4. dagen havde jeg allerede tabt de første 6 kilo. Efter 6 dage havde jeg faktisk en helt flad mave igen om morgenen, og huden var næsten trukket sammen igen – der var altså intet overflødigt hud tilbage. Min numse er dog skrumpet en smule, og så er mine bryster til gengæld vokset! Jeg bruger slet ikke BH efter jeg har født, for en blød amme-top er bare så meget mere behagelig. Brysterne strutter dog godt, og de er fyldt op med baby Lillis madpakke!

Jeg har ikke vejet mig siden i 6 dage efter fødslen, og der sagde vægten 66 kilo. Jeg tror, jeg har tabt lidt mere nu, men jeg er faktisk ikke sikker  og det er også ligemeget – bare Lilli har det godt!

Jeg må indrømme, at min krop har haft det lidt hårdt siden fødslen! De første 3 dage efter fødslen kunne jeg knapt nok løfte Lilli til mit bryst, så Kristoffer måtte bære hende for mig, når jeg ammede. Jeg følte, jeg havde løbet 1000 marathons – min nakke, ryg, ben, arme – ALT gjorde ondt! Jeg bristede heldigvis slet ikke under fødslen, og det tror jeg til gengæld har sparet mig for rigtig mange smerter, så det er jeg rigtig glad for. Men ingen havde advaret mig om smerterne i kroppen EFTER fødslen – kun under fødslen, og det synes jeg jo ikke var slemt, da jeg først havde fået epidural-blokaden! Efter den første uges tid var smerterne helt væk – jeg har stadig lidt ondt i maven til tider, og jeg bløder stadig ret meget, men det kan man jo gøre i hele 8 uger efter fødslen. Der er jo lige et stort sår, der skal hele, der hvor moderkagen sad fast under graviditeten.

Alt i alt er jeg super lettet over, hvor stærkt det er gået med at få en nogenlunde normal krop igen, uden OVERHOVEDET at arbejde for det. Jeg tror, jeg begynder at små-træne, når Lilli er omkring 3 måneder, og så går jeg jo også tur med hende hver eneste dag, og det er jeg sikker på, også gør en forskel! Der er heldigvis et helt år til det er sommer igen, så jeg er helt rolig med at bikini-formen nok skal komme igen, hvis jeg altså ønsker det!

Nu står den bare på en masse gå-ture, hygge med min lille pige, og så amning, amning, amning – det er verdens bedste slankekur!

10 ting, du skal vide, før du bliver mor. Den positive version

IMG_0891
Lilli My 07/08-16, 4 dage gammel

Jeg er så hamrende træt af at se mødre brokke sig (særligt på de sociale medier), som advarer gravide og kommende mødre om, hvor forfærdeligt hårdt det er, at blive mor. “DU skal nyde tiden alene. Når først baby kommer, får du ikke tid til dit og dat og blah blah blah”, så her kommer den positive version. Det her skal du glæde dig til, og sådan her kan livet som mor OGSÅ være.

Det er ikke nødvendigvis så hårdt, som alle siger! Inden jeg fødte Lilli gik jeg med en panik i kroppen, fordi alle – og jeg mener virkelig alle – havde fortalt mig, hvor hårdt det var! Fra dag et ville hun tude 24/7, brysterne ville gøre ondt hele tiden, jeg ville aldrig få søvn eller noget at spise. Det passer ikke.

Epidural-blokade er verdens bedste opfindelse. Læs om min oplevelse i dette indlæg.

De er slet ikke så skrøbelige, som man tror. Jo, de er selvfølgelig små, spinkle og så kan de ikke holde hovedet selv fra start. Men de tåler faktisk en hel del. Ikke at man skal kaste rundt med dem, eller noget som helst i den retning, men de kan sagtens tåle, ikke at blive så “pakket” ind, som man tror.

Det er det mest hyggelige i verden at ligge med sin baby i sengen. Herhjemme sover Lilli altså ikke i sin store tremmeseng. Hun sover lige i midten af sin mor og far. Og nej, vi er IKKE bange for, at vi klemmer hende. Helt ærligt, så kan babyer sagtens give lyd fra sig, hvis de føler selv det mindste ubehag.

De udvikler sig SÅ hurtigt. På 3. dagen, lagde vi Lilli på maven med hovedet til venstre side. Jeg vendte mig om i TO sekunder, og vupti – så lå hovedet til højre. Derudover kan hun også “løfte” sig selv op i armene allerede! Stærk, lille pige, jeg har fået mig!

Det er ikke alle, der får “tudedagen”. Jeg fik fortalt, at alle har en tudedag på 3-5 dagen cirka. Det har jeg altså endnu ikke haft. Jeg kan nogengange tude over, hvor dejlig, smuk og helt perfekt, hun er. Men jeg har aldrig tudet en hel dag over ligegyldige ting.

Du bliver hurtigt meget rolig ved at andre holder din baby. Da jeg var gravid, frygtede jeg virkelig den første tid, fordi alle jo vil holde din baby. Men lige så snart hun kom til verden, var jeg helt rolig ved at andre mennesker holdt Lilli. Det er virkelig intet problem.

Du får et helt andet forhold til lort. Ja, din egen babys afføring er slet ikke så slem, og du vil ofte komme til at tage dig selv i at lave en lille sejrsdans, hvis der er gevinst i bleen – det betyder nemlig en dejlig, sund baby!

Du vil blive helt nyforelsket i din kæreste, mand, partner, når du ser ham/hende holde jeres smukke barn i armene, og man ser kærligheden mellem de to mennesker. Det er fuldstændig ubeskriveligt!

Selve fødslen er ikke nødvendigvis det mest smertefulde i verden. Det var det ihvertfald ikke for mig. Og det kan du læse om i min fødselsberetning, lige her – del 1del 2

Older posts