MINE TANKER OM AT VÆRE UNG MOR

IMG_3464IMG_3462 IMG_3463 IMG_3453 IMG_3465 IMG_3455

Det, jeg bliver spurgt aller mest om, er nok, hvad jeg tænker om at blive sat i boksen som “ung mor”, så nu tænkte jeg, at det nok var på tide med et lille indlæg.

Først og fremmest: at være en god mor handler ikke om alder, men erfaring på så mange punkter. Hvad man selv kommer fra, om der har været plads til udvikling, om man er blevet støttet i sine beslutninger, og vigtigst af alt: Om man har fået nok kærlighed, og værktøjer til at bringe den kærlighed videre til andre mennesker.

Jeg er vokset op i en helt fantastisk, tryg familie med en mor, far og en storesøster. Vi er meget forskellige, men vi har alle vores menneskelige værdier i orden, vi er meget kærlige – både overfor hinanden, og over for nye mennesker. Vi har krammet, kysset, snakket, leget, sunget, danset og haft det sjovt, hele min barndom, og jeg kan ikke sætte en finger på noget i min opdragelse, som jeg ikke er glad for eller stolt af.

Jeg har altid haft det godt i børns selskab. Den kærlighed, ærlighed og skøre verden, de lever i, facinerer mig helt vildt! Også derfor vidste jeg, fra jeg gik i 3. klasse, at jeg skulle være lærer eller pædagog. Og det blev så til pædagog – og mine planer er at blive 0.klasseslærer.

At være mor handler ikke om, hvor mange penge, tid, regler eller venner man har. At være mor handler om at være mor. Det er et fuldtidsjob, som starter den dag, man føder sit barn, til den dag man dør. Bliver man allerede skræmt ved den tanke, burde man nok vente et par år – men jeg er aldrig blevet skræmt ved tanken om at være mor, og jeg har altid vidst, jeg skulle have børn – også tidligt. Jeg manglede bare lige ham, som skulle være far. Og ja, ham fandt jeg jo for cirka 2 år siden, og nu skal vi være forældre til sommer.

Det er sjovt, at de mødre, der “brokker” sig over unge mødre, oftes er dem, som arbejder vildt meget, ikke har tid til deres børn, glemmer dem, bliver skilt fra deres mand, eller lever i et on-OFF forhold hele barnets/børnenes barndom. Det er for mig et meget større svigt, end det at være ung mor? Ikke at have styr på sit liv. Børn har brug for faste, trygge rammer, og det ved jeg, jeg kan give mit barn – og masser af kærlighed og omsorg. Hvad fanden har det nu med alderen at gøre? Er der noget, jeg har misset, eller hvad?  Hvis man har værdierne i orden, og er klar til at “putte sig selv på hylden” i visse situationer og altid sætte et andet menneskes ønsker og behov først, så er man klar. Det er jo det, det handler om, når man skal være forældre.

Jeg giver dog de af jer ret, som mener, at nogle unge mødre ikke burde have børn, fordi de ikke aner noget om det, og aldrig “ser” deres børn, men det har vel for søren intet med alderen at gøre. De kunne lige så godt være 40, som de kunne være 18.

Ja, det kræver meget overvejelse, for det er altså hele resten af éns liv, det handler om. Men når man først ved, man er klar, så er man klar. Og jeg er faktisk sikker på, at alle de mennesker, som betyder noget for mig, de der altid vil være der – de VED, at Kristoffer og jeg er 100% klar. Og det har jeg faktisk været længe.

Og de mødre der stadig sidder derude og tænker: jaja, jeg er ikke overbevist, og det er så ih så åh så
Hårdt og det er i små piger slet ikke klar til og bla bla bla: det er jeg sådan set fuldstændig ligeglad med. Jeg kan sagtens forstå og sætte mig ind i, hvor hårdt det er at have børn. Men det er det jo, uanset, hvor gammel man er, når man får det. Modenhed har intet at gøre med alder, og man kan være moden på mange måder. Jeg kender mange, som er 1000 gange mere modne end jeg er på nogle punkter, men som ingen børn har, og stadig elsker at feste. De er jo bare modne på andre punkter end jeg. For jeg er sikker på, at jeg er lige præcis så moden, jeg skal være, når det kommer til at skulle være mor.

Hvad er det egentlig, at være en god mor? Er det, at vide at der mindst 30000 på kontoen om måneden, og have 4 ipads og fjernsyn i alle rum, til når nu barnet keder sig, eller er det, at være stabil, driftsikker, danne en base for barnet, der er trygt og kærligt, og være der, når barnet har brug for én?
Jeg er altså på den sidste, hvad siger I?

I GÅR VAR DEN DEJLIGSTE DAG: BABYSHOWER

13064077_10209682529725146_13302356_o (1)
Lørdag aften skete der dét, at jeg blev halv-syg og kastede op. Kristoffer og jeg havde en aftale med Marie og Philip, ved en 12-tiden søndag, og jeg var meget i tvivl, om jeg kunne overskue det – småsløj og med en masse lektier der skulle laves.

Søndag morgen besluttede jeg alligevel at tage afsted. Da vi nåede Maries lejlighed, åbner jeg døren og ser en masse røde balloner. Jeg tænkte bare: Marie??? Med balloner i hele lejligheden? – Men så tænkte jeg ikke videre over det, før jeg så min familie, svigerfamilie og bedste veninder stå dér, midt i Maries lejlighed! Marie havde simpelthen arrangeret babyshower for mig! Vi var 16 mennesker, og det var nogle af dem, der betyder mest i hele verden, der var med (der var også et par stykker, som desværre havde andre planer). Jeg blev simpelthen SÅ overrasket og glad! Der var jordbær i spandevis (MIN LIVRET), og så var der lidt slik, sodavand, jordbærkage og hjemmebagte boller. Temaet var rød/lyserød, og det hele var så fint! Jeg fik de skønneste gaver, samt en dag med mange af mine yndlings-mennesker i hele verden.

Jeg er så taknemlig for min familie og mine veninder, og jeg bliver altså så rørt ved tanken om at alle de, der deltog, havde taget en hel søndag ud af deres kalender for at “fejre” Lilli.

Tak for gaverne til alle der var med – og tak fordi I er i mit liv. Jeg elsker jer allesammen <3

TANKER OM MIN FØDSEL

Nu er der jo altså kun 3 måneder + et par dage til termin. Og det betyder selvfølgelig, at jeg skal til at overveje nogle ret så seriøse ting. Vil jeg føde uden smertestillende, vil jeg føde i vand, hvem vil jeg have med til min fødsel – og så videre.

Det er så sindssygt, at jeg står hér, som 20-årig med min drømmefyr og baby i maven og skal træffe sådan nogle beslutninger. Det føles så voksent og spændende (og lidt skræmmende)

Først til smerterne: Jeg vil selvfølgelig gerne føde med mindst muligt smertestillende i kroppen. Men samtidig vil jeg gerne have at oplevelsen bliver god – også når jeg er i den, og derfor tror jeg bare at jeg tager det lidt som det kommer. Jeg tror ikke rigtig, man kan forestille sig, hvordan det er at føde, før man står i det – derfor venter jeg lidt med den beslutning.

Jeg vil rigtig gerne føde på hospitalet – men i et kar med vand. Tror jeg. Men samtidig kan det jo også være, at det slet ikke kan lade sig gøre – så der vælger jeg også bare at lytte til min krop. Forsøge – men muligvis også lade være, hvis det ikke kan lade sig gøre.

Med hensyn til, hvem jeg vil have med til min fødsel, er det ikke en særlig svær beslutning. Det skal Kristoffer selvfølgelig. Jeg synes det er SÅ mærkeligt, at der er nogen, der ikke ønsker at have faderen til barnet med til fødslen. Han har jo altså været lige så meget med til det hér, som moderen har (Ja, det er godt nok mig, der har båret hende i 9 måneder, men jeg regner da med at Kristoffer kommer til at fylde lige så meget i Lillis liv, som jeg gør – derfor skal han med!
Jeg har også besluttet, at Marie, min storesøster skal med til fødslen. Det er jeg heller ikke i tvivl om. Marie har kendt mig hele mit liv, og at hendes lillesøster skal have en baby må være kæmpestort – hun SKAL med. Måske min mor også skal være med til lidt af fødslen – for hun har været her så meget for mig under denne graviditet, så det fortjener hun.

Kristoffer er selvfølgelig den første, der bliver kontaktet, når jeg skal føde, hvis jeg er alene. Og så bliver det min søster, mor og far. Og derefter må de andre eventuelt blive kontaktet. Men det vigtigste er altså at min familie og Kristoffer der er der. Min mor, far og søster har alle taget ferie i ugerne op til min termin, og det synes jeg også bare viser, hvor meget de vil være der for mig – det betyder alt.

Jeg regner faktisk med, at jeg er sammen med min familie, når jeg skal føde. For Kristoffer har ikke ferie, og er næsten helt sikkert på arbejde, når jeg skal føde (han arbejder fra 04.30 til 17. næsten hver dag), og jeg tænker derfor, at jeg nok besøger mine forældre i dagene omkring min termin.

Efter min fødsel må jeg være op til 2 døgn på hospitalet, fordi jeg er under 21 år. Det ved jeg endnu ikke, om jeg tager imod – men det tror jeg da, for så kan alle besøg af familie + venner + svigerfamilie overstås, inden vi kommer hjem, og nok bare har brug for fred og ro og til lige at forstå det hele. Det bliver jo kæmpestort!

WHAT’S in the box?

   

I går viste jeg øverste billede på instagram(laerkejedig), og lovede at røbe, hvad der gemte sig i kasserne i dag. “advantage Clean VS Adidas” i hvid og grøn. Jeg er helt tosset med dem – og så kostede de altså kun 400 kroner! 

Det var faktisk Kristoffer, der fandt dem, og skulle købe dem, men så prøvede jeg dem også lige i en størrelse 37. Og ups, så købte jeg dem også. Så lige nu går diskussionen på, hvem der får lov at have skoene på i dag, når vi skal til konfirmation… Jeg må nok give mig, for det var jo trods alt Kristoffer, der købte dem først…. Damn it!

 

26+0 JEG FÅR ALLEREDE MIN BABY AT SE IGEN OM 2 UGER!!!

PicMonkey Collage

I dag er endnu en uge gået, og jeg er nu 26 fulde uger henne. 14 uger til termin, og kun 2 uger til jeg er i 3. og sidste trimester. 98 dage til termin, og hvis jeg fødte nu, ville der være cirka 70% chance for overlevelse og 70% chance for, at hun ville blive “normal” – altså uden varige mén. Meeeeen, jeg håber dog at hun bliver derinde, ihvertfald til uge 37!
Hver dag der går, bliver hun mere og mere livlig, og hun burde veje et sted mellem 800 og 1200 gram nu (fra nu af er det meget forskelligt, hvad fosteret vejer derinde)

Som I ved, var jeg til tidlig kønsscanning for snart MEGET lang tid siden, nemlig i uge 14. Jeg havde bestilt tid hos Jordemoderhuset, fordi jeg simpelthen ikke kunne vente. Kristoffer, min far og Kristoffers storesøster var med til scanningen, og det var én af de største oplevelser i verden. Jordemoderen fortale nemlig alle detaljer, og forklarede, hvad hun så. Vi fik over 7 scanningsbilleder med hjem, samt en video af hele scanningen, som jeg ofte hiver frem, bare for at se min lille mus.

Efter den scanning, var der jo stadig misdannelsesscanningen, som er én af de to scanninger, man får med, gratis af sygehuset. Men det er 10 minutter, og man ser ikke rigtig andet end man allerede havde set. Jeg tænkte, at det var nok, og at det også er lidt sjovt at der så går så lang tid før jeg så hende igen. Det er nu over 6 uger siden, jeg var til misdannelsesscanning, og jeg synes virkelig, at tanken om, at jeg slet ikke skal se hende igen, før jeg føder, er uudholdelig!

Så derfor har jeg nu bestilt tid – igen hos Jordemoderhuset. Det er den 2. Maj, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig! Kristoffer og jeg skal nemlig se hende i 3D denne gang – det betyder altså, at jeg kommer til at se hende meget tydeligt. På 3D scanninger kan man nemlig se, hvilke træk, lillepigen har, og jeg glæder mig lidt til at se, om hun ligner Kristoffer eller jeg mest! Scanningen varer hele 40 minutter, og så bliver hun også vægtskønnet – hvilket jeg synes er rart, for hun har nemlig hele tiden været lidt lille af sin “alder”, så det bliver rart at høre, om hun følger kurven nu!

Jeg skriver selvfølgelig om oplevelsen, når jeg har været til scanning! – Og I skal også nok få billederne at se! Hvem tror I, hun ligner? Kristoffer eller jeg?

Older posts