MIN STORE HEMMELIGHED – MIN HISTORIE

img_2770

 Jeg har delt meget af mit liv på bloggen de sidste mange år. Men det er selvfølgelig på ingen måde ALT, jeg deler.

Faktisk tror jeg ikke, jeg har fortalt nogen af jer (eller nogen andre, udover min familie), at jeg, samme uge som jeg var stoppet med p-piller, faktisk var gravid. Jeg havde taget en test, og den var positiv – men testen derefter var negativ. Så jeg bestilte en tid til lægen, så jeg kunne få det afklaret. Jeg var glad, men også lidt nervøs, for jeg havde regnet med, at der ville gå et halvt til et helt år, før jeg blev gravid, efter jeg stoppede med p-piller. Jeg valgte ikke at sige noget til nogen, da jeg simpelthen var så nervøs for at noget ville gå galt – eller at jeg måske slet ikke var gravid. To dage senere fik jeg en spontan abort. Jeg tabte simpelthen barnet. Det var ret frygteligt, og jeg kan huske, at jeg var helt knust. Det var bare en lille blodig klump, men jeg vidste jo ikke hvor langt, jeg var henne, og jeg havde sådan glædet mig til at skulle til lægen 3 dage senere.

Jeg fortrød, at jeg ikke havde sagt noget til nogen, for nu følte jeg lidt det var for sent, og at jeg kun ville gøre Kristoffer ked af det, hvis jeg sagde noget så sent. Men jeg endte med at gøre det alligevel, og Kristoffer var rigtig sød og støttende. Det var min søster forøvrigt også. Kristoffer og jeg snakkede det hele igennem, og vi blev enige om, at der jo er en grund til at man får spontane aborter. Enten kan man ikke selv have barnet, og kroppen udskyder derfor – eller også er der noget “galt” med det. Og det havde jo været forfærdeligt at finde ud af i 12. uge for eksempel. Så det var måske godt, det skete.

Tre dage senere tog jeg til læge. Hun kunne vurdere, at jeg havde været gravid, og havde tabt fosteret i et MEGET tidligt stadie. Måske i 2-4 uge. Og så tidligt kaldes det faktisk ikke engang et foster. Hun fortalte mig, at nu kunne det jo godt være, at det ville tage lidt tid, før jeg blev gravid igen, og at der jo er nogle mennesker, der har komplikationer, når de prøver at blive gravide. Jeg blev så bange. For jeg har ALTID vidst, at jeg gerne ville have børn, så tanken om, at jeg måske ikke kunne, skræmte mig så meget.

5 uger senere var jeg endnu engang til lægen,  denne gang, fordi jeg havde mavesmerter. Jeg fik fortaget en graviditetstest hos lægen, som var negativ. Mh. Øv. Men det var jo også, hvad jeg havde regnet med, selvom jeg havde håbet noget andet. Men sådan var det jo. Dette var i november – den 17. November tror jeg.
Den 20. November havde jeg fødselsdag, jeg blev 20 år, og jeg havde endnu ikke fortalt mine forældre, at Kristoffer og jeg gerne ville være forældre. Vi spiste alle sammen god mad og drak noget vin, og om aftenen kastede jeg så meget op. Efter kun 2 glas vin. Jeg tænkte, at det jo kun var 3 dage siden, jeg havde været til lægen og havde fået negativt svar på testen, så jeg var ihvertfald helt sikkert ikke gravid.

Om mandagen (den 23. november), var Kristoffer og jeg hjemme hos min svigerfamilie. Kristoffers søster havde nemlig fødselsdag, og endnu engang fik jeg et par glas vin indenbords. Jeg blev dårlig, og meget hurtigt fuld, og da jeg kom hjem, kastede jeg op igen. Jeg fik Kristoffer til at købe nogle test, og så tog jeg én af dem. Mens jeg ventede på resultatet gik jeg i bad, og da jeg kom ud var der to streger. Og jeg tog én til. Og én til. Og én til. Alle var positive. Jeg græd og græd, og Kristoffer og jeg dansede rundt i  stuen, og jeg fik ringet til Marie, som med det samme (og før jeg nåede at sige det), vidste, hvad jeg ville fortælle. Det endte i ét stort tudeflip og kæmpe smil på vores alles læber.

Torsdag var jeg til lægen. Den var god nok. Jeg var 4 uger og 4 dage henne, og det var helt klart. Nu håbede jeg bare at den var sikker denne gang. Grunden til at testen ikke havde vist positiv hos lægen, ugen inde, var fordi at den første måneds tid i ens graviditet er så uklar på testene. Så de første 5 ugers tid kan en test sagtens vise negativ, selvom man er gravid.

Og sådan gik det altså til. Nu er jeg næsten halvvejs, og jeg glæder mig bare mere og mere til at møde min lille Lilli for hver dag der går.

Jeg føler ikke, at jeg har “mistet”, og jeg tænker faktisk aldrig på, hvad der kunne have sket, hvis min første graviditet var blevet til noget. Det tror jeg bare, man bliver ked af. Jeg tror det var meant to be. Ellers havde jeg jo aldrig fået Lilli.

NYT NAVN?

2

I går aftes fik Lilli sig en lille snak og en masse kys af sin far. Så blev jeg blød om hjertet.

Som nogle af jer måske allerede har set, har jeg lavet mit domæne om! Jeg har faktisk i mange år gået og tænkt, at andtheblack.dk sgu egentlig ikke rigtig var noget for mig længere. Synes det var kikset og lidt upersonligt, når man tager i betragtning, at denne blog jo er ret så personlig. Så nu hedder bloggen altså migoglillimy.dk
Det er kort, okay nemt at huske, og så passer det jo meget godt til, hvad jeg skriver om på bloggen, Nemlig mig – og min kommende datter, Lilli My.

Bare rolig – i fremtiden bliver det ikke udelukkende en mor-blog – men også en Lærke-blog. Så i fremtiden vil der komme outfits, babybilleder, inspiration og så videre – men lige nu er der flest personlige indlæg, fordi jeg ikke tror I vil finde mit tøj særlig spændende for tiden. Jeg ligner mest af alt bare en lidt tykkere udgave af mig selv, og så har jeg altså kun 1 par pæne bukser, jeg kan passe for tiden. Så måske, når vi nærmer os sommer, og jeg kan have kjoler og sådan på, vil der igen blive postet nogle outfits.

Nå, men ellers går alt jo rigtig fint hér. Bortset fra at jeg har så forbandet ondt i min skulder, at jeg ingenting kan fortage mig.
Jeg har fået lov at tage to Iprener i dag (smertestillende skal man passe på med, når man er gravid), så dem venter jeg med at tage, til jeg skal køre mod Odense med Marie, mor og far lidt senere. Så er  bilturen nok lidt sjovere, når jeg ikke sidder og beklager mig på bagsædet!

MIN MAVE VOKSER

IMG_2676

Min mave er endelig “sprunget ud”, og det er SÅ vildt. Om aftenen er den så stor og rund, og jeg kan slet ikke trække maven ind længere. Min livmoder er desuden nået helt op til navlen nu, og jeg er vant til at have en rimelig dyb navle, men nu kan man endelig se den, haha. Det ser lidt vildt ud. Nu føler jeg mig sådan “rigtigt” gravid!

I dag har jeg haft fri fra skole. Eller, det vil sige, at jeg tog i skole i morges, ligesom resten af min klasse, for at finde ud af at undervisningen var aflyst. Og så tog jeg hjem igen. Jeg lagde mig på sofaen klokken 11.30, og jeg vågnede først igen klokken 16.00. Så det var vidst en tiltrængt fridag – også selvom det LIGE har været weekend.

Efter jeg havde vågnet fra min middagslur i dag, lå jeg på sofaen og så Grey’s Anatomy, og pludselig mærkede jeg en masse spark. Jeg trak op i blusen, og søreme så! Lilli sparkede løs, og denne gang kunne jeg faktisk SE hende sparke. Jeg begyndte at græde, og kunne slet ikke styre mine følelser. Jeg elsker hende allerede højere end alt andet i verden, og det er så underligt at have den hér slags kærlighed til et menneske, man aldrig nogensinde har mødt. Jeg tror, det er rigtigt, hvad de siger… At man ikke ved, hvor højt ens forældre elsker én, før man selv får børn. Og jeg har ikke engang født mit lille vidunder endnu – og alligevel har jeg en kærlighed til hende, som ikke kan sammenlignes med noget andet.

Nu vil jeg gå en lille tur, og så vil jeg se noget mere Grey’s Anatomy og håbe at Lilli er vågen igen bagefter!

TRÆK VEJRET

Untitled-2

Den sidste uges tid har været lidt hård ved mig, synes jeg. Jeg er så træt som aldrig før – også selvom jeg tager jernpiller og prøver at holde mig igang. Derudover er jeg begyndt at have så mange rygssmerter, at jeg dårligt kan sove om natten, og ikke kan sidde stille, når jeg er i skole. Jeg har ømme bryster, kan ikke passe noget tøj, og så har jeg cirka en million lektier for til i morgen.
– Og så har netop skrevet en opgave på 6 sider til skolen, som jeg lige har fundet ud af er helt forkert. Så er det bare om at starte forfra.

Derudover er jeg begyndt at have mareridt, hver gang jeg sover. Både om dagen og om natten. De omhandler altid Lilli, og jeg bliver bare SÅ bange, når jeg vågner igen. Men det hører nok bare med til at være gravid – jeg har hørt, at der er mange der døjer med mareridt i graviditeten.

Til gengæld har jeg også en masse gode ting going on.
Denne weekend har jeg brugt med nogle dejlige veninder og min familie, og så bliver det jo ikke meget bedre.
Kristoffer og jeg har netop fået den fineste tremmeseng af Kristoffers far og papmor, og så har vi været ude at købe babynest, puslepude og badekar. Min mor har købt så overdrevet meget babytøj, at Lilli ikke behøver nyt tøj, før hun er 1 år, og så skal vi kigge på barnevogn næste måned. Nu virker det lidt mere virkelig, og jeg glæder, glæder, glæder, glæder mig til den 7. Marts, når vi skal se hende igen til misdannelsesscanningen!

Desuden har jeg mærket liv 4 dage i træk nu – kæmpe oplevelse. Kristoffer har desværre ikke kunne mærke noget, men så i går aftes mærkede han hele 4-5 spark. Det er dejligt, at få bekræftet, så jeg ved, at det ikke bare er noget, jeg går og forestiller mig!
Jeg er 17+3 i dag, og i 18. uge af min graviditet – snart halvvejs!

MIT SENSITIVE JEG MED BARN(?)

img_2548

For et par uger siden lavede min søster dette indlæg. Mange tog rigtig godt imod indlægget, og jeg blev glad, da jeg læste kommentarerne.
Men så kom der én negativ. Og så glemte jeg pludselig alle de positive.

Personen bag kommentaren skrev, at fordi jeg jo har været så åben omkring min fortid og sensitivitet, så kunne hun ikke lade være med at tænke, at hun (og andre) havde det sådan et “Åh nej”, når de tænkte på, at jeg skulle være mor, og så tænkte hun også, at hvis jeg havde haft lidt længere tid til at få min fortid på afstand, ville jeg nok blive en bedre mor. Og hvad jeg mon vil gøre, hvis jeg får en nedtur mens jeg har et barn.

Egentlig var det ikke en dårlig kommentar, for pigen bag kommentaren var egentlig ret konstruktiv, og skrev også at hun håber det bedste for min familie og jeg.

– MEN jeg blev så ked af det. For er det virkelig sådan, folk tænker? At fordi jeg har haft en spiseforstyrrelse da jeg var 12 og blev mobbet, fordi jeg havde en depression da jeg gik på gymnasiet og blev mobbet, og fordi at jeg måtte selvstudere det sidste stykke tid af gym for at blive student, så bliver jeg ikke en god mor? Hvad er det dog for en begrundelse?

Jeg havde en svær barndom på mange punkter, grundet psykisk ustabilitet, fordi jeg blev mobbet af min lærer i en alder af 10. Det er hårdt for et barn at opleve mobning fra en autoritær person, så som en lærer. Det er forfærdeligt, og det knækker én. Det knækkede mig, og jeg blev ikke hel igen, før jeg fandt ud af, at det jo ikke var mig, der var noget galt med, og før jeg fandt ud af, at jeg var særligt sensitiv. Og det skete først, da jeg var 17 år gammel. Først derfra kunne jeg arbejde med mig selv, og hjælpe mig selv, så jeg kunne blive rask. Min familie var heldigvis den mest støttende og skønne familie i den tid, og jeg kom kun ud af det, på grund af deres hjælp.

Men nu skal vi også huske på: Jeg overlevede jo min spiseforstyrrelse, og blev rask i en alder af 12. Jeg KOM jo ud af min depression, og jeg BLEV jo student. Det tror jeg ikke mange med en nærmest konstant depressions-tilstand fra en alder af 10 kan prale af. Men det kan jeg fandeme. Og om jeg har lært noget? MASSER. Jeg har netop takket min gamle lærer i et 5 siders langt brev, fordi hun (ja, ærligt talt), var sådan en kælling. For på grund af mine oplevelser i min fortid er jeg blevet et fantastisk, storsindet, åbenhjertet, opmærksomt og kærligt menneske.

Mine forældre har altid været der for mig. Men da ingen af dem er sensitive på samme måde som jeg, har de ikke altid set signalerne før det var for sent. De har selvfølgelig forsøgt, men de havde ingen chance for at se de små signaler, jeg sendte ud, fordi de ikke selv er som jeg, som ser signalerne.
Netop på grund af mine oplevelser i min fortid vil jeg kunne give min pige UENDELIG meget kærlighed, og jeg vil se hende i ALLE situationer. Og netop fordi jeg er særligt sensitiv, vil jeg se signalerne før det bliver for sent.

Jeg tror ikke man finder nogle bedre forudsætninger for at blive mor, end: At ønske at blive mor af hele sit hjerte – og det gør jeg. Jeg vil aldrig lade min fortid ødelægge min datters fremtid, jeg vil kun lade den hjælpe med at gøre hendes liv fantastisk.

Older posts