MIN LEJLIGHED I BILLEDER:

En forældres værste mareridt

IMG_1900

Nu er der ikke længe til jeg skal til nakkefoldsscanning. På mandag klokken 8.15 får Kristoffer og jeg vores lille baby at “se”. Jeg glæder mig helt ubeskriveligt, men samtidig er jeg fuldkommen rad. Til en nakkefoldsscanning måler man barnets nakkefold (tykkelsen), regner ud, hvor langt man cirka er i sin graviditet, og sammen med moderens alder, regner man så ud, hvor stor sandsynlighed, der er for, at barnet har Down Syndrom. Jeg kender selvfølgelig på ingen måde alle detaljer, men så vidt jeg har forstået, er det cirka sådan det foregår.

Jeg har selvfølgelig gjort mig en masse tanker omkring dette. Hvad nu, hvis jeg får at vide at jeg har et barn med Down syndrom, eller at barnet har andre former for misdannelser? Det er min største frygt – for Kristoffer og jeg har sammen besluttet, at det ønsker vi ikke. Og betyder det så, at vi er dårlige mennesker? Bestemt ikke. Men da jeg først tænkte tanken, tænkte jeg også: hvad er jeg dog for et menneske?

Men i min optik, er det netop dét, at jeg tænker sådan, der gør mig til et godt menneske. Kristoffer og jeg er unge forældre, der sagtens kan klare udfordringen, og vi glæder os jo helt vildt. Men personligt ved jeg, at jeg ville bryde fuldkommen psykisk ned, hvis jeg fik et barn, som ikke er rask. Der er selvfølgelig også mange sygdomme, man godt kan rumme og klare. Men de svære handicap eller downs ville jeg ikke kunne bære at sætte til livs. Jeg ved, der findes mange derude med svære handicap og Down syndrom som er nogle af de mest fantastiske mennesker – det ved jeg! Men jeg selv ville muligvis ikke kunne klare udfordringen på bedste vis. Jeg ønsker at blive i mit forhold for altid, og jeg ønsker at få 3 børn i mit liv. Ville jeg kunne holde til det, hvis jeg fik et meget sygt barn? Nej, det tror jeg desværre ikke.

Jeg ved, jeg sikkert får en masse af jer på nakken over at lave dette indlæg. Men det er okay, for det er heldigvis kun min og Kristoffers beslutning, og ikke noget, nogen vil kunne gøre noget for at ændre. Vi er alle forskellige, og vi har hver især haft vores ting at battle igennem vores liv. Jeg selv er blevet så god til at lytte til mig selv, at jeg har lært hvad jeg kan – og hvad jeg ikke kan. Derfor er og bliver dette min beslutning.

Der er heldigvis en meget lille risiko, da jeg er ung, sund og rask, men jeg ved da godt, at hvis man først står med beskeden om at ens baby er alvorligt syg eller skadet, så er der ingen der ved, hvad man så vil gøre eller tænke. Måske kan jeg simpelthen ikke magte at få en abort, hvis den dag kommer? Eller måske vil jeg ikke kunne magte at den baby er i mit liv – både for babys og min og Kristoffers skyld.

Anyhow – jeg glæder mig til nakkefoldsscanning på mandag, og jeg er sikker på, at alt er, som det skal være! Baby vokser godt, og jeg er begyndt at få en lille bitte smule mave! Jeg er 12+0 i dag (12 fulde uger), og jeg er bare så spændt på det hele. Min kvalme er næsten væk, og det er faktisk kun, når jeg står tidligt op, den er meget slem. Så alt i alt tror jeg at jeg har en lille, sund og rask baby i maven!

8 kommentarer

  • Jeg tror efterhånden at folk glemmer at fosterdiagnostikker er lavet, så man kan forberede sig på at møde barnets særlige behov, for det bliver nu i stedet ofte brugt til at sortere børn fra, som ikke møder de “krav” forældrene eller samfundet sætter op.
    Jeg ved godt at det er jeres beslutning, og at nogle mennesker ikke vil kunne møde særlige behov for et barn, men jeg tror nu at de fleste kan, hvis de vil.

    Men held og lykke til nakkefoldsscanningen i hvert fald! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie ASM

    Jeg har arbejdet med mennesker med handicaps og især mennesker med downs, og jeg er vokset op med en mor, der er socialpædagog, og altid har arbejdet med handicappede mennesker.
    Jeg er fuldkommen sikker på, at jeg ville fravælge et foster med downs syndrom eller lignende sygdomme.
    Og nej, det betyder ikke, at man ville fravælge ved diabetes, skizofrenigener og hvad folk ellers stiller op.
    For mig skiller den nemlig ved følgende: “er det realistisk at det foster nogensinde bliver til et menneske, der kan klare sig uafhængigt af andre?”.
    Ja, det er fuldt realistisk at et foster med anlæg for ADHD, diabetes, astma eller dværgvækst kan klare sig selv uden at være afhængig af en institution eller lignende som voksen.
    Det er ikke realistisk for en med fx downs syndrom.
    I disse tider hvor der skæres og skæres på socialområdet ønsker jeg ikke at sætte en menneske i verden, jeg VED får brug for den hjælp. Dem der er her, skal have den bedst mulige hjælp, og både min familie og kæreste er alle pædagoger, og vi kæmper for bedre forhold, men jeg skal ikke sætte børn i verden, der skal igennem dét puslespil.

    Får man så et barn, der bliver handicappet under fødslen eller i barndommen er det jo noget andet.
    Jeg synes I gør jer gode overvejelser, og du er jo ung og i god form!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • andtheblack

      Amen! Det er lige præcis sådan dér, jeg har det! Tak fordi du satte ord på det! Knus og god dag!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Siff

      Der er et problem med denne præmis: ‘For mig skiller den nemlig ved følgende: “er det realistisk at det foster nogensinde bliver til et menneske, der kan klare sig uafhængigt af andre?”.’

      Ingen af os er uafhængige af andre. Som voksne støtter vi os stadig op ad familie og/eller venner om det så gælder råd, penge, hjælp. Derudover får vi alle hjælp af samfund og stat, når det gælder sygdom og arbejdsløshed, så for mig at se, er ingen – hverken “normale” (whatever that is) og handicappede uafhængige.
      Jeg kan da godt forstå, at I ikke har lyst til at få et barn med Downs. Det er der nok meget få, der egentligt har. Men i min optik, må man leve med, at sex har konsekvenser (= giver graviditet) og vi har ikke nogen ret til at beslutte, hvem der må leve og hvem der ikke må. Hvem er jeg til at definere, hvad et godt liv er?
      Vi bevæger os som samfund ud på en glidebane, hvor vores børn bliver projekter, der ikke må fejle noget.
      Som sagt forstår jeg godt jeres følelser, et sygt barn er jo ikke det man drømmer om, men for mig er der vigtigere etiske valg end mine (til tider) egoistiske drømme. Jeg ønsker dig en god graviditet, Lærke og satser på, at dit barn har det godt! (:

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg har svært ved det her emne og svært ved at finde ud af, hvad min holdning er til det. På den ene side vil jeg altid, altid forsvare retten til abort og til at afslutte en graviditet uanset barnets helbred. På den anden side er jeg selv født med genetisk sygdom, der blev opdaget i nakkefoldsscanning, men ikke har spillet nogen form for rolle i mit liv. Ikke nogen mærkbar rolle i hvert fald. Så når folk diskuterer abort på generelt plan og siger, det er en byrde for samfundet at føde syge børn osv, osv (tro mig, jeg har gået i klasse med folk der havde grimme umenneskelige holdninger), det var noget der gjorde ondt helt indeni… Jeg mener et eller andet sted, var det jo mig, de snakkede om eller det kunne lige så godt have været mig. Jeg var så heldig, at mine forældre tog chancen og så “heldig” at min sygdom er mere eller mindre symptomfri i dag. Man kan ikke beskytte sig mod livet, man kan ikke beskytte sig mod de ting, jeg har oplevet som absolut intet har med det genetiske aspekt at gøre – man kan bare håbe, man udruster sit barn til at være stærkt, elskværdigt og forhåbentligt sundt, raskt og glad.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg kan sagtens følge dig, og synes bestemt ikke, du er et dårligt menneske!

    Personligt tror jeg ikke jeg kunne klare en abort, men er man ikke klar til at tage hånd om et barn med et svært handicap el. lignende, så er det bare sådan det er. Og som du selv siger, så er det jeres beslutning – det er jo jer, der skal have barnet 🙂

    Mange gange held og lykke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg kan sagtens følge dig, og synes bestemt ikke, du er et dårligt menneske!

    Personligt tror jeg ikke jeg kunne klare en abort, men er man ikke klar til at tage hånd om et barn med et svært handicap el. lignende, så er det bare sådan det er. Og som du selv siger, så er det jeres beslutning – det er jo jer, der skal have barnet 🙂

    Mange gange held og lykke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofia

    Jeg har præcis samme syn på sagen som du har. Jeg har flere gange snakket med venner og familier omkring netop dette emne, og er flere gange blev “shamet” fordi jeg indrømmer, at jeg ville fravælge et handicappet barn. Det er netop fordi jeg ved, at jeg ikke ville kunne klare det. Og hvis jeg ikke kan håndtere mit eget barn, så vil barnet i sidste ende aldrig kunne få et ordentlig liv. Og ja, det er vel egentlig dybt egoistisk at sige, man ikke kan “rumme” eller “klare” at skulle passe et sygt barn, men det er i mine øjne langt mere forkert at sætte et barn ind i verden, hvis behov man aldrig helt ville kunne udfylde.
    Så jeg synes egentlig det er rimelig modigt, at du tør stå frem og dele det her.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MIN LEJLIGHED I BILLEDER: