NU FÅR I SVARET PÅ KØNSSCANNINGEN + VINDER

img_2318
I torsdags havde jeg booket til til kønsscanning hos Jordmoderhuset. Hele dagen gik så forfærdeligt langsomt. Jeg ventede og ventede, ryddede lejligheden op 1000 gange, sov lidt til middag, og kunne slet ikke spise af spænding. Faktisk havde jeg en ret voldsomt kvalme.

Kristoffer og jeg tog toget fra Næstved til København klokken 16.27, og vi var allerede på klinikken klokken 17.30. Vi havde tid klokken 18, og den halve time gik ualmindeligt langsomt! Min far og Katrine, Kristoffers søster var med til scanningen, det var dejligt med lidt selskab inden, så jeg kunne få tankerne lidt på afstand.

Endelig(!) blev vi kaldt ind. Jeg var virkelig bange for, at baby lå forkert, så vi derfor ikke kunne se kønnet. Det har jeg hørt er sket et par gange.

Jeg lagde mig på briksen, og så begyndte hun at scanne – allerede 1 minut inde i scanningen, siger jordmoderen: ja, det er jo tydeligt. Der gemmer sig en lille pige. Kristoffer og jeg har siden nakkefoldsscanningen virkelig følt, at det var en pige. Så det var dejligt at få bekræftet. Jeg blev selvfølgelig aller mest glad for at se den lille, så havde det været lige så godt at det var en dreng. Hun var lige så smuk som sidste gang, jeg så hende, og det var så dejligt at Kristoffer var med denne gang. Vi sad alle 4 og smilte helt sindssygt. Jeg må indrømme, at jeg måske fik en lille smule tårer i øjenene.

Hun dansede for os, og hun vendte sig faktisk hele vejen rundt flere gange, så vi fik hende at se fra alle vinkler. Allerede en lille show-queen, ligesom sin mor! Og så er det en meget aktiv pige inde i min mave. Hun lå faktisk ikke stille længere tid end 30 sekunder ad gangen – det var dejligt at se. Hun strakte sig ud flere gange, så vi kunne se at hun er en lille frk. langben (igen ligesom sin mor), og hun er bare så fin hele vejen igennem.

Alt i alt så alt helt fint ud – hun vejer nu 84 gram, så det er en meget lille bebs lige nu – hun tager cirka 3 gange sin nuværende vægt på i løbet af de næste 6 uger, så fra nu af går det stærkt!

Lige nu smiler jeg bare. Jeg er så glad. Det var indtil videre været den bedste og nemmeste graviditet, i forhold til hvad jeg læser rundt omkring. Jeg kastede op, var syg og influenza-ramt omkring uge 6, og siden da har jeg kastet op kun cirka 3 gange. Jeg har kun haft meget lidt kvalme, har ikke nogle specielle cravings, har ikke ondt i kroppen mere end normalt, og så er jeg måske en lille smule mere træt end jeg plejer, men ikke noget særligt. Alt er perfekt lige nu. Ligesom vores lille prinsesse.

I løbet af ugen laver jeg et indlæg med vores bud på babynavne, så hvis du er interesseret i at høre med – så følg med herinde.

Vinderen af min konkurrence er desuden Sidse! Jeg har sendt dig en mail 🙂

KØNSSCANNING – ER DET EN DRENG ELLER PIGE?

 SÅ kom dagen endelig! I går var Kristoffer og jeg til kønsscanning på jordmoderhusets scanningsklinik, og vi fik svar på, hvad der gemte sig inde i maven på mig.

I virkeligheden var planen, at jeg første skulle scannes lørdag, men så så jeg tilfældigvis at der var tid torsdag klokken 18 – lige, så Kristoffer og jeg kunne nå med toget til København, efter Kristoffer fik fri. Vi havde inviteret Kristoffers storesøster og min storesøster, men Marie skulle desværre øve musical, så jeg valgte at invitere min søde far i stedet. Jeg ved at han glæder sig helt vildt til at se den lille, og jeg tænkte, at han havde brug for lidt opmuntring i denne svære tid.

Jeg synes faktisk at det er lidt sindssygt, at jeg ikke kunne vente til misdannelsesscanningen til marts med at vide kønnet – men jeg kan godt lide at være forberedt, og helt ærligt – så savnede jeg også lidt at se min baby – det var jo hele 2 uger siden, jeg sidst havde set den. Og tænk, nu går der halvanden måned før jeg ser den igen. Og efter det – ser jeg den først til fødslen! Det er vildt at være så tæt knyttet med et menneske, man aldrig har mødt. At føle så meget kærlighed. Jeg forstår det næsten ikke – og jeg tror også det er umuligt at sætte sig ind i, før man selv har en baby i maven. Jeg er forelsket, og jeg elsker min baby højere end alt andet allerede.

Vi mødtes på klinikken klokken 17.45, og så kom vi til scanning. I må følge med i morgen for at finde ud af, om jeg venter en dreng eller en pige, og derudover høre om min oplevelser med scanningen!

– Forresten – Hvad gætter DU på, det er? Kom med dit gæt i en kommentar, og så trækker jeg en vinder i morgen, som får en fin gave!

Når et lys slukkes…

944038_10206586059224144_9090980956151082887_n
… Tændes et nyt. Og ja, det er virkelig gået hen og blevet sandheden. Min farmor døde for cirka 5 år siden. Kræft i maven. Og det var meget forfærdeligt, og hårdt for hele min familie. Jeg har personligt aldrig mistet nogen, før hende, og netop derfor var det også ekstra hårdt.

Min farmor og farfar havde været sammen siden de var 18 år gamle. De elskede hinanden utroligt højt, og de havde tre sønner sammen. Da min farmor døde, mistede min farfar noget af sig selv. Han blev aldrig den samme igen. Men han klarede sig igennem det, og har arbejdet helt indtil for 3 måneder siden. Men så blev han pludselig syg. Han røg ind og ud af sygehuset, og de kunne intet finde. Han stoppede næsten med at spise, og blev så tynd, som jeg aldrig har set før. Han lå bare i sin sofa og rejste sig ikke op i to måneder. Han blev deprimeret, han blev hævet i hele kroppen og han blev mere og mere afkræftet. Men så insisterede min far og hans brødre på at de tjekkede ham igennem igen. Han kom til Køge, og fik stillet den diagnose, vi alle havde frygtet. Uhelbredelig kræft – i hele kroppen. Han takkede nej til kemoterapi og andet livsforlængende, og fortalte familien, at han ønskede det skulle gå så hurtigt som muligt. Han havde ikke smerter; men var så afkræftet, at han ikke rigtig kunne spise, gå eller røre sig- så han lå igen bare i sengen, men nu fik han smertestillende og andet medicin, som gerne skulle få ham til at undgå alle former for smerte.

Det hele kom meget pludseligt for mig. Jeg var rigtig ked af det. Ked af, at min far og hans brødre skulle miste deres sidste forældre inden for 5 år, at min farfars søster skulle miste sin bror. Ked af, at min farfar ikke når at møde sit første oldebarn. Ked af det hele faktisk. Jeg synes det er så surrealistisk at tænke på, at når en person dør, så ser man aldrig personen igen. Det er så skræmmende, og tanken gør mig rad.

Det gik meget hurtigt. Fra min farfar fik stillet diagnosen, til at døde, gik der cirka en måned. –  Han døde uden alt for mange smerter – præcist som han ønskede. Han er nu genforenet med sit livs kærlighed, min farmor, og jeg håber, at de har det godt, hvorend de så befinder sig nu.

Allerede i går var vi til begravelse. Det var det fineste længe. Jeg græd, og jeg var slet ikke til at trøste i kirken. Heldigvis havde jeg alle mine yndlingsmennesker omkring mig. Min far, mor, Kristoffer, Marie, Phillip, mine tanter, farbrødre, kusiner og fætre, og så kom min mormor og morfar også for st vise deres støtte.

Efterfølgende drak vi alle kaffe og fik kage og en masse god snak. Ved aftensmadtid tog min far, mor, søster, svoger, kæreste, og min fars brødre, deres koner og deres børn ud og spiste. Det var den bedste måde at afslutte noget virkelig sørgeligt på. På mange måder var i går den værste dag i mit liv – på andre måder var det det bedste.

Jeg elsker dig, farfar, du har klaret hele livet på misundelsesværdig vis, og jeg er så stolt af at være dit barnebarn. At se at så mange mennesker dukkede op til din begravelse, gjorde noget ved mig. Du var elsket af alle, det var tydeligt. Du er en kæmpe rollemodel, og det er så uendelig sejt, at du klarede hele 5 år uden farmor. Jeg håber du har det fantastisk. Vi ses en skønne dag – og jeg lover, at vi nok skal klare os alle sammen. Vi er en tæt knyttet familie, og vi er så stærke alle sammen. Hils farmor.

Men nu må jeg også huske: når er lys slukkes, tændes et nyt. Min farfar er død, men jeg har nyt liv i maven, og jeg glæder mig mere end nogensinde før til at møde den lille.

OM AT VÆRE RASENDE

Lige for tiden overvejer jeg virkelig at slette min facebook. Jeg synes faktisk ikke jer ser andet end tarvelige artikler om flygtninge – og folks hadefulde kommentarer hertil. Jeg får SÅ ondt i maven af at læse disse opslag. Så ondt i maven, at jeg faktisk kan få en dårlig dag, hvis jeg starter dagen op med at se dette.

Min familie har altid lært mig, at alle mennesker skal have en fair chance. Så det har de fået. Jeg har aldrig hørt min far eller mor sige ét dårligt ord om et menneske, som ikke var 100% dansker. ALDRIG. Og det er jeg SÅ stolt over. Jeg ved virkelig ikke hvordan det skulle være muligt for mig at kigge mig selv i spejlet og hade nogle mennesker, jeg aldrig har mødt. Der er mange ting, jeg kan takke mine forældre for – men især dette. De har lært mig at være menneske – et menneske, som klarer livets udfordringer, så godt jeg kan – og som forsvarer de svage.

Jeg kommer fra et hjem med forældre som er veluddannede og intelligente – det vil jeg mene, og det er jeg sikker på, at alle der kender mine forældre også mener – det er jeg stolt af. Ikke kun at de er dygtige til dét, de gør – men også, at de formår at se ud over deres egen næsetip.

Vi har en “værtsfamilie” fra Eritrea. En mor og to piger på 10 og 5. De er flygtet fra Eritrea – og kommet til Danmark for lidt over et år siden. Pigerne kan begge dansk – den mindste kan snakke flydende, og den ældste er godt på vej. Moderen bliver bedre og bedre for hver dag, hun prøver virkelig, og når hun ikke kan ordene på dansk – siger hun dem i stedet på engelsk. Familien forsøger at indordne sig de danske rammer – den danske kultur, og de er godt på vej. Mine forældre ses med familien ihvertfald 2-3 gange om ugen, spiser med dem, laver danske ting med dem, går tur og så videre, og Kristoffer og jeg er med cirka én gang om ugen – pigerne er blevet som mine ekstra søskende. Moderen er det mest kærlige, godhjertede og varme menneske, jeg nogensinde har mødt – og det smitter selvfølgelig af på hendes piger. Hun har en helt særlig evne til at lytte, og “se ind” i andre mennesker – som jeg selv, så vi har meget at snakke om. Jeg elsker vores ekstra familie, som var det min egen, og jeg vil gøre alt for at de undgå at se nogle af de hadefulde ord på de sociale medier. De bliver sat i en boks. Med dem der måske ikke kan finde ud af at være her. Men helt ærligt, vi bliver sgu også nødt til at give folk en chance! De kommer fra andre steder i verden, de er vant til at opføre dig anderledes, så måske de bare skal have en hjælpende hånd til at “lære” at bo i Danmark – ihvertfald den tid, de nu er her.

Jeg synes det er tydeligt, når man snakker med racististe mennesker, eller læser deres kommentarer på nettet, at de er lettere uintelligente – og ikke mindst rigtig, rigtig bange. Bange for forandringer. I går blev jeg så træt af at læse disse hadefulde kommentarer, at jeg blev nødt til at skrive en kommentar under en artikel med 1000-vis af onde kommentarer. Jeg gør normalt aldrig sådan noget, men i går fik jeg nok:

“Jeg er pinlig over at være dansker, når jeg læser nogle af de kommentarer, som er under en artikel som denne. Hvordan kan I være så hadefulde, så tarvelige, så uintelligente – og så tro, at det er “dem”, der er noget “galt” med? Forfanden, så åben dog øjenene! Skammer I jer ikke? Når jeg læser jeres kommentarer, får jeg ondt i maven. Ondt i maven over at blive sat i bås med jer, som dansker. Fy for helvede, hvor er det bare ikke noget, jeg har lyst til. Vi er alle bare mennesker. Alle ønsker at opnå det bedste – få det “perfekte” liv. Vi har mulighederne for at få det. Det har de måske ikke – så de kæmper, det forsøger at få det gode liv. Lad dem! Og koncentrer dig i steder om dig selv! Har du opnået det, du gerne ville? Nej? Så forsøg! Du kan få den uddannelse, du vil – hvis du kæmper! Gør du det? Nej? Så kæmp for helvede, og lad ikke andre bøde for din elendighed! Hvad er det I er så bange for? For det er tydeligvis frygt, jeg ser I jeres øjne og kommentarer. Er du virkelig så bange for at blive udkonkurreret?”

TELMORE PLAY

// sponsoreret indlæg //

For et par måneder siden blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at deltage i en video, sammen med min kære søster, Marie. Jeg tænkte straks, at det lød rigtig spændende, og hvad er bedre end at bruge en hel dag i København med sin elskede storesøster? Telmore skulle nemlig lave et videoklip – 1 sofa, 12 forskellige personligheder og 3 forskellige emner: film, serier og musik, som par-vis skulle snakke og diskutere.

Det var virkelig én af de dejligste dage i verden. Marie og jeg tog metroen til den location, filmen skulle skydes, og så fik vi ellers lidt frokost og en god snak med nogle af de skønne mennesker bag filmen, og derefter blev vi sat til rette i en sofa, og imens der blev filmet fra den ene, den anden og den tredje vinkel, skulle Marie og jeg så stille hinanden nogle spørgsmål om for eksempel vores guilty pleasures. Det var så sjovt, og Marie og jeg grinte mere under optagelserne, end vi snakkede – det vil også forekomme rimelig tydeligt i klippet oven over.

Hele oplevelsen virkelig ekstrem professionel, og vi blev simpelthen behandlet som konger. Så hjemlig, hyggelig, rar og sjov en oplevelse!

– Og hey, nu tænker du måske: “hvad er en Guilty pleasure?” Se med i linket for at finde ud ad det!

Older posts