ÈN MÅNED TIL TERMIN – OG JEG TROR, HUN KOMMER FØR TID

IMG_0185

I dag er det den 28. Juni (For de af jer, der var i tvivl, ha) – og det betyder: 1 måned til termin! Jeg kan slet, slet ikke forstå det! Da jeg blev gravid tænkte jeg virkelig, at der var så forbandet lang tid til Juli, men lige om lidt er vi i mål, og jeg kunne ikke være mere spændt og lykkelig!

Jeg har dog på fornemmelsen, hun kommer før tid. De sidste par uger har mine plukkeveer virkelig taget til, og jeg var faktisk forbi fødegangen for to uger siden, fordi jeg havde 15 plukkeveer på under én time. Jeg blev tjekket, og de sagde, at min livmoderhals var i modning, og det er et tegn på, at der ikke går såååå forbandet længe.

Jeg er plaget af plukkeveer, der gør ondt, hver dag, smerter i ryggen, vand i kroppen og så videre og så videre. Derudover har hun endelig lagt sig lidt længere ned, og er ved at gøre sig klar til fødsel. Om natten vågner jeg af mine plukkeveer, og tør næsten ikke rejse mig op, fordi jeg tænker, at min vand er ved at gå – men dertil er jeg ikke kommet endnu.

Jeg har bare en mærkelig fornemmelse. Som om hun forsøger at fortælle mig, at hun snart er klar – så jeg håber lidt, at hun kommer om et par uger. Det er nemlig ikke så farligt længere, hvis hun kommer om en uges tid.

Nu har jeg sikkert ødelagt det hele, ved at lave dette indlæg, og så bliver hun sikkert derinde 14 længere end forventet i ren protest. Det håber jeg nu ikke.

VENNER ER DEN FAMILIE, DU SELV VÆLGER

IMG_4743IMG_4744

Det her er min egen, lille familie.
Hvis der skulle være plads til hele min familie på billederne, skullevi virkelig stå tæt samlet, for min familie er enorm. Jeg har en mor, far og en storesøster. Jeg har bedsteforældre, tanter, farbrødre, morbror, kusiner og fætre i massevis. Og så har jeg min svigerfamilie. De er også min familie nu, og jeg elsker dem meget højt. Vi er netværksfamilie for en dame og to søde piger fra Eritrea, som jeg også anser for at være min familie. Mine forældres mange gode venner er også min familie, og dem har jeg altid kendt, og elsket, som var det mit eget kød og blod.

Jeg tror at det er vigtigt, at vi husker på, at ens familie ikke nødvendigvis er ens biologiske familie. “Venner er den familie, vi selv vælger”, som min mors veninde engang sagde. Og det er jo så rigtigt. Er en familie ikke de, der støtter én, græder med én, giver et klap på skulderen – og er stolte af én? Det synes jeg. Og det er ikke en selvfølge, at man har sådan et forhold til sin mor og far. Måske er de gået bort, måske har de aldrig rigtig været der, måske er de syge, eller andet. Og så er det jo godt, vi kan finde støtten andre steder. Jeg har den mange steder fra – og jeg ønsker at give den til mange!

At hjælpe, hvor man kan, er for mig, noget af det vigtigste, man kan gøre hér i livet. Nogle mennesker har meget lidt overskud. Socialt, økonomisk og så videre og så videre, og så er det jo godt, at dem, der har overskud, kan hjælpe. Det er derfor, min familie har taget 3 skønne piger til os fra Afrika. En flygtningefamilie, som er fuld af kærlighed, tiltro og glæde. Dét, der gør mig mest glad, er særligt at se børn være glade. Og jeg er sikker på, vi har gjort en kæmpe forskel i disse pigers liv.

Kærlighed defineres ikke i hudfarve, religion eller penge. Kærlighed er lige det, DU synes, det er. Og du er helt og aldeles i stand til at vælge din egen familie.

DE FØRSTE TO STREGER OG NU

IMG_23271 år og 8 måneder. Det er så længe, Kristoffer og jeg har kendt hinanden i dag. Det er ikke lang tid, når man tager i betragtning, at jeg har været gravid 8 af de måneder. Men nogle gange betyder tid bare så lidt. I dag er det 9 måneder siden, jeg stoppede med p-piller. To måneder efter, stop jeg med en positiv test i hånden, og var allerede en måned henne.

Dengang anede jeg ikke, hvad det ville betyde for mig. Dengang var Lilli bare en lille klump, og jeg vidste ikke, at det var Lilli. Jeg vidste bare, at jeg var gravid, og at det ville blive en baby. Jeg elskede den baby fra det sekund, jeg stod med den positive test. Men jeg var aldrig klar over, hvor meget, det var muligt at elske noget, man ikke har mødt.

Jeg havde mange tanker. Vil jeg egentlig helst have en dreng eller en pige? Selvfølgelig ville jeg blive glad, uanset hvad, men hvad fortrak jeg egentlig selv? Og da jeg fandt ud af, at det var en pige, vidste jeg det. Det var nok en pige, jeg helst ville have, inderst inde. Jeg vil gerne have drenge i fremtiden, men jeg tror, jeg er glad for, at det er en pige, jeg får først. Jeg ved, hvordan det er at være pige – og jeg har kendt mange pigebørn. Så jeg var lykkelig.

Jeg kan huske, at jeg var rædselsslagen for at fortælle folk, at jeg var gravid. Min storesøster ringede jeg til den 23. november, samme dag som min test viste positiv. Hun vidste allerede, hvad jeg ville sige, da jeg ringede til hende. Og vi snakker sammen hver dag, så hvordan hun vidste det, aner jeg ikke! Hele min familie anede intet. For jeg ville gerne holde det hemmeligt, for at undgå dømmende kommentarer eller lignene. Jeg tænkte, at jeg godt kunne vente med at fortælle den store nyhed til juleaften. En måned senere. Men det blev hurtigt tydeligt, at det kunne jeg ikke. Så jeg fortalte min mor og far, at de skulle være bedsteforældre den 28. november – på min søsters fødselsdag. Og de var så glade. I løbet af December fortalte jeg nyheden til resten af mine tætteste – familie og venner. Alle var glade på mine vegne. Det betød så meget for mig.

Juleaften fortalte jeg den glædelige nyhed på facebook, instagram og bloggen. I tog alle så pænt imod nyheden, og selvom jeg kun var 9 uger henne på daværende tidspunkt, var jeg slet ikke bange for om noget skulle gå galt.

Min farfar fik konstateret uhelbredelig kræft, omkring julen. Inden da havde jeg dog fortalt ham, at han skulle være oldefar, og jeg tror, det betød meget for ham, at familien fortsætter. Jeg er nemlig den første til at få barn i familien. Selvom vi faktisk er 8 børnebørn på den side af familien, og over halvdelen er ældre end jeg. Han døde en måned senere, desværre 4 dage før jeg skulle til kønsscanning, så han nåede aldrig at høre, at vi ventede os en pige. Han nåede dog at se scanningsbilleder, og han blev så glad og lidt rørt, da han så dem.
Det betyder meget for mig, at han nåede at høre, at jeg var gravid. Selvom han aldrig får lov til at holde hende, så tror jeg alligevel at han – og min farmor, kigger ned på deres oldebarn om en måneds tid – og smiler og er stolte.

Månederne er faktisk bare fløjet afsted lige siden. Tænk engang, at der er gået 8 måneder??? Så hurtigt er tiden aldrig gået før – og det var mig som troede, at tiden ville gå helt i stå. Vi er helt klar til dig nu, Lilli My!

ENDELIG KOM DAGEN: BARSEL

barsel
I onsdags kom dagen. Dagen, jeg har set frem til MEGET længe. Jeger nemlig gået på barsel. Jeg er sikker på, jeg kommer til at kede røven ud af bukserne, og desuden vente ENDNU mere utålmodigt på lillepigen, men nu er der altså kun lidt over en måned til hun gerne skulle komme ud til mig.

Jeg valgte jo for længe siden, at jeg aller helst ville blive på seminariet til jeg fik sommerferie – men jeg kunne jo ikke rigtig vide, hvor dårlig og plaget af graviditeten, jeg ville blive. Men jeg har sgu holdt ud, og hvor er jeg bare glad for det! Første semester er klaret, alle 3 moduler bestået, og en lille mus på vej snart. Jeg kunne ikke være mere lykkelig!

50 % KUN I DAG

mol2s16j217_greymelangennm2190914_orchidtint_00503livlss1611030101mrn_minirosesnnm218927_cloudpink_00495toss59879001_black_050samf15302617_blackman63015663_black_99man61027031_black_99sppsp11613stars_96washblackros5890_black man63093046_black_99man63003041_ltpastelgrey_91

BABY: MOLO // Noa Noa Miniature // Livly sæt // Noa Noa Miniature

MOR/PIGE: Samsoe Samsoe kjole // Samsoe Samsoe kjole // Mango kjole //Mango kjole // Stig P kjole // Rosemunde kjole // Mango “kjole” // Mango GRÅ kjole

 

Der er 50 % på rigtig meget fint inde på BOOZT.COM i dag. Og der er også rigtig mange fine ting, som ikke er på tilbud. Jeg har fundet lidt fine ting, både til baby og mor mor – og selvfølgelig også til jer, der ikke har børn! Det er virkelig farligt at lave indlæg som disse, for hold da op, nogle smukke ting, jeg fandt derinde!

Prisen er allerede fratrukket, og derfor skal I ikke have en rabatkode!

SALGSPROFILEN ER OPPE IGEN! ENDNU BILLIGERE – OG NYE TING <3

IMG_0145

Min instagram-salgsprofil er opppe at køre igen – jeg har sat mange fine, nye og gamle ting til salg til MEGET billige penge. Tjek profilen ud her: Laerkejedigsalg. Jeg kan allerede sende i morgen! Og hvis du først har penge i næste uge, så kan vi måske finde ud af det alligevel!

Du kan blandt andet købe: Chanel Sneakers, Celiné Sneakers og commes des garcons bluse. Og der er MEGET mere på profilen!

SE MIN LEJLIGHED: BABYCORNER

IMG_0015

Kristoffer og jeg bor i en meget fantastisk lejlighed. Den er helt perfekt til os to. Problemet er lidt, at vi om lidt er 3. Og selvom en baby ikke behøver meget plads i starten, gør den senere. Vi bor i en toværelses lejlighed i Næstved centrum. Lejligheden er 55 kvadratmeter, som er fordelt sådan, at vi har et værelse, hvor der er plads til vores ret store seng, et skab og Lillis tremmeseng. Stor stue og køkken, og et okay stort badeværelse også.

Vi havde besluttet os for, at lave et babyhjørne. Og da jeg kom hjem fra fødselsdag for en uges tid siden, havde Kristoffer lavet denne hyggelige læse/nusse/snakke/synge/hygge-krog til vores lille pige. Jeg synes det er så fint, lige ved siden af vores sofa, så lige pt. kan jeg ikke lade være med bare at ligge og kigge derhen, når jeg ligger på sofaen.

Nu ligner vores hjem lidt mere et børnehjem, og det betyder rigtig meget for mig.

STUDENTERTIDEN

student2015
Først og fremmest: Mange gange tillykke til de af jer, som er blevet studenter i dag – og i sidste uge! Og tillykke til jer, som bliver det i løbet af ugen.

Husk at nyde jeres uge, jeres fester, vogn-turen, og hvad I nu ellers har af planer. Drik jer fulde, eller lad være, nyd at I er færdige med 2, 3 eller 4 år på stx, hhx, hf, og hvad I nu ellers er færdige med! Det er virkelig en magisk tid, og jeg kan godt fortryde lidt, at jeg ikke selv nød ugerne efter jeg fik hue på, noget mere. Jeg var bare så utrolig lettet, at jeg ikke orkede alt muligt. Jeg holdt en kæmpe fest for min familie og venner, og det var helt fantastisk. Vognturen var sjov og hyggelig, men igen – ikke noget, jeg rigtig NØD at gøre. Jeg gik kun med min hue i 3 dage, da jeg faktisk synes det var lidt underligt at gå rundt med en hue på, hele tiden.

Men altså: Det hører jo med til den danske sommer, at der render fulde, smukke, unge mennesker rundt med huer på hovederne!

Jeg håber, at I får nogle fantastiske uger – og at jeres eksaminer er gået, som I havde håbet på!

NÅR MAN PLUDSELIG FINDER SIG SELV

IMG_0001 IMG_0001

Som mange af jer ved, har jeg haft en del udfordringer gennem tiden. Da jeg var barn, var jeg meget ekstrovert, elskede mennesker omkring mig, og var lidt et balladebarn – som altid smilede og grinede. Min familie var den bedste i verden, og jeg kunne ikke ønske mig andet.

Da jeg gik i 3. klasse var jeg udsat for lærermobning, og lukkede mig meget inde i mig selv. Jeg ønskede ikke at være sammen med andre mennesker, og fik kun energi ved at være alene. Jeg sov rigtig meget – og det bedste, jeg vidste var, at komme hjem fra skole, lukke min dør til værelset, slukke lyset og ligge i min seng og græde.

Året efter udviklede mobningen sig, og jeg blev mobbet af stort set hele min klasse. Jeg blev rigtig syg. Jeg havde stort set ingen venner, og jeg lavede ikke andet end at lave lektier og læse. Jeg kom oftes ikke i skole, og jeg fik en masse psykiske lidelse. For eksempel en lam arm i 4. klasse, som ikke kunne mærkes eller bruges i over et halvt år. Jeg gik til alverdens undersøgelser, men der var absolut intet at finde. Senere fik jeg en spiseforstyrrelse. Som udviklede sig til anoreksi. Jeg stoppede i skole, startede hjemmestudie, og startede på ny skole. De sidste folkeskoleår gik egentlig rimelig fint.

På gymnasiet gik det galt igen. Jeg fik en kæreste, som ikke var særlig god for mig, og hele gymnasiet var nærmest efter mig, fordi jeg var blogger – det var bestemt ikke fedt! Jeg gik ud af 2.g med en depression, og startede så på HF, hvor jeg klarede halvandet år strålende. Jeg havde slået op med min ekskæreste, og så fandt jeg Kristoffer. Han redede mit liv. Jeg klarede HF, og siden da har jeg arbejdet i både børnehaver, vuggestuer, en 0. klasse OG så er jeg jo startet på pædagogseminariet i februar.

Selvom mit liv startede ud med at være fantastisk, og at jeg var meget ekstrovert som lille, blev jeg mere og mere introvert med årerne. Alle de test, jeg tog, var jeg introvert. Tænk engang hvad én enkelt lærer i 3. klasse kan gøre ved et menneske? Jeg havde egentlig affundet mig ved at være introvert. Jeg er særligt sensitiv, og det har jeg heldigvis lært at bruge som en stryke. Men det skete først efter jeg mødte min nuværende kæreste, Kristoffer.

I septemper havde det gået rigtig godt, rigtig længe. Efter jeg var færdig med skolen, og desuden havde besluttet, at jeg skulle være 0. klasseslærer i fremtiden. Der var styr på tingene. Og så stoppede jeg på p-piller, og var allerede gravid, måneden efter.

Jeg tror faktisk at det er det bedste beslutning længe. Under min graviditet har jeg ændret mig mere, end jeg nogensinde havde turde håbe på. Jeg kan næsten ikke være alene mere, jeg snakker og snakker, jeg elsker at være sammen med venner, veninder, mine klassekammerater, min familie og deres venner. Jeg er glad. Hele tiden. Før græd jeg mindst én gang om dagen. På trods af, at jeg faktisk er gravid, og hormonerne kører rundt i kroppen, så er jeg blevet fuldstændig stabil! Jeg græder da stadig engang i mellem, og nogengange kan følelserne løbe af med mig, og det hele kan blive lidt for meget. Men så tænker jeg bare på, at lige om lidt skal jeg være mor. Og det er i sandhed livets største gave.

Jeg er glad for livet nu. Som i – rigtig – glad. Når jeg ser på fremtiden, ser den lys ud. Selv når jeg ser på fortiden, kan jeg stadig tænke, at jeg jo aldrig var blevet det menneske, jeg er i dag, uden at være udsat for så forfærdelige ting. Jeg er stolt af den jeg er i dag. Det er jeg virkelig. Og denne hér historie går altså ud til alle jer, der skriver hver dag, hvordan jeg dog er kommet om på den anden side. I må aldrig stoppe med at kæmpe. For det er det hele værd. Gør, hvad DU vil, og husk, at du er enestående <3

GRAVID 34+0

IMG_0016IMG_0016
85% af min graviditet er nu overstået, og der er kun 6 uger til termin. 35. uge er netop gået igang! Faktisk er der kun 42 dage, og altså lidt under halvanden måned tilbage. Jeg troede vitterligt ALDRIG, at jeg skulle nå hertil. I denne uge er babys lunger nogenlunde færdigudviklede, og hvis jeg gik i fødsel nu, ville man ikke forsøge at stoppe fødslen.

Stadig ingen strækmærker – kun på brysterne, som i øvrigt er ret godt fyldt med mælk. Der kommer faktisk mælk ud af dem hver dag, og der har der gjort de sidste 3 uger. Bare en smule. Jeg er begyndt at få godt ondt i ryggen, men det er der altså ikke noget at sige til, når man ser min krop, som nærmest ligner sig selv, bare med lidt ekstra fedt på kroppen – og en kæmpe bule på maven.

Kristoffer og jeg var til fødselsforberedelse i tirsdags. Vi har faktisk været på rigtig mange af sådan nogle kurser, for at forberede os på bedste vis, men mange af de ting, der blev sagt, vidste vi jo allerede. Men selve fødselsforberedelsen var spændende, da ingen af os vidste særlig meget om selve fødslen.

Jeg er nu helt sikker på, at jeg aller helst vil føde i vand. På den måde kan jeg selv tage imod hende, og det lyder bare som sådan en rar fødselsoplevelse. Men jeg har stadig ikke sat mig fast på, at det altså bare er sådan, det SKAL være. For jeg ved jo ikke, hvordan jeg kommer til at reagere, når jeg først går i gang, og derfor kan det være, planerne ændrer sig. Og det gør ikke spor. Det skal jo være en god oplevelse!

Jeg er virkelig begyndt at gøre mig en masse tanker om fødslen, og jeg er faktisk helt vildt spændt. Jeg glæder mig, men jeg er selvfølgelig også nervøs for om alt går som det skal.

Lilli har rykket sig. Hun har så fint ligget med hovedet nedad, siden uge 27, og jeg troede faktisk at hun havde lagt sig fast, da min mave sad meget lavt for nogle uger siden. Men nu er hun rykket op igen, og min mave ser helt deform ud. Derudover gør det mere ondt, når hun bevæger sig. Så jeg håber lidt, at hun snart rykker ned i bækkenet og sætter sig fast.

DET VIDSTE DU NOK IKKE OM MIG

IMG_2680
-Jeg går med neglelak HVER dag, og det har jeg gjort siden jeg var 12 år. Jeg føler mig nøgen, uden,

-Jeg har ikke gået mere end 3 uger uden at spise jordbær, de sidste 8 år. Det lyder måske vanvittigt. Men selv om vinteren spiser jeg jordbær. Det er mit absolutte yndlingsspise. Om sommeren spiser jeg cirka en bakke jordbær om dagen. Det er ikke så godt, når man er gravid, da jordbær indeholder enormt meget vand – og jeg derfor skal tisse mindst 10 gange om natten, lol!

-Jeg havde ikke prøvet at miste nogen, før jeg var 12, da min oldemor døde. Siden er både min farmor og farfar og en del bekendte døde. Men før jeg var 12 havde jeg kun hørt om familiemedlemmer, som jeg aldrig havde mødt, som var døde.

-Jeg er meget, meget kræsen. Den chokerer stadig de fleste. Jeg kan ikke lide fisk (på trods af, at min far fisker næsten hver dag efter job, og vi derfor altid har spist enormt meget fisk derhjemme. Men jeg har aldrig spist det). Jeg bryder mig ikke om svinekød, men jeg elsker stadig bacon.
Jeg har meget svært ved at spise ude, hvis det er et sted, jeg ikke kender. Jeg kan nemlig bedst lide at vide, hvad der er i maden – i virkeligheden kan jeg lide rigtig meget forskelligt mad – bare jeg selv laver den. Ting, der er blandet sammen vil jeg gerne have kontrol over, og jeg adskiller gerne tingene på tallerkenen – salat, kød og tilbehør hver for sig. Lidt ligesom et barn. Det er ikke noget, jeg ligefrem er stolt af. Det er barnligt, og lidt sørgerligt, og jeg prøver virkelig at arbejde på det.

– Jeg er vild med forskellighed: og at diskutere. På trods af, at jeg er et meget følsomt væsen, som egentlig mest ønsker fred og orden, så elsker jeg at diskutere. Det er nok noget, jeg har med fra min barndom. Min familie er meget åbne for folks forskellige holdninger, og elsker at diskutere med andre – selvfølgelig på et stille og roligt og venskabligt niveau. Så det gør jeg også. Så længe, man beholder den rare tone overfor hinanden, selvfølgelig!

– Jeg har altid været dårlig til at gå i skole. Og med dette mener jeg ikke, at jeg var dårlig til hverken dansk eller matematik som lille – tvært imod. Men jeg hadede simpelthen at gå i skole, og jeg var rimelig flabet som lille, hvis jeg synes, at lærerne eller pædagogerne var uretfærdelige.

– Jeg har ikke gået i folkeskole i 10 år. Eller 9. Eller 8. Jeg var stort set aldrig i skole i 3. klasse, da jeg var meget syg. I 5 klasse blev jeg hjemmeskolet, grundet mobning og spiseforstryrrelse, og 8. klasse sprang jeg helt over, grundet mine faglige og sociale kompetencer. Det er sgu da lidt sejt, er det ikke?

– Til gengæld gik jeg 4 år på gymnasiet. Jeps, 2 år på STX, for så at springe ud, grundet en depression, og startede på HF, året efter – hvor jeg faktisk selvstuderede det sidste halve år.

– Børn har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Sådan er der sikkert mange, der har det. Selv da jeg selv var barn, var jeg enormt medtaget af børns måde at møde og se verdenen på, samt deres nysgerrighed og ærlighed. Det er nok også én af grundene til at jeg selv har valgt at få børn som forholdsvis ung.

– Jeg hader rod, men er virkelig dårlig til at rydde op. Eller, det var jeg ihvertfald! Jeg bliver så stresset, når lejligheden roder, men samtidig er jeg også ret dårlig til at få ryddet rigtig op. Nogle gange kommer rodet bare ind i skabene, eller jeg ligger et tæppe over det, kender I det? Ej, sådan er det faktisk ikke længere. Jeg er blevet ret vild med at rydde op, og nu støvsuger jeg og støver lidt af, hver dag.

– Jeg laver lister. Sådan lidt ala: Stå op. Gå i bad. Spis morgenmad. Børst tænder. Lav indlæg. Læs lektier. – Hvis I forstår? Det er selvfølgelig slet ikke hver dag, det sker. Men de uger, hvor jeg er særligt stresset, har jeg virkelig brug for de lister. Og de hjælper faktisk ret meget.

MIN HOLDNING: KEJSERSNIT?

Nu får jeg sikkert en masse læsere på nakken… Men der er flere af jer, der har spurgt, hvad min holdning til kejsersnit er, og derfor tænkte jeg, at jeg ville lave et indlæg og fortælle.

Jeg synes det er super godt, at man har muligheden ved kejsersnit, hvis der ingen anden udvej er. Hvis man tidligere har haft komplikationer ved sin graviditet, eller hvis man har haft komplikationer i graviditeten eller lignende. Men jeg synes IKKE at det er i orden, at man kan få valget, selvom man burde være i stand til at føde naturligt. Eller jo – men så skulle man selv betale for operationen… Jeg bliver sur, når jeg hører at folk siger: Det er ikke natuligt for mig at føde. At føde et barn er jo cirka det mest naturlige, der kan ske i denne verden, og jeg er faktisk 100% sikker på, at barnet har aller bedst af at blive født natuligt. På den måde får det dét tryk, det har brug for, og så har moderen altså også nemmere ved at komme sig over fødslen efterfølgende.

Jeg ved godt, at nogen simpelthen ikke får muligheden for at føde naturligt, fordi deres jordemoder har frarådet dem det, hvis der har været koplikationer. Men så vidt muligt, hvis man har mulighed for det, så fød dog naturligt! Jeg hører tit unge mennesker sige, at de er bange for at sprække og få store sår “down there”, men vi kvinder er jo født til at føde – og det betyder altså, at kroppen heler SÅ fint efter en fødsel. Jeg er SIKKER på, at det er et smertehelvede at føde et barn. Men når først det er ude, så tror jeg, man hurtigt glemmer smerterne. Ved et kejsersnit bliver man opereret, hvilket vil sige, at når man har fået barnet ud, er man stadig totalt drugged, og så har man ondt flere dage efter. Derudover efterlader det et stort ar, som ja – kan blive flot – men stadig altid vil være der.

Så min holdning er altså: En naturlig fødsel er klart bedst for barn og mor. Med mindre, det ikke er. Forstår I mig? Hvis moderen er rådet til kejsersnit, er der jo intet at gøre – og jeg kan jo i teorien ikke vide, om jeg ender i kejsersnit, før jeg har prøvet det. Men jeg ville aldrig ønske det, uden at vide, om jeg faktisk var i stand til at føde natuligt. Jeg håber for alt i verden, at jeg kan føde natuligt. At hun ligger den rigtige vej, og det hele forløber uden komplikationer. Men man kan jo aldrig vide.

Én ting er at få kejsersnit, fordi der er en grund til det. Men noget andet er, at få det, fordi man er bange for at man skal blive slap forneden (ja, nu skriver jeg bare helt ærligt) – jeg bliver direkte tosset, når jeg hører piger og kvinder sige det. For man heler FULDSTÆNDIG. Og det ved jeg. Der går selvfølgelig noget tid, men det kommer altså med tiden.

Jeg skal lige gøre det klart: Jeg er ikke efter nogen ved dette indlæg. Jeg oplever, at mange mennesker føler sig ramt ved mine seneste indlæg. Det er en personlig blog, hvor jeg giver udtryk for, hvad jeg tænker og føler. Og det synes jeg, der skal være plads til. Jeg håber ikke, der er nogen, der føler sig direkte ramt ved dette indlæg, for det var aldrig meningen. Jeg synes det er super vigtigt, at vi alle tænker og føler noget forskelligt, det skal der altså være plads til. Jeg vil selvfølgelig meget gerne høre JERES meninger, når jeg laver indlæg som dette, men der er simpelthen ingen grund til at disse mig, og skrive, at jeg er barnlig, dum at høre på, umoden eller bare er ude på at gøre nogen kede af det – for sådan er det virkelig ikke. Jeg ønsker ikke at såre nogen, men jeg ønsker derimod, at alle bliver hørt og kan udtrykke deres meninger herinde.

Jeg bliver ked af det, når jeg laver indlæg, som jeg har brugt tid på at lave, og jeg så får så meget kritik på indlægget. Eller, faktisk har jeg intet imod kritik og diskussioner. Men nogle af de kommentarer, jeg får, er bare rigtig dumme, og der kan jeg intet skrive igen, som er i en ordentlig tone, da nogle af jer somme tider bare skriver, at jeg er dum og et dårligt menneske – eller noget i den retning. Husk nu på, at vi alle bare er mennesker. Gør plads til hinanden. Så bliver verden et bedre sted.

Hav en rigtig dejlig søndag,  ALLE sammen!