status på mor-livet

IMG_1074
Det her er min lille familie. Og jeg synes ærlig talt, at vi klarer det pisse godt! Kristoffer har nu holdt al sin barsel, og er igen tilbage på arbejdet. Det har været så overdrevet rart at have ham hjemme de første 14 dages tid efter fødslen, og han har bare været så hamrende god til at hjælpe. Lilli og ham har allerede et helt særligt bånd, det kan man tydeligt se!

Kristoffer savner Lilli helt vildt, når han er på arbejde, og når han taget afsted om morgenen ved en 5-tiden, har han virkelig svært ved at forlade os, og kommer ind og kysser farvel mindst 5 gange.

Det er selvfølgelig hårdt at være alene med en baby så mange timer om dagen. Vi er alene omkring 12 timer, mens Kristoffer er på arbejde, men jeg synes nu det går udmærket. Jeg sørger bare for at slappe af og sove, når Lilli også gør, og så er der ikke så meget tid til alt det andet, men det går nok. Søvn er vigtigt for at jeg er glad, og det er meget vigtigt at mor er glad, før baby kan være det!

Jeg har ammet Lilli fuldt ud fra dag 1, og det kører stadig helt vildt godt! Jeg synes ikke længere at det gør ondt at amme, og om natten ligger jeg mig blot på siden, og så falder både Lilli og jeg i søvn under amningen, haha.

Dog fik jeg brystbetændelse i fredags, men jeg har forsøgt at malke rigtig godt ud i det bryst, der var betændelse i, og nu er det allerede meget bedre!

Lilli vejede 3240 gram efter fødslen, og var 51 centimeter lang. Sundhedsplejersken var på besøg, da hun var en uge gammel, og der taber spædbørn sig oftes, men Lilli havde taget 120 gram på! Sundhedsplejersken var på besøg igen i onsdags – da Lilli var præcis 2 uger gammel, og der havde hun sørme taget på igen! 3660 gram og 54 centimeter! Jeg er så mega stolt af både Lilli og mig selv! Amningen fungerer bare fuldstændig, og hun spiser, som hun skal!

Ellers går det strålende. Lilli er stadig ikke den store tude-prinsesse, og hun sover rigtig fint om natten, kun afbrudt af 2-4 gange, hvor hun får mad.

Jeg tror efterhånden at alle har fået set Lilli (altså, alle, der har spurgt), og det er rigtig dejligt at have ude af verdenen. Det er jo smadder hyggeligt at have barselsbesøg, men Lige pt har vi haftbesøg HVER ENESTE DAG – også af folk, som jeg knapt nok selv har set i flere år. Alle er jo meget interesserede i at møde hende, og jeg elsker besøg, men puha, hvor er det også bare stressende, når man er helt nybagt mor, smadder træt, og ikke altid lige oplagt til besøg. Men nu er alt lidt mere stille og roligt, og jeg glæder mig til et helt år med Lilli og flere besøg fra alle de mennesker, jeg holder af.

 

 

STATUS PÅ MOR-KROPPEN

IMG_049514012517_10210629958170265_928987377_o
Gravid 38+0 (cirka 20 dage før fødslen) og et billede, taget i søndags, 11 dage efter fødslen.

Okay, en lille status på mor-krops-situationen. Jeg nåede at tage 15 kilo på som gravid. En startvægt på 59 og slutvægt på 74 kilo. Det er helt perfekt. Jeg var dog en smule nervøs for, hvordan min krop ville se ud efter fødslen. Første nat så min mave stadig helt højgravid ud. Allerede to dage efter begyndte maven at falde rigtig meget, og på 4. dagen havde jeg allerede tabt de første 6 kilo. Efter 6 dage havde jeg faktisk en helt flad mave igen om morgenen, og huden var næsten trukket sammen igen – der var altså intet overflødigt hud tilbage. Min numse er dog skrumpet en smule, og så er mine bryster til gengæld vokset! Jeg bruger slet ikke BH efter jeg har født, for en blød amme-top er bare så meget mere behagelig. Brysterne strutter dog godt, og de er fyldt op med baby Lillis madpakke!

Jeg har ikke vejet mig siden i 6 dage efter fødslen, og der sagde vægten 66 kilo. Jeg tror, jeg har tabt lidt mere nu, men jeg er faktisk ikke sikker  og det er også ligemeget – bare Lilli har det godt!

Jeg må indrømme, at min krop har haft det lidt hårdt siden fødslen! De første 3 dage efter fødslen kunne jeg knapt nok løfte Lilli til mit bryst, så Kristoffer måtte bære hende for mig, når jeg ammede. Jeg følte, jeg havde løbet 1000 marathons – min nakke, ryg, ben, arme – ALT gjorde ondt! Jeg bristede heldigvis slet ikke under fødslen, og det tror jeg til gengæld har sparet mig for rigtig mange smerter, så det er jeg rigtig glad for. Men ingen havde advaret mig om smerterne i kroppen EFTER fødslen – kun under fødslen, og det synes jeg jo ikke var slemt, da jeg først havde fået epidural-blokaden! Efter den første uges tid var smerterne helt væk – jeg har stadig lidt ondt i maven til tider, og jeg bløder stadig ret meget, men det kan man jo gøre i hele 8 uger efter fødslen. Der er jo lige et stort sår, der skal hele, der hvor moderkagen sad fast under graviditeten.

Alt i alt er jeg super lettet over, hvor stærkt det er gået med at få en nogenlunde normal krop igen, uden OVERHOVEDET at arbejde for det. Jeg tror, jeg begynder at små-træne, når Lilli er omkring 3 måneder, og så går jeg jo også tur med hende hver eneste dag, og det er jeg sikker på, også gør en forskel! Der er heldigvis et helt år til det er sommer igen, så jeg er helt rolig med at bikini-formen nok skal komme igen, hvis jeg altså ønsker det!

Nu står den bare på en masse gå-ture, hygge med min lille pige, og så amning, amning, amning – det er verdens bedste slankekur!

10 ting, du skal vide, før du bliver mor. Den positive version

IMG_0891
Lilli My 07/08-16, 4 dage gammel

Jeg er så hamrende træt af at se mødre brokke sig (særligt på de sociale medier), som advarer gravide og kommende mødre om, hvor forfærdeligt hårdt det er, at blive mor. “DU skal nyde tiden alene. Når først baby kommer, får du ikke tid til dit og dat og blah blah blah”, så her kommer den positive version. Det her skal du glæde dig til, og sådan her kan livet som mor OGSÅ være.

Det er ikke nødvendigvis så hårdt, som alle siger! Inden jeg fødte Lilli gik jeg med en panik i kroppen, fordi alle – og jeg mener virkelig alle – havde fortalt mig, hvor hårdt det var! Fra dag et ville hun tude 24/7, brysterne ville gøre ondt hele tiden, jeg ville aldrig få søvn eller noget at spise. Det passer ikke.

Epidural-blokade er verdens bedste opfindelse. Læs om min oplevelse i dette indlæg.

De er slet ikke så skrøbelige, som man tror. Jo, de er selvfølgelig små, spinkle og så kan de ikke holde hovedet selv fra start. Men de tåler faktisk en hel del. Ikke at man skal kaste rundt med dem, eller noget som helst i den retning, men de kan sagtens tåle, ikke at blive så “pakket” ind, som man tror.

Det er det mest hyggelige i verden at ligge med sin baby i sengen. Herhjemme sover Lilli altså ikke i sin store tremmeseng. Hun sover lige i midten af sin mor og far. Og nej, vi er IKKE bange for, at vi klemmer hende. Helt ærligt, så kan babyer sagtens give lyd fra sig, hvis de føler selv det mindste ubehag.

De udvikler sig SÅ hurtigt. På 3. dagen, lagde vi Lilli på maven med hovedet til venstre side. Jeg vendte mig om i TO sekunder, og vupti – så lå hovedet til højre. Derudover kan hun også “løfte” sig selv op i armene allerede! Stærk, lille pige, jeg har fået mig!

Det er ikke alle, der får “tudedagen”. Jeg fik fortalt, at alle har en tudedag på 3-5 dagen cirka. Det har jeg altså endnu ikke haft. Jeg kan nogengange tude over, hvor dejlig, smuk og helt perfekt, hun er. Men jeg har aldrig tudet en hel dag over ligegyldige ting.

Du bliver hurtigt meget rolig ved at andre holder din baby. Da jeg var gravid, frygtede jeg virkelig den første tid, fordi alle jo vil holde din baby. Men lige så snart hun kom til verden, var jeg helt rolig ved at andre mennesker holdt Lilli. Det er virkelig intet problem.

Du får et helt andet forhold til lort. Ja, din egen babys afføring er slet ikke så slem, og du vil ofte komme til at tage dig selv i at lave en lille sejrsdans, hvis der er gevinst i bleen – det betyder nemlig en dejlig, sund baby!

Du vil blive helt nyforelsket i din kæreste, mand, partner, når du ser ham/hende holde jeres smukke barn i armene, og man ser kærligheden mellem de to mennesker. Det er fuldstændig ubeskriveligt!

Selve fødslen er ikke nødvendigvis det mest smertefulde i verden. Det var det ihvertfald ikke for mig. Og det kan du læse om i min fødselsberetning, lige her – del 1del 2

Min fødselsberetning #2

IMG_0832IMG_0832
Lilli My, mormor og morfar 03/08-16 – 1 time gammel

Hvis I har læst 1. del af min fødselsberetning, så er det meget muligt, at I også er interesserede i at vide, hvordan “historien” ender. I kan læse første del lige hér 

“Klokken 6.30 stod vi op og spiste morgenmad. Vi snakkede og snakkede for ikke at tænke for meget på, hvor nervøse og spændte, vi var. klokken 7.30 mødtes vi med min jordemoder. Hun undersøgte mig, og fjernede ballonkateteret. OG JEG VAR IGANG NU! Så hun kunne tage mit vand. Jeg var lykkelig, for så vidste jeg, at der ikke ville gå mere end 24 timer. Hun startede med den berømte “hæklenål/strikkepind” – Den kunne ikke nå op og prikke hul på fostervandet. Det var lidt ubehageligt. Men så måtte hun prøve noget andet. Den såkaldte “katteklo” – meget drabelige ord! Det virkede heller ikke. Til sidst måtte hun op og få fat på Lillis hovede og sætte en elektrode på hendes hovede. Og SÅ gik vandet endelig. Der var ikke ret meget, men det var okay.
Hun fandt os hurtigt en fødestue, og så blev jeg lagt i en seng og fik ve-måler og hjertelydskurve på maven. 

4 timer ventede vi, uden der skete noget. Så min jordemoder besluttede, at jeg skulle have ve-drop. Det var jeg glad for, for der skete simpelthen nul. Efter jeg fik droppet, begyndte veerne virkelig for real at sætte ind. AV for fanden – det er virkelig det mest smertefulde, jeg nogensinde har oplevet. Og smerten kan på ingen måde beskrives. Når jeg fik en ve, kunne jeg slet ikke være i mig selv. Jeg rejste mig op og trampede rundt, kunne ikke stå stille, og havde virkelig brug for at bevæge fødderne fuldstændig åndssvagt meget. Kristoffer prøvede at massere, nusse, rose – og så videre, men jeg ville slet ikke røres, og jeg skældte ham ud. Hver gang, en ve sluttede, undskyldte jeg helt vildt for at være sur, men han fortalte mig selvfølgelig, at det skulle jeg ikke tænke på, og at det var helt i orden.

Klokken 14 kom min mor og Marie. Det kunne jeg på ingen måde overskue. To mennesker mere – og nogle, som jeg vidste ville have svært ved at se mig i smerter. Jeg fik flere og flere veer, men var stadig kun 4. cm åben, og jeg sagde til min jordemoder, at nu skulle der snart ske noget, ellers skulle jeg have noget smertestillende. Jeg kunne jo desværre ikke få den fødsel, jeg ønskede – i vand, og uden smertestillende – fordi jeg var sat igen, så derfor bad jeg om at få en epidural-blokade. Min jordemoder viser mig en folder, og holder en lang tale om bivirkninger og så videre, og jeg hører absolut intet af, hvad hun siger. 

Klokken cirka 15 kommer lægerne, der skal give mig blokaden. Det er en 10 cm lang nål, som skal op igennem rygsøjlen, og mand skal sidde FULDSTÆNDIG stille, imens, man får den. Fuck, tænker jeg. Jeg kan jo ikke sidde stille, hvis jeg får en ve imens. Jeg får at vide, at der kan gå op til 2 timer, før den virker, og at den kun tager 1/3, måske 2/3 af smerten. Men det er jo bedre end ingenting! Jeg får 3 veer imens jeg får den lagt, men jeg sad helt stille imens. Og så ligger jeg mig ned i sengen med ansigtet væk fra ve-måler-aperatet og mod Marie, min mor og Kristoffer, og pludselig bliver de alle helt stille og stirrer med store øjne. “Hvad er der?”, siger jeg. “Kan du slet ikke mærke noget??”, siger Marie så. Så kigger jeg på ve-måleren. 100 – så meget, en ve kan være på. Jeg kunne ingenting mærke. Blokaden virkede simpelthen 100% – og på kun 2 minutter! Jeg mærkede INGEN veer i 4 timer, kunne overskue at spise lidt, at smile, grine og have det hyggeligt med min familie. 

Så skete der det mest forfærdelige. Lillis puls gik fra 152 til 40. Pludselig stod der læger, jordemødre og børnelæger i massevis. De var nervøse for hende. Og det var jeg også! Kristoffer kunne slet ikke klare det, og var meget nervøs og ked af det. Jeg forsøgte at suge ilt ind og være helt rolig, men jeg var jo også hamrende bange. Lægerne tog blodprøver fra Lillis hoved, hvilket var meget ubehageligt – hun lå jo stadig inde i min mave! 

Klokken 20.00 var jeg stadig kun 4 cm åben. Jeg kunne snart ikke mere. Epiduralen virkede nu kun i den ene side, og jeg kunne slet ikke bevæge min højre side fra brystet og ned. Jeg fik lidt mere, så jeg igen var helt “lammet” i begge sider. Min jordemoder skulle nu have pause. Lige som hun går ud af lokalet, begynder Lillis puls igen at falde. Meget. Så ind kommer en masse mennesker, og så skal de undersøge mig imens. Jeg får en meeeeget lang ve imens, og da en ny jordemoder undersøger mig, kigger hun på de andre og siger: “sagde hun ikke lige 4 cm? Hun er 8 cm åben nu!” WHAT, tænker jeg. 8 cm? Hvad skete der lige hér? Klokken er nu 22, og min jordemoder kommer igen. Så siger de: Hvis du nu får pressetræng, så skal du bare presse. Jeg forstod virkelig ikke, hvad de sagde til mig. Hvordan var det hele lige gået så hurtigt? Jeg kunne stadig ikke mærke nogle veer – og jeg havde overhovedet ikke lyst til at presse, men så kiggede jeg i stedet på ve-måleren, og så pressede jeg hver gang, der var en ve. 40 minutter senere var hun uge. Og jeg mærkede intet. Jeg hverken skreg, græd eller råbte. Jeg fokuserede bare på, at nu skulle Lilli altså bare ud, for hun havde det rigtig dårligt derinde!

Da hun kom ud var fostervandet grønt – hun har altså været rigtig stresset inde i maven, og derfor blev hun først lige hurtigt slynget op på mig – med blod, fostervand og alt mulig andet halv-ulækkert stads på sig, men jeg er nu alligevel blevet fortalt af Marie, at det første, jeg gjorde var at holde fat om hende og kysse hende over det hele og græde “du er min lille pige”, og så blev hun taget væk fra mig. Vi var 13 mennesker til stede under fødslen, fordi de var bange for, at der var noget galt med Lilli. Kristoffer fik ikke lov til at klippe navlesnoren, da de var nødt til at undersøge hende, og de skulle suge vand ud af næse og mund. Det var så kaotisk, jeg var så træt, bange, lettet og fuld af følelser, men der var intet andet, der betød noget, end at min lille skat var okay. Og det var hun! 

Jeg fik hende over til mig, og så gav jeg hende bryst med det samme. Hun var bare så smuk og fin. Hun var ikke slimet, plettet eller lilla, som jeg havde “frygtet”, hun var bare smuk fra første sekund, og de følelser, der strømmede gennem min krop kan slet ikke beskrives! 8 dage med veer, og en aktiv fødsel på næsten 15 timer, hvor nærmest alt var gået galt. 

Klokken 22.42 blev jeg mor til en lille pige på 3240 gram og 51 cm lang. Med mørkt hår på hovedet. Intet kan beskrive den kærlighed, man føler til sit barn. Kristoffer og jeg lever i en lille bobbel af kærlighed disse dage, og vi er bare så forelskede – i hinanden – og vores Lilli My.”

MIN FØDSELSBERETNING #1

IMG_0834
Lilli My og far 03/08-16

Som lovet, en lille fødselsberetning. Jeg har valgt at dele den op i flere dele, da det er en ret lang fortælling, og jeg hellere vil bruge tiden med min datter. Så hér får i altså del 1.

“8 dage med veer. De startede 2 dage før min termin, da jeg var 39+5. “Yes!”, tænkte jeg, så går der jo ikke længe! Var dog fast besluttet på at tage fødslen i stiv arm, og valgte derfor, at jeg først ville ringe, når jeg var stensikker på, at det var rigtige veer! Dette forløb fortsatte indtil fredag. Veerne tog til i interval og styrke, og jeg ringede og fik lov at komme ind for at få kørt en CTG og blive tjekket indevendigt. Jeg var ikke åbnet det mindste, og min livmoderhals var intakt. Lilli havde det fint, men de kunne se, jeg havde veer. De gav mig en sovedosis med hjem, og sagde, at vi nok ville ses meget snart – inden weekenden var slut.

Søndag aften var der endnu ikke sket noget. Jeg græd som aldrig før. Var så udmattet og træt af det hele. Havde sådan glædet mig til fødsels-forløbet, men var nu så træt, at jeg slet ikke kunne forestille mig at skulle føde snart. Ringede til fødegangen. Blev tjekket. Alt var stadig fint – og jeg havde stadig veer med mindre end 10 minutters mellemrum. Sendt hjem igen med sovedosis og gråd. Fik at vide, at jeg skulle kontakte dem tirsdag.

Det gjorde jeg. Tirsdag tog veerne til! Av(!) men jeg var stadig ikke åben nok. Heldigvis har jeg den sødeste jordemoder Anette, som virkelig havde ondt af mig og kunne se, at nu kunne jeg snart ikke mere. Jeg var jo helt knust! Hun ringede til en læge og pressede på, at jeg kunne få lov at blive sat igang. Og det kunne jeg! Jeg var både lykkelig og ked af det. Ked af det, fordi den fødsel, jeg havde udtænkt, jo ikke ville ske. Jeg skulle sættes igang. Min krop kunne ikke selv klare arbejdet, og det var jeg skuffet over. Men glad, fordi så vidste jeg, at der snart ville ske noget! Jeg krammede min jordemoder og begyndte at græde af lykke, spænding – og lidt fordi jeg var bange.

Min jordemoder hørte mig, hvordan jeg helst ville sættes igang – piller eller ballonkateter. Jeg valgte ballonkateter, da det virkede som det hurtigste, og samtidig mest “naturlige”. Jeg fik sat to balloner op i livmoderhalsen, som blev fyldt op med sterilt vand. De skulle sidde til onsdag morgen klokken 8 – altså 12 timer. Og det var ikke rart at få sat op – men så snart jeg stod op igen, var smerterne væk – troede jeg. Kristoffer og jeg skulle spise hos mine forældre, og køreturen derhen var forfærdelig! Av for søren. Da vi landede hos mine forældre tog smerterne til. Jeg havde så ondt, kunne ikke sidde ned, ville hverken snakkes til eller røres ved, og vi tog hurtigt hjem. Kristoffer var så sød, lavede hjemmelavede varmepuder, og roste mig, hver gang jeg fik en ve, som jeg håndterede godt. Jeg lå i sengen og Kristoffer gik ind på sofaen og sov. Han kom hver gang, jeg klagede over smerter og var bare et rigtig pragt-eksemplar på en kommende far. Langsomt aftog de konstante smerter, men de blev hurtigt erstattet af meget voldsomme veer hver 4 minut. Puha, hvor de ikke var rare. Jeg prøvede at sove imellem, og pludselig lykkedes det bare. Vågnede og skulle tisse et par gang og havde ikke flere rigtige smerter den nat. Virkelig dejligt!

Jeg vågnede klokken 4, for jeg kunne simpelthen ikke sove mere – hvordan kunne jeg dog det? Jeg skulle være mor lige om lidt!”

2. del af min fødselsberetning kommer i løbet af ugen. Nu er Lilli nemlig sulten.

LILLI MY 03/08-16

IMG_0853
Onsdag den 3. August 2016 klokken 22.42 fødte jeg verdens mest fantastiske lille menneske – Lilli My. Det er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har gjort. Fødslen var på mange måder helt forfærdelig, men takket være min jordemoder og lægerne på sygehuset, kom Lilli og jeg igennem det på aller bedste måde. Jeg var så bange, for Lilli havde det rigtig skidt inde i min mave under fødslen, og jeg var faktisk bange for at miste hende flere gange. Jeg lover snart at lave en fødselsberetning, men lige nu vil jeg nyde min smukke datter. Kristoffer er den bedste far i hele verden, og det er ufatteligt at se, hvordan Lilli og ham elsker hinanden allerede.

EN SERIØS PAUSE FRA DE SOCIALE MEDIER – HVORFOR?

IMG_0692
Nu har jeg et par dage gået med tanken om at droppe de sociale medier for en stund, og i dag bliver dagen. Jeg kan mærke, at jeg bliver enormt stresset af at anvende både instagram, facebook, snapchat (og også lidt bloggen), fordi jeg føler, at alle forventer noget af mig. At alle forventer, at jeg snart føder. Og det ved jeg jo virkelig ikke, om jeg snart gør. Jeg ved det faktisk virkelig ikke. Jeg har ikke lyst til at ses med nogle mennesker denne weekend, jeg har ikke lyst til at svare nogle mennesker på, om der er sket noget, og jeg har ikke lyst til at lave andet end at se How I Met Your Mother på sofaen, og være sammen med min Kristoffer.

De sidste tre dage har jeg nemlig haft noget, der ligner veer – og faktisk også ER veer. Jeg har benægtet lidt, fordi jeg ikke turde håbe på noget. For sådan er jeg. Jeg vil ikke sætte forventningerne for højt – især ikke hos andre, for så føler jeg bare, at jeg skal forsvare det, hvis der nu ikke er sket noget. Derfor var det kun min mor, far, Marie og Kristoffer der vidste, at jeg havde haft veer et par dage, og jeg bad dem udtrykkeligt om IKKE at nævne det for nogle andre. I går aftes tog veerne til i styrke og interval, og jeg ringede derfor til min jordemoder, som bad mig komme ind til tjek. Ja, der var veer. Men min livmoderhals var intakt, og jeg havde overhovedet ikke åbnet mig. Jeg var helt knust. For selvom jeg havde sagt, at jeg ikke regnede med noget, så havde jeg sådan håbet!

Jeg blev sendt hjem med noget smertestillende, lidt morfin, og noget at sove på, og er lige vågnet. Det var dejligt at kunne sove ud, men tanken om, at der stadig kan gå 10 dage, før jeg føder, er fuldstændig u-udholdelig! Jeg magter ikke flere: “Du er førstegangsfødende, du føder sikkert først om 10 dage”, eller: “Sker der noget?”, eller “JEG gik 14 dage over, det gør du nok også”, eller: “Nyd du bare tiden alene, mens du kan”- jeg MAGTER det ikke. For jeg bliver simpelthen SÅ ked af det. Jeg græd hele aftenen i går – for første gang, siden min farfar døde. I 6 måneder har jeg ikke grædt, sådan rigtigt, men i går skete der bare et eller andet. Og jeg besluttede derfor, at nu er det nok med de sociale medier. Jeg skal ikke føle mig stresset over andres meninger og forventninger til min fødsel. Jeg skal nyde min fødsel, uden at stresse, og det skal blive den bedste fødsel – på trods af smerter.

Så nu trækker jeg stikket. Jeg ved, at I kun spørger og skriver af interesse, og at I alle vil mig det bedste – men jeg håber nu alligevel, at I forstår. Til alle mine veninder, som læser dette: I er nogle skatte, og jeg elsker jer meget højt – jeg undskylder, at jeg har virket så fjern på det sidste. Men jeg er bare SÅ utålmodig, og kan slet ikke overskue at planlægge fremad, før jeg ved, jeg har født.

Jeg laver selvfølgelig en update, så snart, jeg har født min Lilli – måske endda før. Men jeg har altså besluttet, at min fødsel skal være en intim oplevelse, som kun jeg, Kristoffer, min mor, far og Marie ved, hvornår sker. Kristoffer, Marie og min mor skal alle med til fødslen, og jeg glæder mig til at give dem denne store oplevelse. Hav en helt fantastisk weekend! Jeg håber selvfølgelig, at jeg MEGET snart vender tilbage med gode nyheder!

BABY-SPAM

Hvis ikke I allerede følger mig på snapchat, facebook og instagram, og hvis I synes, der er alt for lidt baby-spam hér på bloggen, så skal I bare skynde jer at følge mig på diverse sociale medier, for der ved jeg allerede nu, at jeg ikke kan holde mig tilbage! På instamgram hedder jeg: laerkejedig og min facebookgruppe kan I finde under navnet: Migoglillimy – På Snapchat hedder jeg : Laerkejohanne – Og min profil er selvfølgelig offentlig, og jeg bruger den rigtig meget!

NOGET, JEG VIRKELIG ER TRÆT AF

IMG_0618
– Min terminsgruppe på facebook. 300 kvinder med termin i Juni-Juli. Som I nok kan regne ud, har mindst 90% af gruppen født nu. Og de eneste opslag, der dukker op i disse dage er de hér nybagte mødre, som beklager sig over deres nyfødte børn. At babyerne græder, har ondt i maven, at det er varmt for mødrende, og så videre og så videre. Jeg er seriøst ved at blive sindssyg. HVAD MED OS, DER IKKE HAR FØDT ENDNU, HVA? Hold nu op med at brokke jer sådan, forhelvede! (Jeg er højgravid, og det er ulideligt varmt, jeg må gerne være lidt sur og hormonel i dag, haha)

– Min baby i maven. Ja, altså, fordi hun ikke vil ud til sin mor og far.

– Folk, der spørger om jeg har født endnu. Ej, det er også tarveligt at jeg er så sur og gnaven lige nu. Men helt ærligt, så skal jeg nok fortælle, når jeg har født. Jeg har aldrig nogensinde været så utålmodig, og jeg tror virkelig kun, at de, der har prøvet at være gravide kan sætte sig ind i, hvad jeg mener! Det samme spørgsmål – fra 100 mennesker HVER dag. Puha, det er op ad bakke.

– Folk, der ikke forstår at kroppen heler fint af sig selv efter en fødsel, og at man ikke render rundt med et kæmpe åbent sår, resten af livet.

– Mødre, der bevidst vælger amningen fra. Jeg ved godt, at der er nogle, der har super mange problemer med amningen, og må melde fra af alle mulige gyldige årsager, men de, der aldrig har prøvet det før, og som bare vælger det fra, for ikke at gøre barnet alt for afhængig af moderen – hold nu kæft, en åndssvag grund!

– Mine genboer. Fordi de holder fest hver dag, og ikke kan nøjes med stille og rolig snak og musik, men at det SKAL være “Nede mette” på repeat, og et ton kællinger, som er ualmindeligt dumme at høre på, som absolut SKAL råbe, så hele vejen kan følge med i, hvad de snakker om. Tag nu bare afsted i byen, altså. Klokken er 04.00, forfaaaaen.

– Min ryg. Fordi jeg vejer 14 kilo mere end jeg plejer, og den er pænt belastet disse dage!

– Vand i kroppen. Nej, jeg har da altid ønsket mig at vide, hvordan det ville se ud, hvis jeg nu ikke havde nogle ankler!(??)

– At lave mad med manglende overskud. Normalt ELSKER jeg at lave mad til når Kristoffer kommer hjem fra arbejde. Og jeg er vild med at kunne hygge om mig selv om morgenen med lækker brunch. Disse dage spiser jeg udelukkende, fordi Lilli også skal have lidt at tage af. Jeg har slet ikke overskud til at lave mad, jeg får det varmt, får kvamle af tanken om mad, og gider faktisk slet ikke! Det er først, når sulten VIRKELIG melder sig, at jeg må tage mig sammen og lave et eller andet!

Ja, nu går I nok rigtig og glæder jeg til at blive gravide, hva? Haha. Ej, jeg er rigtig godt træt af det her nu, og jeg er faktisk et meget stille og roligt menneske, som tolererer de fleste mennesker, så bare rolig!

VIL JEG NOGENSINDE FØLE MIG SMUK?

IMG_0495IMG_0495

…Er et spørgsmål, jeg ofte stiller mig selv. Jeg tror, mange har det lige sådan. Jeg har altid været utilfreds med mit udseende på én eller anden måde. Mit hår var ikke langt nok, måske var det senere FOR langt, for kedeligt, grim hårfarve, skæve tænder, grim navle, for lange ben og så videre og så videre.

Kender du det? Så er der ikke noget galt med dig. Så er du nok bare en ganske almindelig, usikker teenager.

Når jeg ser tilbage på billeder fra de perioder, hvor jeg har følt mig allermest utilpas, kan jeg næsten blive helt ked af det. Fordi jeg kan huske, hvordan jeg følte, da det billede blev taget. Jeg var ikke smuk. Men det var jeg jo. For det er vi alle, på én eller anden måde. Og hvorfor skal det være så fandens svært at forstå? Er det fordi, det ikke er okay at synes at man selv er smuk? Eller er det fordi at alle ens veninder bare ER smukkere end én selv? Måske begge dele, måske ingen af dem. Men jeg ved, at jeg altid har følt mig utilpas i min egen krop. Det er først nu, hvor jeg har fået hele dette glansbillede lidt på afstand, at jeg ser, at jeg jo altid har været smuk. Fordi jeg er Lærke, og fordi vi alle ers smukke. Vi skal bare indse det først.

Under min graviditet har jeg i virkeligheden haft de dårligste forudsætninger for at føle mig smuk. Jeg har taget 14 kilo på, og mit hår faldt nærmest af i November, grundet for meget afblegning inden min graviditet. Alligevel har jeg følt mig smukkere end nogensinde før. Jeg ved ikke, om det er maven, hormonerne, babyen eller hvad søren det ellers kan skyldes, men sådan har det været.

Og jeg håber sådan, at det fortsætter, når jeg har født. At jeg vil indse, at jeg aldrig har været tyk, at mine lange, slanke ben er en GOD ting, at små bryster er helt okay, og at det er fint at have en skæv tand. For det er jo dét, der gør mig unik. Dét, som adskiller mig fra at ligne dig. Vi må lige tage os sammen og indse, at vi ikke alle kan gå rundt og ligne supermodeller – og hey, hvem har egentlig sagt, at de er smukkere end dig? Jeg vil være det bedste forbillede for min datter ved at vise hende, at jeg hviler i mig selv. At jeg er stolt af at være den, jeg er, og at hun skal være stolt af alle sine små skønhedsfejl. For hvor ville det dog være kedeligt at leve i en verden, hvor vi alle var ens.

 

VEER HELE WEEKENDEN!

IMG_0582
Nu må der altså snart ske noget! Jeg har haft veer hele aftenen i går og om natten ligeså. De er desværre gået i sig selv igen, men jeg håber lidt, at de fortsætter i aften, så der snart kan ske noget. Hele 5 familie-medlemmer samt veninder har drømt, at jeg fødte i nat eller i går nat, og 3 veninder har gættet på, at jeg føder i denne weekend! Derudover har min mor og jeg fra start sagt, at det er i nat, hun kommer, så jeg er lidt spændt på at se, om det holder!

I går gik Kristoffer og jeg en laaaaang gåtur, som jeg håbede på, ville sætte gang i noget. Selvom der ikke er nogen måde, at sætte fødslen i gang på selv, så tror jeg alligevel ikke, det kan skade at gå en lang tur. Efter gå-turen skete der ihvertfald noget!

I dag gik vi endnu en lang tur, og da vi kom hjem, lagde vi os til at sove middagslur. Fik jeg nævnt, at 30 grader og højgravid IKKE er en god kombi? – Det har jeg så nu. Jeg får det faktisk fysisk dårligt af varmen, og kan intet holde ud. Ikke engang at tage på stranden!

Om en times tid skal vi til fest hos en af mine veninder, og det glæder jeg mig til. Det er rart at have noget at lave, andet end at vente på baby!

– MEN: Kryds lige fingre for, at veerne fortsætter i aften OG tager til i styrke. Ja, de må faktisk gerne gøre fandens ondt, så længe jeg har Lilli My i armene engang i morgen, hehe.

Hav en dejlig lørdag!

AT VÆRE HØJGRAVID OG PISSE UTÅLMODIG

IMG_0509
Tænk engang. I dag har jeg været gravid i 273 dage. 39 uger. Jeg forstår det stadig ikke! 7 dage til termin. Én uge. Èn fucking uge til den dag, jeg har glædet mig til i 9 måneder! Ja, jeg ved rigtig nok ikke, hvornår hun har tænkt sig at melde sin ankomst, men alt fra nu af og til om 3 uger er muligt.

Jeg var til sidste jordemoderbesøg i tirsdags. Alt ser fremragende ud. Lilli vejer cirka 3 kilo – måske lidt under, og det er helt fint. Ikke nogen kæmpebaby, men det gør mig sådan set heller ikke noget. Så længe hun er over 3 kilo, når hun kommer, er jeg tilfreds!

Jeg har tabt mig lidt, og derfor vejer jeg nu 73 kilo. Jeg har virkelig ikke megen appetit, og skal tvinge mig selv til at spise for tiden.  Jeg havde frygtet, at jeg ville kommer over 80 kilo og tage over 20 kilo på under min graviditet, men 14 kilo er det blevet til indtil videre, og det er virkelig perfekt! Jeg startede jo med at tage de første 10 kilo på, før uge 17(!!!), så jeg troede, at jeg ville nå laaaangt over de 20 kilo! Men de sidste 22 uger har jeg kun taget 4 kilo på. Meget af det er baby – og vand – og livmoder, moderkage og så videre, så det går nok.  Strækmærker er jeg stadig ikke plaget af, kun et enkelt på låret, som er meget, meget utydeligt, og så nogle få på brysterne – men det er også helt i orden. Alting vokser jo så meget, især brysterne, så det havde jeg ikke regnet med at jeg ville slippe for.

Jeg kan godt mærke, at utålmodigheden er ved at melde sig nu. Det har den faktisk gjort længe. Det kan jo ske når som helst! Hver aften i denne uge er gået med plukkeveer til langt ud på natten, og desuden også menstruations-lignende smerter i maven – men jeg ser det kun som noget positivt, og som et tegn på, at min krop er ved at gøre sig klar.

Nu vil jeg sove mig en lur. Da jeg ikke sover før klokken 2-4 stykker om natten, er det fint at jeg nu igen kan sove middagslure. Jeg skal helst være bare lidt frisk, hvis nu hun vælger at komme i aften jo!