“ER DU OKAY, LÆRKE?”

fotografi-den-08-10-2016-kl-15-57-2
Jeg har fået mails, beskeder på instagram og kommentarer herinde. Der har nemlig været meget stillede herinde i næsten en måned. Årsagen til dette er simpelthen bare, at jeg ikke har haft overskuddet – og derudover er jeg jo flyttet i hus, og fik først internet igen i går aftes. Jeg er til gengæld virkelig glad for at være tilbage igen, og se, at så mange stadig tjekker bloggen dagligt, selvom der ikke har været aktivitet. Jeg har allerede planlagt en masse indlæg, så I er sikret nogle indlæg de næste par uger!

Siden sidst har jeg: Holdt barnedåb for Lilli, flyttet i hus, malet lidt for meget, fået farvet hår og været rigtig syg. Men jeg er glad og ved at være frisk nu. VED at være, altså. I morgen skal jeg se min far igen, efter han har været væk i 14 dage. Jeg har savnet ham rigtig meget, og jeg begynder at frygte februar mere og mere. Min far skal nemlig udstationeres til Afghanistan igen, og puha, hvor bliver det ikke sjovt. Følg med på bloggen igen nu, hvor jeg endelig har internet igen!

fotografi-den-18-11-2016-kl-07-07-3

Jeg er blevet småsyg hen over de sidste 3 dage. Jeg hoster, min gane klør, jeg har hovedpine og så er jeg blevet helt vildt snottet! Derudover producerer jeg slet ikke nok mælk for tiden, og Lilli er små-gnaven hele tiden. Jeg er nok lidt små-stresset over at vi flytter i hus om lidt. Der er SÅ mange ting, der skal ordnes inden vi flytter, og lige nu er vi i huset hver dag for at male, rydde op, flytte ting fra lejligheden til huset og så videre. Det er lidt hårdt med en lille bebs på armen, men heldigvis hjælper min mor og far SÅ meget.

I dag startede virkelig på en dårlig måde. Lilli har som sagt været lidt gnaven – særligt i går aftes, og derfor var hun svær at få til at sove. Vi sov klokken 01.00, men Lilli vågnede allerede 01.30 igen. Sov så heldigvis til klokken 4, men så vågnede hun så og begyndte at sparke mig i maven. Normalt kan jeg bare give hende lidt bryst i sengen, og så sover hun igen, men i dag har hun så været lysvågen siden klokken 4. I 3 timer har jeg forsøgt ALT jeg kunne for at få hende til at sove! jeg har viklet hende, svøbt hende i dynen, vugget hende i mine arme, lagt hende i autostolen og gynget, ligget hud til hud, givet hende mad, ALT! Men intet hjælper. Derudover er min mobiloplader gået i stykker og min mobil er gået ud. Det betyder altså, at jeg slet ikke kan bruge mobilen, og det kunne nu ellers være meget rart, når man nu kun har sovet 3 timer i nat.

Der er altså også en anden side af mor-livet. Det er sgu hårdt, nogle gange. Særligt, når man er syg. Puha. I dag og i morgen er vi i huset igen – og så skal vi gøre klar til Lillis dåb på søndag – håber VIRKELIG at jeg når at blive rask. Og få noget søvn. Tak

VI FLYTTER I HUS!

img_3541

eg har jo allerede fortalt, at jeg skal flytte. Og jeg lovede jer flere detaljer – så det får I nu.

Min mor og far har købt et hus, som Kristoffer, Lilli og jeg skal leje de næste MAAANGE år. Jeg har hele tiden ønsket, at mine børn skal vokse op i et hus. Og gerne det samme hus, så de ikke skal igennem 1000 flytninger. Derfor besluttede mine forældre at lave et forældrekøb – det fineste hus på 130 kvardratmeter i Næstved, tæt på daginstitutioner, skoler og så videre. Vi flytter den 1. December, og jeg tror virkelig aldrig, jeg har glædet mig så meget til noget, som jeg glæder mig til dette! Vi er godt igang med at købe flotte møbler og gøre hjemmet rigtig lækkert – og I skal selvfølgelig nok få det hele at se en dag.

Lige nu er jeg bare hamrende spændt. Og lykkelig for, at jeg kan give Lilli et hjem i sikre omgivelser, og ikke langt væk fra sine bedsteforældre. Jeg glæder mig til at indrette – særligt Lillis værelse!

Planen er, at vi skal leje huset af mine forældre, indtil vi begge er færdiguddannet, og selv kan købe huset. Det er perfekt i forhold til størrelse og lokation – og så bor min farbror og tante 3 huse derfra, så der er altid en hjælpende hånd, hvis vi har brug for det, og det er jo dejligt at vide!

CASTET TIL DE UNGE MØDRE

img_2958

I torsdags fik jeg en mail. En rigtig sød mail faktisk. Jeg blev spurgt, om jeg ville deltage i tv-programmet “De Unge Mødre”. De havde nemlig læst min blog, og mente, at jeg ville være en god rollemodel. Først tænkte jeg, at det måtte sgu da være en joke! Jeg har jo næsten lige lavet det her indlæg, om det at blive sat i kategorien “ung mor”? Men jeg læste mailen igen, og det var skam bund-alvorligt! Først grinede jeg lidt af det, sammen med min veninde, Stine. Men så tænkte jeg, at det faktisk kunne være meget interessant. Mest af alt for at vise, at der faktisk er mange unge mødre, som klarer jobbet rigtig godt! Og jeg vil bestemt mene, at jeg er én af de mennesker.

Men så tænkte jeg igen: “Lærke fra de unge mødre” – Vil jeg virkelig være hende? Og nej, det vil jeg ikke. Jeg ville aldrig gøre det for at blive kendt, eller for at vise mig frem. Jeg ville udelukkende gøre det for at vise unge piger, at man faktisk godt kan blive mor i en ung alder – under uddannelse – og stadig klare det fuldstændig til UG.

Men i sidste ende tænker jeg på mig selv. På, hvad jeg vil. Og hvad der er bedst for Lilli. Og det er selvfølgelig, ikke at være med i et tv-program! Så det bliver altså ikke Lilli og mig I får at se i næste sæson af de unge mødre, haha!

FYLDT OP

img_2954

I dag har jeg sådan en dag, som jeg ikke har haft i et år. Jeg er træt. Jeg er smadret. Jeg er ked. Jeg er fyldt op. Fuldstændig. Jeg har haft en fantastisk uge med dejlige mennesker, men det er som om jeg har mærket dem for meget. Mærket lidt for meget, hvordan de har det, og jeg har mærket, at de ikke har haft det alt for godt. Jeg er ellers blevet rigtig god til at skubbe andres følelser væk, og ikke bliver alt for påvirket længere. Men i dag slog det mig bare. Det er rigtig hårdt at have det sådan, når man skal være en god veninde, datter, svigerdatter, kæreste – og vigtigst af alt – mor. Det er ikke sådan, at jeg græder. Men jeg er bare påvirket af alt det, der er sket i denne uge. Jeg har brug for at slappe helt af, og derfor tager Lilli og jeg hjem til min mor og far lige om lidt.

Selvom jeg selv er blevet mor, er der virkelig ikke noget bedre end at blive “passet på” hos mor og far. Jeg ser helst min mor og far hver anden dag. Men denne uge har vi stort set ikke set hinanden, og det har været rigtig hårdt. Jeg kan snakke med mine forældre om alt, og de er bare så gode til Lilli og til at vide, hvad de skal sige og ikke sige. Derfor har det været hårdt, at jeg ikke har set dem så meget lige netop denne uge, hvor jeg i virkeligheden har haft mest brug for det. Men det er fordi jeg har haft planer hver dag. Jeg er nok nødt til at passe lidt bedre på mig selv og være bedre til at melde fra. Jeg savner min mor og far og glæder mig til at se dem om et par timer.

KØNSNEUTRALISERING: BLÅ ELLER LYSERØD?

14886122_10211356828301564_696787937_n

For nyligt kom jeg forbi et af de dersens kønsdebatter, der florerer på internettet disse tider. Jeg kom også til at tænke på kønsscanninger med mere, og derfor fik jeg lyst til at lave et indlæg med mine tanker og holdninger til netop dette emne.

Jeg ved ikke, om I har hørt om den svenske børnehave “Egalia”? Denne børnehave bruger genuspædagogik, og det vil altså sige, at pædagogerne ikke bruger udtryk som “han” og “hun”, men i stedet omtaler barnet “hen”. Forældrene til barnet er ikke mor og far, men i stedet bare en “forældre”. Der er ikke “kønsrelateret” legetøj i børnehaven, og børnene bliver opdraget og behandlet ens, uanset køn.

Jeg må indrømme, at jeg synes det virker fuldstændig absurd. Ikke fordi jeg ikke forstår det, men hvorfor er det dog nødvendigt? Jeg er sikker på, at et børn oplever fuldstændig lige meget opmærksomhed, om de bliver opdraget som drenge eller piger. Så længe, barnet selv får lov til at vælge. Men som Lars-Henrik Schmidt udtaler i Børn og unge til debatten, om, hvorvidt man siger han, hun eller hen: ”Det afgørende er, om man kan opdrage børnene til at være mere kønsrobuste, så børnene ikke er afhængige af at finde inden for en bestemt kønskategori” og igen siger han: ”Man må gerne opdrage drengene til at kunne lide lyserødt. Men det gælder også for pigerne! Hvis pigerne ikke må vælge barbie, er det forkert – hvis nu det er det, der gør pigerne stærke. Det handler om, at børnene bliver stærke nok i sig selv til ikke hele tiden at blive udfordret på kønnet”

For der ER jo en forskel. En forskel, man er født med. Vi er jo drenge og piger, rent genetisk, og der er der ikke meget at gøre ved. Jeg forstår ideen om, at børn selv skal have lov at vælge. Og jeg må virkelig indrømme, at Lars-Henriks udtalelse er LIGE i skabet. For det handler jo om, at gøre børnene stærke nok i sig selv til ikke at blive udfordret på kønnet.

Jeg er jo ved at uddanne mig til pædagog, og modulet: Køn, seksualitet og mangfoldighed, var nok et af de moduler, jeg viste mest interesse i. Det handler ikke om, om vi kalder barnet for dreng eller pige, men at vi som pædagoger, eller “professionelle opdragere”, møder barnet, dér hvor det er, og at vi udfordrer, griber og plejer barnet, som vi har i vores varetægt.

Vi må aldrig være forudindtaget, når det handler om vores børn. Vi skal lade dem danne deres egen identitet, støtte dem og udfordre dem, så de virkelig ved, hvem de er, og hvad de vil.

Når det kommer til kønsdebatten i eget hjem, så er der mange syn på, hvordan kønnet “takles”. Skal man vide kønnet på forhånd, og er det okay at købe kønsrelateret tøj, eller skal det være kønsneutralt? Jeg selv ville da ønske, at jeg havde kunne vente med at vide kønnet på Lilli til fødslen. Men det kunne jeg slet ikke! Det var simpelthen alt for spændende for mig. Lilli har næsten udelukkende lyserødt tøj, og det er helt okay, synes jeg! Især, når de er så små, at det er svært at se, om det er drenge eller piger.

Men lige nu handler det bare om, at Lilli endnu ikke er dér, hvor hun ved, hvad hun vil. Og så synes jeg, at det er helt okay, at iklæde hende lyserødt tøj, lade hendes hår vokse sig langt – og kalde hende prinsesse. Hvis hun en dag kommer og fortæller mig, at hun vil være korthåret og kaldes Mark, så tager vi den jo derfra. For Lilli skal have lov til at være lige præcis den, hun har lyst til at være. Men lige nu er hun bare min prinsesse. Og det vigtigste er, at jeg elsker hende og er stolt af hende uanset hvad. Om hun vil gå i skatertøj eller kjoler. Om hun vil være kærester med en dreng eller en pige. Jeg ønsker hende blot det bedste liv, nogen, nogensinde kan få.

3MÅNEDERS VACCINEN!!!

img_2972

I dag skal min lille skat vaccineres. Jeg er helt vildt spændt på, hvordan hun kommer til at tage det. Jeg har heldigvis sørget for at have Marie med. Mest fordi jeg er nervøs for, hvordan hun tager det i bil-turen hjem. Det er rart at have én med til at trøste.

Jeg er af den overbevisning, at selvfølgelig(!!) skal Lilli vaccineres. Og ærligt, så synes jeg at alt andet er helt hul i hovedet. Der er jo de mødre, der vælger ikke at vaccinere deres børn – og ja, valget er jo frit – men så håber jeg fandeme også, at de spærrer de børn inde for altid. For der er satme ikke nogen, der skal smitte min baby i for eksempel en daginstitution, fordi de ikke selv er blevet vaccineret. Jeg synes at det er et hamrende egoistisk valg fra forældrenes side.

Nå, men er der nogen, der har nogle efter-vaccinations-råd, der gerne vil dele, så skiv meget gerne en kommentar, så bliver jeg rigtig glad!

Jeg skal forresten nok snart lave et indlæg med, hvordan indlæggelsen med Lilli er gået. Lige pt. ligger jeg stadig på børneafdelingen, men vi bliver nok udskrevet snart, så jeg kan komme til lægen og Lilli kan få sin vaccine!

NÅR ENS BABY BLIVER ALVORLIGT SYG

skaermbillede-2016-11-01-kl-15-57-57
I mandags fik Kristoffer og jeg os en rigtig ubehagelig oplevelse. Lilli gik nemlig i kramper hele to gange. Det har vi cirka oplevet 5 gange før. Hun strækker arme og ben fuldstændig ud i luften, imens Kristoffer holder hende, og så tager hun hagen mod brystet og spænder og TRÆKKER IKKE VEJRET i længere tid ad gangen, imens hun bliver helt blå i hovedet. Efterfølgende får hun et lille blackout, hvor hun så trækker vejret ind og til sidst bryder ud i det mest hjerteskærende og voldsomme skrig.

Da jeg oplevede det 1. gang var Lilli kun 5 dage gammel, og 2. gang vi fik den oplevelse var for cirka 3 uger siden. Jeg skrev om den på min instagram, og fik “besked” af mine følgere på at tage den med ro, for det var meget normalt at babyer får det, åbenbart. Så jeg forsøgte at glemme de grimme oplevelser, men da det skete to gange i mandags kunne jeg ikke bare glemme det. Så vi tog til lægevagten, så lyttede på hendes hjerte og sagde, at alt lød okay, men at vi skulle kontakte lægen i morgen (altså, tirsdag). Så i går var vi til læge, og vi fik en henvisning til børneafdelingen, hvor Lilli så skal tjekkes i dag. Det kan sagtens være nogle helt normale kramper, som nogle børn får, men når ens lille baby stopper med at trække vejret og bliver blå, så tager man ingen chancer. Lægen fortalte os, at det selvfølgelig kan være epilepsi, og det er derfor, hun skal undersøges i dag.

Puha, hvor jeg bare håber at alt er okay, og hun ikke fejler noget alvorligt. Det er jo enhver forældres mareridt, at ens barn bliver sygt. Jeg tænker oftes på, hvor seje, de forældre med syge børn er. Det må være så ubeskriveligt hårdt, og jeg kan på ingen måde sætte mig i deres sted, men hold nu op, hvor må det være forfærdeligt.

Nå, men indtil videre har jeg bare brug for nogle krydsede fingre, og så håber jeg altså, at alt er i orden med min Lilli my. Jeg giver selvfølgelig en update senere på instagram: laerkejedig

20 % RABAT PÅ ALT: ASOS.COM

 6881904-36968217-1-black6932536-1-navy7032896-45836233-1-black7386535-46902506-1-black7326730-1-black
6493247-37077579-3 6965899-1-black 7186029-1-navy7012378-3 7207236-1-black
7093635-1-black 7226544-1-black

Indeholder Affiliate

Lace Top// Cold Shoulder blouse // Layered pleated ruffle blouse // Black Trousers // Black Trousers // Cashmere trash pants // Dress with Lace Panel // Long Sleeve Mini Dress // Mini Slip Dress // Off shoulder dress // Chunky Dress // Lace velvet dress // Off shoulder swing dress // High Neck Dress // High Heeled Shoes // Pointed Ankle boot

Fra NU af og til i morgen, tirsdag, klokken 09.00 får du 20% rabat på ALT på Asos.com! Det er fandeme et lækkert tilbud, især nu, hvor vi alle sammen lige har fået løn/SU/alt muligt andet.

HEY: Det er snart jul og nytår, og derfor har jeg fundet nogle lidt mere festlige bud på noget lækkert kluns. Jeg har samlet nogle af mine favoritter ovenover. Du skal blot anvende rabatkoden: MAJOR20

JEG SKAL FLYTTE! – VIL DU LEJE EN LEJLIGHED I NÆSTVED?

IMG_2147 img_3599 img_3601
Kristoffer, Lilli og jeg flytter snart. Det skal jeg nok fortælle om senere, for lige nu er det slet ikke på plads. Men lige nu har jeg blot brug for din hjælp. Vi bor nemlig i en super fin lejlighed i næstved lige nu. Den skal vi sjovt nok ikke bo i længere.

Lejligheden ligger på Kæhlersvej 2H – kun 5 minutter fra Næstved by på gåben. Den er 52 kvardratmeter, og det er en 2-værelses. Stort, nyrenoveret badeværelse. Køkken og stue i et – køkken er nyrenoveret. Værelse med indbygget skab. Tørretumbler og vaskemaskine på toilettet. èt soveværelse, men stor stue. Der er overtagelse pr. 1 December, og huslejen lyder på 6000 ALT inkluderet. Vores udlejer hedder Steffen, og han er virkelig flink!

Der er 24 måneders leje – uopsigelig i denne periode (Men Steffen er ikke urimelig)

Husdyr er ikke tilladt, med mindre det aftales (og at du ved, at evt. misligholdelse er DIT ansvar :-))

Der vil være fremvisning af lejligheden, søndag d. 13 november, og allerede samme aften eller aftenen efter vil vi kontakte alle, og så ringer Steffen til de, der er interesserede, så han kan møde jer/dem. Og så skal det lige nævnes, at disse billeder er taget, før vi fik en baby i lejligheden, og at den derfor er en del mere fyldt op, når der er fremvisning. En baby fylder!

Der er 3 måneders forudbetalt leje + 3 måneders depositum, som skal betales til udlejer senest d. 1/12. Men den kan den eventuelle lejer snakke med Steffen om. Han vil være at få fat I, når vi har fundet lejeren.

Jeg håber meget, I vil dele nyheden om at der er en lejlighed til leje i Næstved.

Spørgsmål eller interesse i fremvisning: SKRIV MIG EN SMS PÅ: 26811525

UNG MOR? GAMMEL MOR? ELLER BARE “MOR”?

14858697_10211356827341540_1195618495_o
Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg efterhånden er blevet kaldt “ung mor“. Under min første scanning, da jeg var gravid, blev jeg kaldt ung mor af jordemoderen, under hele mit graviditets-forløb står jeg beskrevet som: “Ung mor“, og jeg er oven i købet blevet tildelt en mødregruppe for andre unge mødre.

Jeg synes det er ret bemærkelsesværdigt, at selv fagpersoner sætter os mødre i en kategori. Tror I, de mødre, der får deres første barn, og som er over 35, bliver kaldt for en gammel mor? Tror I, de kommer i en mødregruppe for andre gamle mødre? Nej, det tror jeg heller ikke. Men hvad fanden er forskellen? Helt ærligt, så ser jeg blot mig selv som en mor. Ja, en mor, der har valgt at få et barn i en forholdsvis ung alder. Men det er mit valg, og dermed et valg, jeg selv har taget.

Jeg bliver ofte mødt med sætningen: Var det så planlagt? Og lige præcis dette, har jeg skrevet et indlæg om, som du kan læse lige her. Tror I også, at de mødre, der er over 35 bliver spurgt, om det var planlagt? Det tror jeg slet ikke de gør i samme grad, som os “unge mødre”. For det er helt uforståeligt for andre, at man som 20-årig, ligefrem skulle ønske at blive mor. Hvorfor ikke nyde livet som ung? Og for at svare på dette, vil jeg bare sige: Det er lige præcis dét, jeg gør. Jeg nyder, at jeg kan være “ung” med mit første barn. Jeg nyder, at jeg kommer til at se Lilli blive voksen, få sine egne børn – og at jeg højst sandsynligt kommer til dette. Jeg nyder, at jeg har forældre og svigerforældre, der er unge og friske og kan hjælpe til med pasningen, når jeg engang skal ud og feste.
Jeg forstår sagtens de, der ikke er klar til at give slip på ungdommen, sådan rigtigt. De, der stadig ønsker at prioritere sig selv. Men der er jeg bare ikke længere. Jeg nyder at være mor. Og ung.

Da jeg først hørte det: Mødregruppe for unge mødre, tog jeg faktisk mig selv i at tænke: fuck. Det kommer jeg til at HADE. Fordi det eneste, jeg associerer med det ord er tv-programmet “De unge mødre”. Men jeg tænkte, at jeg da selvfølgelig ville give det en chance. Og jeg kan ikke takke mig selv nok for at have gjort det. For det er helt fantastisk at mødes med ny-udklækkede mødre, som virkelig forstår én. De, der rent faktisk lytter, og forstår, når man siger, at man ikke har sovet en hel nat, på grund af et tigerspring eller sådan. Det er jo slet ikke fordi mine andre veninder ikke er der for mig, eller er de skønneste og mest støttende i verden. Men det er bare lidt som om, de ikke forstår, HVOR hårdt, det faktisk kan være. Hvor lidt man virkelig kan prioritere sig selv, når man er blevet mor. Men det forstår mine 6 nye veninder fra min mødregruppe. Jeg tror virkelig, vi kan bygge nogle seje og solide venskaber op, og det ser jeg meget frem til! Jeg synes de alle er så pisse seje, fordi jeg VED, hvad de går igennem.

Så respekt til alle mødre derude. Jeg går faktisk i den tro, at det for os “unge mødre” faktisk er nemmere på mange måder. Og så længe jeg tror det, er det jo helt forrygende. Jeg tror, vores kroppe bedre kan klare en graviditet. Og en fødsel. Og dét at have en lille baby, man skal bære 24/7 somme tider. Men uanset hvad: Du er mor, fordi du har lyst (forhåbentlig). Og det skal du have en kæmpe virtuel highfive for! Ung eller gammel.

KAN JEG GÅ PÅ KUR, UDEN AT BLIVE SPISEFORSTYRRET?

fotografi-den-03-10-2016-kl-23-04-4

Som nogle af jer nok husker, så har jeg før fortalt om min barndom i mobning og anoreksi. Jeg skrev for mange år siden et indlæg om dette, som du kan læse hér.

Jeg tog cirka 16 kilo på i alt, da jeg var gravid. Jeg har tabt 12, og mangler cirka 4 + – kilo. Dem har jeg besluttet skal af NU!

Under min graviditet var jeg faktisk overraskende sund. Jeg fik det faktisk dårligt af at spise alt for usundt. Men efter fødslen er det gået led ned ad bakke. Jeg glemmer at spise, når jeg er sulten, og så er det hurtigere og nemmere at ty til junkfood. Det kan jeg virkelig god mærke, ikke har været særlig godt for mig. Jeg har ikke tabt de sidste kilo, og det skal altså ske nu. For nu er det snart 3 måneder siden, jeg fødte, og jeg ved, der ikke skal ret meget til.

Jeg er derfor startet på en kur, som jeg før har været på. LCHF, hedder den. Low Carb, High Fat. Jeg må altså gerne spise fedt – men ikke kulhydrater. Jeg har besluttet at tage det roligt med kuren, og derfor følger jeg den ikke 100%. Jeg spiser rigtig meget kød, æg og grøntsager, og holder mig fra brød, pasta, ris og så videre. Men jeg spiser rugbrød og så spiser jeg nu, hvad der er, når vi er ude. Jeg vil ikke være alt for sart, for det kan man simpelthen blive vanvittig af.

Da jeg var syg for 8 år siden, og blev erklæret rask, sagde min psykolog til mig: “Og hvad har du så lært af det hér, Lærke? – Når alle de andre klassekammerater går på kur, så skal du ikke. For du kan rent faktisk holde kuren”.

Men jeg er slet ikke bange for at blive syg igen. Jeg står slet ikke i samme situation, psykisk, som jeg gjorde dengang. Jeg har det jo helt fantastisk, og desuden kan jeg slet ikke undvære min mad, haha.

Så nu er jeg spændt på, hvordan det kommer til at gå. Jeg vil gerne tabe halvanden kilo inden Lillis dåb om en måneds tid. Det burde godt kunne lade sig gøre! Sidste gang, jeg var på denne kur, tabte jeg 8 kilo på kun 3 uger – men det var også med træning oven i, og en lidt strammere kur.