HVORDAN SER VORES BØRNS FREMTID UD?

img_4751
I dag snakkede jeg med en veninde om et meget relevent emne. Nemlig børn og fremtiden. For jeg synes i stigende grad, at man ser børn nærmest udelukkende bliver underholdt af mobiler, ipads, computer og fjernsyn. Og jeg synes det er skræmmende.

Og det handler selvfølgelig ikke om, at man ikke må sætte sine børn foran fjerneren en gang i mellem. Men det handler om at stimulere børnenes evne til at befinde i sociale sammenhænge sammen med andre børn og voksne, størstedelen af tiden. Ikke lade dem blive så opslugt af en verden i et Ipad-spil, at de næsten ikke kan finde ud af, hvad der er virkelighed, og hvad der er spil, fordi de mest befinder sig i spillets verden.

Jeg synes virkelig, vi går en skræmmende fremtid i møde, hvis vores børn bliver så dårlige til at kommunikere, som mange er nu. Jeg kender flere børn, som kan sidde timevis uden at sige et ord til hinanden, fordi de sidder med ipadden i hånden. De snakker ikke engang om spillet længere. Altså, da jeg var lille, spillede vi nogle gange computer sammen. Men der sad vi måske 10 børn foran computeren, og snakkede om spillet. Computeren gav os nemlig noget socialt. Men den tid er åbenbart ovre, for nu vil børn ikke nærme sig hinanden, ikke dele ipadden for at lade alle spille, og ikke snakke om, hvordan man spiller spillet.

Jeg vil virkelig sørge for at lave en masse ting med mine børn. Lilli skal lære at spille brætspil, hun skal med ud i haven og gynge, og hun skal med ud og gå tur og klatre i træer. Hun skal have legekammerater på besøg, lige så tit, vi kan overskue det, og hun skal lære, at der også en en verden uden for mobilen, computere, fjernsynet, ipadden og så videre.

For det handler ikke om at forbyde de tekniske apparater – for jeg bruger jo også min mobil, computer og ipad en del. For det er nemlig en del af mit arbejde – og jeg synes også at det er fint, at børn ved, hvad det er, hvad det gør og sådan, men bare de også ved, hvordan det er at leve UDEN disse ting.

Vi hører tit: “Ej, men jeg gider simpelthen ikke kæmpe med ham/hende i dag, så jeg lader ham/hende bare spille på ipadden”, og det er netop dér, det er galt, hvis du spørger mig. For det er fint at gøre en gang i mellem til at distrahere, så man som forældre kan få ryddet lidt op eller lavet mad – men den duer ikke hver gang. Desuden tror jeg ikke på, at børnene ALTID ville vælge ipadden frem for at spille et spil eller gå en tur med mor og far. Det er simpelthen fordi, at vi som forældre bliver mere og mere dovne, og ikke orker at lege med vores egne børn. Og hvordan skal de så lære deres børn at lege? Forstår I, hvad jeg mener?

Og sidst men ikke mindst: Dette er ikke et fordømmende indlæg (ihverfald ikke min intention at lyde fordømmende), for jeg VED, at jeg også får dage, hvor jeg sætter Lilli i sofaen med en Ipad eller lignende, for at underholde hende – det er blot en heads up – for jeg tror slet ikke, at vi er klar over, hvilken fremtid, vi bygger for vores børn, når vi ikke lader dem indgå de samme sociale relationer, som da jeg for eksempel var barn.

MOMMY-SHAMING PÅ SOCIALE MEDIER

16106379_10212189412435647_2104683841_o
Jeg har ikke haft tid til at blogge, siden 25 december – og derfor tænkte jeg, at jeg lige ville udnytte, at Lilli – for én gangs skyld – underholder sig selv!

Jeg ved ikke, om I har set den kære Christinas indlæg? Det er vel, hvad jeg vil kalde en hyldest til mig som mor. Og jeg blev ubeskriveligt glad for at læse indlægget. Jeg har mødt mange fordomme, som ung mor. Jeg har fået mange hårde kommentarer, og selvom, jeg er blevet en del mere “voksen”, samtidig med, jeg er blevet mor, men nogle af de kommentarer, jeg har mødt på min vej, har virkelig ramt mig. Ikke fordi det er sandt, hvad der står i nogle af de kommentarer, men fordi folk tænker dårligt om mig – og værst af alt – dårligt om mig, som mor.

Da jeg læste indlægget, smilede jeg over hele fem-øren. Jeg var stolt over mig selv, og så gør det mig bare hamrende glad, når vi bloggere kan finde ud af at rose hinanden. Rosen kom oven i købet fra vores alle sammens blogger-mor, som  jeg seriøst synes er én og de sejeste, sødeste og mest-nede-på-jorden-mennesker i blog-verden.

Indlægget fik desværre rigtig mange sure kommentarer fra andre mødre, som mente, at Christina mommy-shamede HELT vildt i indlægget. Jeg tror meget let, vi kan finde noget at sætte en finger på, hvis man leder efter det HVER gang. Og det er bare som om at mødre gør det. For man kan åbenbart ikke rose én mor, uden at kritisere alle de andre, som ikke gør, som den, man roser, gør. Hold nu kæft, hvor er det altså dumt. Christina var jo helt 100 ikke ude på at såre nogle i sit indlæg. Indlægget hed “Når jeg en bag bliver mor, vil jeg være ligesom Lærke” , og hvordan kan den overskrift og indholdet i indlægget, såre nogle? For har vi ikke alle sammen nogen, vi ser op til, på én eller anden måde? At jeg gerne ville ligne Angelina Jolie, når jeg er 40, betyder jo ikke, at jeg synes at Jennifer Aniston er pisse grim, vel?

Okay, det var måske et dårligt eksempel, men håber, I forstår, hvad jeg mener.

De fleste af mødrene, mente som sagt at Christina “mommy-shamede” alle andre mødre. Men det sjove er, at de i deres kommentarer gjorde det selv samme. For de begyndte nemlig at forsvare dem selv, og hvordan de er mor. Og så blev der mommy-shamet. For eksempel denne:
...Fedt, hvis baby er ok med at være meget omkring. Men hvis baby ikke vil, så vil enhver ansvarlig mor forhåbentlig tage sit barns behov seriøst. Og vent så bare til babyen bliver en tumling, som kan løbe, keder sig og ikke kan være med på cafe i timevis, fordi mor vil leve sit liv, som før hun blev mor…
og en anden kommentar:
“…Selv har jeg et utroligt let og trygt barn der tør det meste og det PÅ TRODS af at jeg har været “overbeskyttende og pakket ham ind i vat” og sagt nej-tak til diverse arrangementer. Jeg vil så bare vende den om og sige at han er så tryg, åben og kommunikativ netop fordi han har fået så meget nærvær og positiv opmærksomhed hele hans korte liv…
Jeg føler mig faktisk mommy-shamet her. Og ikke mindst MEGA misforstået. For det, indlægget handler om, er jo, hvor sejt, Christina synes det er, at jeg tager min datter ud til fester og er sammen med venner og ikke lukker mig totalt inde, bare fordi, jeg har fået et barn.

For lige at forsvare mig selv, og forklare, så skal det lige siges, at jeg ALDRIG kunne finde på at tage ud, hvis jeg kunne mærke, at Lilli ikke kunne overskue det. Jeg ville altid lytte til Lillis behov, frem for mine egne. Som nogle af jer nok ved, så følger Lilli super godt med i forhold til kommunikation og motorik. Hun er en meget, meget dygtig baby, og det er vel egentlig meget hendes forældres skyld, fordi vi NETOP har lyttet og været der for hende, og frem for alt: opfyldt alle hendes behov. Vi er nemlig meget på Lilli, og hun er faktisk en meget krævende baby. Hun sover for eksempel KUN, hvis hun er tæt på mig. Så det er hun hele tiden. Jeg vil faktisk sige, at jeg nedprioterer mig selv og mine behov ufatteligt meget.

Lilli er en meget social baby. Hun elsker, når der er mange mennesker, hun kan godt lide at møde nye mennesker og er hurtigt meget tryg, netop fordi, vi ikke har pakket hende ind i vat, nogensinde. Hvis hun græder, eller kigger på os på den der måde, der siger “nu er det for meget”, så lytter vi selvfølgelig til hende og så tager jeg hende, fordi hun er aller mest tryg ved mig, selvfølgelig.

Så altså, for ar opsummere: Lilli får al den kærlighed og opmærksomhed, hun har brug for. Når vi tager ud til fest/med veninder, er det selvfølgelig mine behov, men jeg tror også på, at en glad mor giver en glad baby. Så jeg synes bestemt også, at man skal priortere sig selv en gang i mellem – men selvfølgelig kun, hvis man kan gøre det, uden at gå på kompromis med barnets behov.

Det skal lige nævnes, at jeg har barsel i 7 måneder endnu. Og at jeg samlet har barsel i over et år. Man kan jo altså ikke bare sidde derhjemme foran sofaen med sin baby i over et år. Det er jo faktisk nærmest umuligt. Og så er jeg selvfølgelig god til at komme ud, men det betyder på ingen måde, at jeg er ude med veninder eller til “fester”, hver dag – ikke engang hver uge. Og når jeg gør, så har jeg altid Lilli med. For jeg ammer jo stadig fuld tid. SÅ: pas nu på med det mommy-shaming, og overvej, hvad du skriver som kommentarer en anden gang. Bare fordi, jeg gør noget, betyder det ikke, at det, du gør, er forkert. Men vi har selvfølgelig altid meninger og holdninger.

Og lige for at slutte dette indlæg af med noget, mange af os burde gøre noget mere. Jeg vil nemlig linke til én, jeg synes er mega sej, og som klarer mor-rollen bedre, end mange nok havde troet. Amalie Szigethy. Jeg følger hende på instagram, fordi jeg synes det var sjovt at følge med i hendes graviditet, da vi havde termin meget tæt på hinanden. Hun har en smuk pige, som hedder Josephine, som er rigtig godt med på alle måder. Amalie virker som en virkelig skøn mor, som elsker sin lille pige, og som kysser, krammer og stimulerer på alle de rigtige områder.
Jeg tror egentlig, jeg vil afslutte indlægget hér. Til alle mødre: Husk nu, at vi er mødre på hver vores måde. Og at vores børn har forskellige behov. Vi elsker forhåbentlig alle vores børn højere end alt andet, og vi ved, hvad der er bedst for VORES børn, og ingen andre.

25 december outfit

[img_4321 img_4322

Glædelig jul til alle mine læsere <3

Juleaften i går var fantastisk, og vi spiste god mad, dansede om juletræet, pakkede gaver, spiste risalamande og lavede pakkeleg. Derudover snakkede vi hele aftenen, og vi var hjemme i seng klokken 01.30 cirka.

Lilli og jeg løb afsted med 70% af gaverne under træet, og det er selvfølgelig rigtig dejligt – på trods af, at vi faktisk ikke rigtigt havde ønsket os noget.

På billedet ovenover er jeg iført en gammel kjole af min mors fra Ganni, et par sko fra Aldo og så min nye taske fra markberg, som jeg fik af Marie i går – og det er hendes eget design, og den ting, som stod øverst på min ønskeliste i år. Køb tasken hér

nu vil jeg drage mod Lolland, hvor jeg skal til julefrokost hos Kristoffers mormor.

EGOIST ELLER REALIST?

img_3917
Okay, nytår: Lige om hjørnet. 2016 er snart ovre, og det har været mit mest begivenhedsrige år, nogensinde. Jeg har været gravid. Jeg har været på ferie med Kristoffer. Jeg er blevet mor. Jeg er flyttet i hus. Jeg har endelig fundet mig selv. 2016 har uden tvivl været det bedste år, nogensinde. Og hårdeste – bestemt!

Jeg har aldrig behøvet at lave andet end bare være mig. Jeg har været en egoist – som så mange andre, unge mennesker. Og at være en egoist er så absolut okay. Og jeg har nydt godt af at være mere eller mindre egoistisk i 20 år af mit liv. Men den dag der var to streger på graviditetstesten, ændrede hele min verden sig. Jeg havde nemlig ikke længere kun mig selv at tænke på. Jeg havde et lille liv i min krop. Jeg kunne ikke længere fylde mig med alverdens parfumer, farve mit hår, som jeg havde lyst, drikke alkohol og så videre. Jeg skulle nemlig passe på det lille liv i min mave. Lige siden den dag – den 23. november 2015 – har jeg tænkt på Lilli alle 24 timer i døgnet. Jeg har passet på hende, givet hende mad, trøstet hende, puttet hende, leget med hende, fået hende til at grine og elsket hende ubetinget.

Men nu er det altså min tur til at være egoistisk. Jeg har nemlig overvejet mine nytårsplaner i over et halvt år nu. Burde jeg blive hjemme med Lilli? Eller burde jeg takke ja til tilbuddet om at feste i København med min søster, hendes kæreste, min kæreste og andre venner? Først sagde jeg ja! Men så blev Lilli født, og jeg kunne ikke bære tanken om at skulle være væk fra hende i mere end 10 minutter. I næsten 5 måneder, har jeg været sammen med Lilli nærmest non-stop – og det elsker jeg jo. Men på den anden side, så tror jeg virkelig, jeg har godt af at komme ud. Gøre mig fin til nytår – drikke champagne, spise god mad og feste med nogle af mine favorit-mennesker. Så det gør jeg altså. Og er jeg så en egoist – eller en realist? For jeg e nødt til at være realistisk:Hvis jeg skal være hjemme med Lilli HVER dag i hele min barsel – altså et helt år – så bliver jeg jo vanvittig.

Derfor er min beslutning altså landet på at jeg tager afsted til nytår. Mine forældre skal passe Lilli sammen med flere af deres bedste venner. Og hun kunne ikke være i bedre hænder. Desværre er Lilli ikke så god til flaske, da jeg jo ammer hende. Jeg håber dog at hun vil tage flasken lige netop den dag. Sundhedsplejersken har heldigvis sagt god for at jeg tager afsted, og har sagt, at Lilli nok skal spise, når hun er sulten nok. Ellers må hun jo få mælken i en kop i stedet. Og grød kan hun heldigvis også spise.

Lige nu glæder jeg mig ihvertfald helt vildt til ENDELIG at komme ud. Og jeg er meget spændt på, hvordan aftenen og natten bliver, uden min Lilli.

FØRSTE JUL SAMMEN SOM FAMILIE

img_4004
Det her bliver Kristoffers og min første jul sammen. Jeg må nok indrømme, at det bliver mærkeligt for mig, for i min familie har vi altid holdt sammen – og det har kun været familien (altså med bedsteforældre og så videre.

Men denne gang bliver juleaften noget helt nyt. Mine forældre har nemlig inviteret mig, Kristoffer, Lilli, min søster, hendes kæreste + hans forældre + Kristoffers mor, papfar og to søstre hjem og holde jul. Det bliver så hyggeligt, og jeg glæder mig helt vildt! Jeg elsker virkelig jul, for jeg ved intet bedre end at bruge tid med min familie, og lige nu skal vi altså ud den 22., 23., 24., 25. og 26. og det bliver rigtig dejligt og hyggeligt.

Hvad skal du lave til jul?

ER DET OKAY AT MENE, AT ENS BABY ER DEN BEDSTE, SØDESTE OG SMUKKESTE?

img_3970-1
For mig er der absolut ingen andre svar end: JA! Faktisk SKAL du helst synes, at dit barn er det smukkeste, dejligste, dygtigste, sødeste, skønneste og mest nuttede, lille væsen i hele verden! Og det er HELT OKAY at prale med sin baby. Uanset HVAD du praler med. Om din baby kan gå eller slå jordens største bøvs. Jeg tror, børn har godt af at blive rost – både, når de er baby, men også, når de bliver ældre.

Jeg er hamrende stolt af Lilli. Hun er allerede social og elsker at være blandt andre mennesker. Hun smiler og griner, og det går lige i hjertet på alle!

Lilli har kunne holde sit eget hoved siden hun var 3 uger gammel (altså, begrænset, men hun kunne!), hun vendte sig første gang da hun var 21 dage gammel, og jeg har det på film. Lige pt. holder hun hovedet fuldstændig selv, og hun kravler i målerlavestil. Hun er begyndt på grød og hun elsker vand og hjælper gerne med at holde koppen. Hun vender sig begge veje nu, hun snakker og griner hele tiden og hun græder næsten ikke – med mindre hun er træt eller sulten. Lilli kan pt. selv “stå” op, hvis hun holder fast i noget. Hun er 4 måneder gammel. Denne uge er hun begyndt at komme helt op i kravlepotition og står bare dér og rokker.derudover rejste hun sig selv op i sin seng i går!! Jeg var virkelig chokeret!

OG DET HAR JEG RET TIL AT SKRIVE. For jeg er stolt! Jeg er lykkelig. Jeg elsker det faktum, at jeg allerede nu kan se, at min datter er rigtig godt med motorisk. Jeg kan se nu, at hun får let ved livet – altså, at hendes motorik ihvertfald ikke vil stoppe hende. Og jeg vil hjælpe og guide hende i den rigtige retning. Jeg er mega taknemlig for Lilli, og det håber jeg, alle mødre er for deres børn. Uanset hvad de kan, og hvornår de kan det. Det er ingen skam at være stolt af sit barn.

DET BLIVER NEMMERE

img_4048-1
Nu har jeg jo været mor i 4 måneder. Jeg er stadig lige vild med det – og jeg elsker det mere og mere for hver dag! At være mor er hårdt. Det er tidskrævende og så gør det altså et eller andet ved ens følelser. Man bliver blød på en helt ny måde.

Den første måneds tid hørte jeg kun ordene: det bliver hårdere, bare vent og se. Og jeg ventede. Og jeg så: og jeg må indrømme, at det er en værre omgang bullshit. Den første måned græd Lilli stort set ikke. Til gengæld kunne hun ikke andet end at skide og sove. Ærligt talt. Jeg var jo stadig helt vildt forelsket i hende, men hun kunne jo ikke rigtig andet end at være mega nuttet. Som månederne og ugerne går, ser man virkelig en kæmpe udvikling. Man tror det måske ikke, hvis man ikke selv er mor, men på de 4 måneder, jeg har kendt Lilli, har hun bygget sig en personlighed og hun mestrer nye færdigheder for hver uge der går.

Jeg bliver kun mere og mere forelsket i mit lille menneske. Hende som jeg har lavet. Hende som jeg har båret på i 9 måneder (ja, plus de 4 hun har været ude af min mave, ha)
Lilli er virkelig en dygtig baby. Og det synes jeg selvfølglig, fordi hun er MIN baby. Men hold kæft, hvor det bare varmer, når læger, sygeplejersker, venner og familie siger det. Når ens baby får ros er det næsten bedre end selv at få ros. For når du roser Lilli, så roser du nemlig mig som mor. Når Lilli følger sin udviklingsmæssige kurve – OG oven i købet klarer sig bedre end de fleste, er det jo også et tegn på, at JEG gør det rigtig som mor. For jeg er altså sammen med hende hvert sekund på dagen – ja, selv når jeg tisser.

Til alle jer heeelt nybagte mødre derude (eller de af jer, som er gravide) – så bare rolig! Ikke lyt til hvad alle de andre siger, men nyd at være forældre. Nyd, at se jeres babyer vokse sig store og stærke. Nyd, at jeres babyer måske er mere kede, spiser mindre, sover mindre eller græder mere i nogle perioder. Det er bare et tegn på, at de udvikler nye motoriske færdigheder. Når først jeres babyer kan lidt flere ting er de altså også lidt sjovere at være sammen med. Der er intet bedre end at få verdens største smil, når ens barn vågner klokken 3 om natten og er mega klar på leg. For det hele ender jo ud i en kæmpe grinekonkurrence – hvor jeg som regel vinder, fordi jeg ikke kan stå for Lillis grin.

Der findes virkelig intet bedre end at være mor. Nyd det nu – og giv andre lov til at nyde det, uden at give dem mareridt om, hvor hårdt det bliver en dag

STATUS PÅ PROJEKT HUS: STUEN

img_3640 img_3773
Flere af jer har efterspurgt billeder af vores hus. Vi starter lige hér: Stuen. Det ene hjørne er spisestue, det andet er vores hyggespot med ny, stor læder-sofa og brændeovn. Det er selvfølgelig mit favoritspot de kolde vintermorgener.

Spisebordet + stolene er købt brugt og vi har sparet 8000 kroner på sættet, det er jo helt fantastisk.

Tripp Trapp stolen fra Stokke er en dåbsgave fra mine forældre til Lilli, og Lilli spiser i den hver aften. Hun er blevet så dygtig til grød/mos og sidder rigtig fint i stolen. Hun sidder der selvfølgelig kun kort tid ad gangen, men hun vil allerhelst sidde der, når vi spiser aftensmad.

Billedet over bordet er lavet af min dygtige veninde, Mille. Hun har tegnet Kristoffer og jeg, og det var en gave, vi fik til mit babyshower.

Lædersofaen er også købt brugt – med en besparelse på cirka 16.000 kroner, og den er vi bare helt vildt glade for. Jeg vidste, at jeg gerne ville have en lædersofa, da det klart er smartest, når man har børn og de kan få lov til at grisse på den. Desværre er sådan nogle lædersofaer bare rigtig dyre. Men jeg besluttede mig for at det var okay at bruge mange penge på noget, som også holder længe!

Tæppet er min farmor og farfars gamle tæppe – og lige sådan et, Kristoffer og jeg var på udkig efter.

Sofabordet fandt jeg på den blå avis til den nette sum af 225 kroner. Jeps! Et glasbord, men uden skarpe kanter – perfekt, når man har en baby.

ET SJÆLDENT OUTFIT

img_3945 img_3946
Lilli bag – Markberg // weekday pants // unknown fur // Marlene Juhl Jørgensen necklace

Det er alt for sjældent, jeg har overskud til outfitbilleder. Mest af alt, fordi jeg 90% af tiden render rundt i min kærestes tøj derhjemme, men også fordi, at det kun er Marie, min søster, som tager ordentlige outfitbilleder. I sidste fredag var hun dog hjemme – og netop den dag faldt sammen med den dag på ugen, hvor jeg rent faktisk havde tøj på – uden gylp, ha!

Bukserne købte jeg, sidste gang jeg var i københavn med Marie. Jeg har længe ledt efter lige netop sådan et par, men jeg har ikke kunne finde nogle, som passede og var helt rigtige – men jeg var på shoppetur med Marie og fandt disse – de er PERFEKTE! Dog en smule store, så jeg regner med, at min mor skal sy dem lidt ind i nærmere fremtid.

Pelsen er faktisk fra sidste år, men da jeg i forvejen syntes, at jeg blev en smule stor i den, valgte jeg at droppe den under graviditeten – for ikke at ligne en kæmpe klods.

Tasken er min yndlingstaske, nogensinde. Det er nemlig min kære storesøster, der har designet den i samarbejde med Markberg. Tasken kan købes hérDet er Lilli Bag – og netop derfor betyder den noget helt særligt. Den er nemlig opkaldt efter min datter, Lilli. Det betyder alverdens. Jeg ELSKER størrelsen på tasken, og så er den vildt god i disse vinterdage, for materialet er nemlig læder – og derfor kan den sagtens holde til regn og sne.

“ER DU OKAY, LÆRKE?”

fotografi-den-08-10-2016-kl-15-57-2
Jeg har fået mails, beskeder på instagram og kommentarer herinde. Der har nemlig været meget stillede herinde i næsten en måned. Årsagen til dette er simpelthen bare, at jeg ikke har haft overskuddet – og derudover er jeg jo flyttet i hus, og fik først internet igen i går aftes. Jeg er til gengæld virkelig glad for at være tilbage igen, og se, at så mange stadig tjekker bloggen dagligt, selvom der ikke har været aktivitet. Jeg har allerede planlagt en masse indlæg, så I er sikret nogle indlæg de næste par uger!

Siden sidst har jeg: Holdt barnedåb for Lilli, flyttet i hus, malet lidt for meget, fået farvet hår og været rigtig syg. Men jeg er glad og ved at være frisk nu. VED at være, altså. I morgen skal jeg se min far igen, efter han har været væk i 14 dage. Jeg har savnet ham rigtig meget, og jeg begynder at frygte februar mere og mere. Min far skal nemlig udstationeres til Afghanistan igen, og puha, hvor bliver det ikke sjovt. Følg med på bloggen igen nu, hvor jeg endelig har internet igen!

fotografi-den-18-11-2016-kl-07-07-3

Jeg er blevet småsyg hen over de sidste 3 dage. Jeg hoster, min gane klør, jeg har hovedpine og så er jeg blevet helt vildt snottet! Derudover producerer jeg slet ikke nok mælk for tiden, og Lilli er små-gnaven hele tiden. Jeg er nok lidt små-stresset over at vi flytter i hus om lidt. Der er SÅ mange ting, der skal ordnes inden vi flytter, og lige nu er vi i huset hver dag for at male, rydde op, flytte ting fra lejligheden til huset og så videre. Det er lidt hårdt med en lille bebs på armen, men heldigvis hjælper min mor og far SÅ meget.

I dag startede virkelig på en dårlig måde. Lilli har som sagt været lidt gnaven – særligt i går aftes, og derfor var hun svær at få til at sove. Vi sov klokken 01.00, men Lilli vågnede allerede 01.30 igen. Sov så heldigvis til klokken 4, men så vågnede hun så og begyndte at sparke mig i maven. Normalt kan jeg bare give hende lidt bryst i sengen, og så sover hun igen, men i dag har hun så været lysvågen siden klokken 4. I 3 timer har jeg forsøgt ALT jeg kunne for at få hende til at sove! jeg har viklet hende, svøbt hende i dynen, vugget hende i mine arme, lagt hende i autostolen og gynget, ligget hud til hud, givet hende mad, ALT! Men intet hjælper. Derudover er min mobiloplader gået i stykker og min mobil er gået ud. Det betyder altså, at jeg slet ikke kan bruge mobilen, og det kunne nu ellers være meget rart, når man nu kun har sovet 3 timer i nat.

Der er altså også en anden side af mor-livet. Det er sgu hårdt, nogle gange. Særligt, når man er syg. Puha. I dag og i morgen er vi i huset igen – og så skal vi gøre klar til Lillis dåb på søndag – håber VIRKELIG at jeg når at blive rask. Og få noget søvn. Tak

VI FLYTTER I HUS!

img_3541

eg har jo allerede fortalt, at jeg skal flytte. Og jeg lovede jer flere detaljer – så det får I nu.

Min mor og far har købt et hus, som Kristoffer, Lilli og jeg skal leje de næste MAAANGE år. Jeg har hele tiden ønsket, at mine børn skal vokse op i et hus. Og gerne det samme hus, så de ikke skal igennem 1000 flytninger. Derfor besluttede mine forældre at lave et forældrekøb – det fineste hus på 130 kvardratmeter i Næstved, tæt på daginstitutioner, skoler og så videre. Vi flytter den 1. December, og jeg tror virkelig aldrig, jeg har glædet mig så meget til noget, som jeg glæder mig til dette! Vi er godt igang med at købe flotte møbler og gøre hjemmet rigtig lækkert – og I skal selvfølgelig nok få det hele at se en dag.

Lige nu er jeg bare hamrende spændt. Og lykkelig for, at jeg kan give Lilli et hjem i sikre omgivelser, og ikke langt væk fra sine bedsteforældre. Jeg glæder mig til at indrette – særligt Lillis værelse!

Planen er, at vi skal leje huset af mine forældre, indtil vi begge er færdiguddannet, og selv kan købe huset. Det er perfekt i forhold til størrelse og lokation – og så bor min farbror og tante 3 huse derfra, så der er altid en hjælpende hånd, hvis vi har brug for det, og det er jo dejligt at vide!